mandag, april 30, 2007

Modspil

Hvad betyder egentligt dette modspil? Det har jeg i længere tid funderet over, og mener nu at have fundet en dækkende forklaring: det betyder mål på egen banehalvdel.

Tag nu Modspillerens seneste bommert:

Lort, der driver ned af væggen - en billedlig fremstilling af Danmarks højre-ekstreme blogs.

(Skrigeriet er, med diverse nytilkomne hoveder, værre end nogensinde, og hadet er mere åbenlyst og lysende end nogensinde. Billedet passer altså bedre end nogensinde før).

Carstens indlæg er skrubhysterisk skrigeri: ordet "nogensinde" benyttes tre gange efter, at han har kastet lort rundt i lokalet på enhver, der er til højre for ham selv - formodes... for der ikke meget konkret at forholde sig til.

Hans links er primært et raseri rettet mod Polemikken, der er nærmest ikke-eksisterende længere. Og sekundært en aldeles ukritisk skamros af hans eget parti i blokland:

dels har vi engagerede fægtere som Mavepusteren

En beskrivelse af Allan, der ikke er loyal, i det Allan ikke fægter: han kaster med lort, for nu at blive i terminologien... Jeg har aldrig kommenteret Allans rablerier, de udstiller sig selv.

Ingen er bedre end Carsten til at kaste med uargumenteret smuds - alligevel er det fra den kant, at vi gang på gang skal høre et eller andet om tonen.

Det skyldes naturligvis, at Carsten så kan skyde med spredehagel stort set uden begrundelser: Kimpolina siger grimme ting, ergo alle islamkritikere kaster med lort... hvad er det?

Det er såmænd et skud i egen fod, og Carsten har ondt, derfor farer han forvirret rundt med lort på hænder, tastatur og vægge. Hvornår mon han viser et billede af tastaturet?

De danske højreorienterede weblogs bevæger sig nemlig, hvis sandheden skal frem, på et uhyggeligt lavt intellektuelt niveau, hvor enhver "debat" eller "diskussion" er reduceret til en hylen og skrigen vendt mod muslimer og andre folk med "aparte" meninger, hvor alene det, at én eller anden person vover at udtrykke en anden mening end blogskribenten, er nok til at fordømme vedkommende til helvedes ild - helt uden hensyn til hvilke overvejelser eller måske endda argumenter, der måtte ligge bag.

Bemærk, at Carsten ikke engang skriver: de fleste danske højreorienterede weblogs. Nej, det er skam dem allesammen... venstrefløjens generaliseringer og sjofelheder har alle dage været god tone, også dengang man godt måtte udøve religionskritik eller blot udkæmpe en legitim politisk kamp, fordi det var venstrefløjen, der gjorde det - naturligvis.

Carsten er i fuldkommen harmoni med det skrigeri han så ofte skaber sig over. Og som jeg allerede har påpeget, så gør det ham til en hykler.

Per

lørdag, april 28, 2007

Idealisme

Jihad and the Collapse of the Swedish Model

Er et meget vigtigt dokument, der opregner den tragedie, der er ved udfolde sig i Sverige, og som på sigt kan favne store dele af Europa. Her et retorisk spørgsmål fra slutningen:

Is it just a coincidence that the one country on the European continent that has avoided war for the longest period of time, Sweden, is also arguably the one Western nation where Political Correctness has reached the worst heights? Maybe the prolonged period of peace has created an environment where layers of ideological nonsense have been allowed to pile up for generations without stop.

Findes der et svar? Måske ikke, men det er helt klart godt set:

In past ages, a war, almost by definition, was something that sooner or later came to an end, usually in unmistakable victory or defeat. In the past, also, war was one of the main instruments by which human societies were kept in touch with physical reality. All rulers in all ages have tried to impose a false view of the world upon their followers, but they could not afford to encourage any illusion that tended to impair military efficiency. So long as defeat meant the loss of independence, or some other result generally held to be undesirable, the precautions against defeat had to be serious. Physical facts could not be ignored. In philosophy, or religion, or ethics, or politics, two and two might make five, but when one was designing a gun or an aeroplane they had to make four. Inefficient nations were always conquered sooner or later, and the struggle for efficiency was inimical to illusions. Moreover, to be efficient it was necessary to be able to learn from the past, which meant having a fairly accurate idea of what had happened in the past. Newspapers and history books were, of course, always coloured and biased, but falsification of the kind that is practised today would have been impossible. War was a sure safeguard of sanity, and so far as the ruling classes were concerned it was probably the most important of all safeguards. While wars could be won or lost, no ruling class could be completely irresponsible.

George Orwells 1984

Moralisme og idealisme har gået hånd i hånd siden Platon, som var den første, der i sine dialoger udledte det "gode samfund", som andre ville kalde et diktatur.

I partiet De Racistgale Venner har man også tanker om det gode samfund, og de tanker må bestemt ikke modsiges af noget så banalt som realiteter:

Tag den grundlovsfæstede ytringsfrihed, hvis grænse er den rene racisme: selv når retssystemet har talt og trukket stregen i sandet, så gør en af forespørgerne i dag ingen ændring. Hr. morten Messerschmidt bekræfter i dag i jydskevestkysten, at det er sandheden, at et multietnisk samfund vil medføre vold, bandekriminalitet og massevoldtægter?- det er ikke bare ufatteligt, men direkte landsskadeligt, fordi det fortæller en helt anden historie om det land hvis selvforståelse er, at man danner ring om de anderledes når de er under pres. Fx da jøder under 2. verdenskrig blev sejlet til Sverige.

Det er meget tvivlsomt om Morten Østergaard overhovedet forstår, hvad han selv siger... men det er også ligegyldigt, så længe hans vælgere føler sig som gode mennesker, når de stemmer på ham.

Det er uklart i hvilken sammenhængen "retten har talt og trukket stregen i sandet" i forhold til "den rene racisme", men i det Østergaard tilsyneladende mener at Messeschmidt "ingen ændring gør" i den sammenhængen, er man rent logisk henvist til at formode, at Østergaard betragter Messerscmidts udtalelse om, "at det er sandheden, at et multietnisk samfund vil medføre vold, bandekriminalitet og massevoldtægter" som messerschmidts rene racisme.

Uden i øvrigt at mene sig forpligtet på at henholde sig til data, undersøgelser, studier eller afhandlinger, der kan belyse emnet, mener Østergård sig altså berettiget til at anklage andre mennesker for den rene racisme - der jo som Østergaard bemærker er strafbart - fordi de tillader sig at give udtryk for et synspunkt, der står i modsætning til Østergaards forestillinger: "om det land hvis selvforståelse er, at man danner ring om de anderledes når de er under pres. Fx da jøder under 2. verdenskrig blev sejlet til Sverige."

Østergaards argument er ikke videnskabeligt: altså baseret på viden, der rent faktisk udsiger noget om realiteterne... hans argument er udelukkende baseret på en moral - en opfattelse af godt og ondt -, som Østergaard og ligesindede doserer i uendelige mængder fra folketingets talerstol. Og som man kræver overholdt med slet skjulte trusler om straf.

Om denne moral fastslår Østergaard at: "I Det Radikale Venstre støtter vi os i vort daglige arbejde til værdierne frisind, storsind og retsind. "

Er det nødvendigt for mig at påpege, at Østergaard ikke udviser noget som helst frisind, storsind endsige retsind i forhold til Messerschmidts ret til at sige sandheden?

Og Østergaards uendelige hykleri udstiller nærmest sig selv: "Det afgørende for os er ikke hvilke værdi man iklæder sig – men hvordan man efter lever disse i praksis. Værdiernes sande værdi opstår, når de omsættes til handling."

Og det gælder også, når man doserer fra folketingets talerstol, kammerat! Østergaard kender ikke konsekvensen endsige meningen med de ting han er dresseret til at sige - formentligt af en "kommunikationsrådgiver".

Realiteter! - hvad er det? kan vi ikke bare forbyde dem?

Klaphat!

Per

Bekendelser

Det er tilsyneladende blevet mode blandt vore politikere at bekende sig til det totalitære. Ikke forbavsende kommer de fra the usual suspects: Ønskelisten, Radigale Venner og Danske Fjollehoveder.

Morten Messerschmidts tur i Grøften er forstemmende, også selvom der givet er formildende omstændigheder - som både Kimpo og Raapil gør opmærksom på. Sidstnævnte nok med en slet skjult skadefryd, men det er ham velundt. ;-)

Jeg må for en sjælden gangs skyld læne mig op ad Modspilleren, der tegner det skarpt op:

Måske drukkenskaben fik munden til at flyde over med, hvad hjertet var fuldt af?

Ja, det er en nærliggende tanke... Morten bør forklare sig i meget utvetydige vendinger, hvis han fortsat skal have en chance i DF. - Måske den allerede er forspildt?

Imidlertid, så er der jo, som Rune så elefant gør opmærksom på, en vis tilbøjelighed fra pressens side til at blive så skinger, at det skriger i ørerne, så snart nogen har slået en prut i det gode selskab.

Jeg ved ikke, hvor loyal BT's artikel er, når den udlægger begivenhederne, men jeg hæfter mig ved, at Morten siger, at han ikke kender nogle nazi-sange... Det skulle meget nødigt vise sig at være en løgn - for hans egen skyld!

I mellemtiden har jeg kun at sige til visse medlemmer af de 3 partier: Føreren er død, lad ham hvile i fred! Man kan her selv substituere Føreren valgfrit med: Muhammed, Moses, Paulus, Hitler, Stalin, Lenin, Mao - eller andre efter behag... måske man med en Nietzsche-maske bare skulle skrive: Gud?

Gør ikke en læremester af mig - tak!

Friedrich Nietzsche

Per

fredag, april 27, 2007

Mode



I går var der en sød lille blondine, der spurgte mig om jeg syntes, at hun skulle få pagehår. For en snusfornuftig analytiker, der bruger alt for meget tid på logiske udviklinger og indviklinger forekom det mig først som et ligegyldigt spørgsmål: hun ville sgu da se godt ud ligemeget hvad - tænkte jeg.

Indtil det gik op for mig, at hun fiskede efter et kompliment, og en tilkendegivelse af, at hun var dejlig, og at hun ville blive endnu mere dejlig med pagehår. - Kvinder elsker deres hår, og det gør mænd også (især kvindernes ;-). -

Nu sidder jeg imidlertid og prøver at forestille mig hende med tørklæde - ikke noget kønt syn.

Det danske ord: "mode" staves som det engelske ord: "mode"; som i: "mental mode".

Via Uriasposten:

“Der er historisk set utrolig mange kvinder, der har båret tørklæde, og det er ved at blive trend igen.” (Elsebeth Gerner Nielsen, 26. april 2007)

Tjah... har det pyntet...? Eller er visse perversioner bedst overladt til fantasien?

Unlike Winston, she had grasped the inner meaning of the Party's sexual puritanism. It was not merely that the sexinstinct created a world of its own which was outside the Party's control and which therefore had to be destroyed if possible. What was more important was that sexual privation induced hysteria, which was desirable because it could be transformed into war-fever and leader-worship.

[...]

In the old days, he thought, a man looked at a girl's body and saw that it was desirable, and that was the end of the story. But you could not have pure love or pure lust nowadays. No emotion was pure, because everything was mixed up with fear and hatred. Their embrace had been a battle, the climax a victory. It was a blow struck against the Party. It was a political act.

George Orwells 1984

Per

torsdag, april 26, 2007

Siden hvornår?

Ifølge Carsten så rammer Ydmygheden hovedet på sømmet:

Siden hvornår, er vi i Danmark begyndt at mobbe folk ud af det politiske liv, fordi de har en “forkert” mening?

Rundt regnet: siden Mogens Glistrup...

Men Asmaa tilhører skam en priviligeret kaste: kombinationen af Ønskelisten og ortodoks Islam vil i det mindste sikre hende mod fysiske overgreb. Og det er trods alt en god ting. - Selvom stening af kvinder jo, hvis man altså skal tro Islamisterne, langt er at foretrække for kritik. ;-)

Per

tirsdag, april 24, 2007

Spørgsmål til Asmaa Abdol-Hamid og Jørgen Arbo-Bæhr

Via Hodja:

Jørgen Arbo-Bæhr, integrationsordfører for enhedslisten:

[...]

– Muslimske kvinder som Asmaa er en del af det danske samfund. Men de har alt for længe har været tvunget til en tilværelse isoleret bag hjemmets fire vægge som eneste valgmulighed i livet. At Asmaa ønsker at vise, at man som muslimsk kvinde kan tage del i samfundslivet, og det endda i landets parlament, har større betydning for ligestillingen end dusinvis af erklæringer om ligestilling.

Jørgen bør spørge Asmaa Abdol-Hamid 1 spørgsmål:

1) Skulle du få døtre, ville du så nægte dem at gifte sig med en ikke-muslim?

Asmaa er som ortodox muslim nødt til at: svare ja, undlade at svare eller lyve (Hvilket Allah tillader hende overfor Jørgen).

Ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en jødisk eller kristen mand
Selvom ægteskab mellem en muslimsk kvinde og jødisk eller kristen mand overhovedet ikke nævnes i Koranen, er det iflg. traditionel islamisk ret - ligesom i nutidig familieret - forbudt en muslimsk kvinde under nogen omstændigheder at gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Indgås et sådant ægteskab på trods af forbudet (f.eks. i et ikke-muslimsk land), vil ægteskabet ikke være juridisk gyldigt i et muslimsk land - og evt. børn vil blive betragtet som ikke-ægtefødte. Forbudet begrundes med, at børn oftest følger farens religion. Det ville være uudholdeligt for en troende muslimsk kvinde at acceptere at leve sammen med en mand og børn, der ikke respekterer muslimernes sidste profet, Muhammad og det budskab, han prædikede. Der er endvidere stor sandsynlighed for, at den muslimske hustru - der jo vil være i mindretal i forhold til mand og børn - langsomt vil føle sig tvunget til at opgive sin egen tro til fordel for mandens, idet det i de fleste kulturer (på trods af den såkaldte kvindefrigørelse og krav om ligestilling mellem kønnene) er sådan, at det er manden, der er familiens overhoved. Jeg har i årenes løb mødt flere nordafrikanske kvinder, der i ungdommeligt letsind - ofte for at slippe ud af nød og fattigdom - har giftet sig med danske mænd. Problemerne er som regel opstået, når den ikke-muslimske svigerfamilie har insisteret på at få børnene døbt - "for sådan gør man her i Danmark" - også selvom de ikke selv har haft nogen nævneværdig tilknytning til kristendommen. "Da mistede jeg reelt indflydelse på mine børns videre opdragelse", som én af dem sagde. "Pludselig blev det nærmest en mærkesag for familien at få børnene gjort til "gode kristne"."

Ægteskab mellem en troende muslim og en vantro eller en afgudsdyrker(ske)
Et harmonisk ægteskab forudsætter en vis grad af jævnbyrdighed og et fælles værdisæt, som ikke vil være til stede, hvis en troende gifter sig med en vantro (k-f-r) eller en afgudsdyrker(ske) (mushrikûn/mushrikât). Koranen forbyder da også et sådant ægteskab - med mindre den ikke-troende part antager islam:
Ægt ikke afgudsdyrkende kvinder (mushrikât), før de giver sig hen til Gud (alene). En troende slavinde/tjenerinde (ama mu'mina) er bedre end en (fri) afgudsdyrkerske (mushrikât) - skønt hun virker nok så tiltrækkende. Og gift ikke (jeres troende døtre) bort til afgudsdyrkere (mushrikîn), før de giver sig hen til Gud (alene). En troende slave/tjener er bedre end en (fri) afgudsdyrker (mushrik) - skønt han virker nok så tiltrækkende. Afgudsdyrkerne vil drage jer mod Helvedes flammer; men Gud kalder jer nådefuldt til Paradis og tilgivelse. Han gør Sine tegn tydelige for menneskene og maner til eftertanke. (2:221)

Hvor er din ligestilling og integration i det billede, Jørgen? Og hvor meget synes du selv, at det lugter af "racisme"?

Per

mandag, april 23, 2007

Yellow Star

I anledning af den ophidsede debat om tørklædet måtte jeg gøre op med min fornuft, hvad det egentligt var jeg så i tørklædet, som indrømmet irriterer mig.

Jeg fandt ikke Krarups sammenligning med hammer og segl og hagekorset for at være en rimelig sammenligning. Man kan givet argumentere for, at tørklædet gør "kvinder til reklamesøjler for Islam", men jeg synes ikke, at det rammer essensen i tørklædets funktion.

I en eller anden anledning luftede jeg så det synspunkt, at de jødiske armbind i det tredje rige var en i mine øjne mere præcis sammenligning.

Jeg blev naturligvis øjeblikkeligt anklaget for at svine andre kulturer til, og bedt om at holde min kæft. Ja sådan er det nogle gange: en del mennesker lider af en så ekstrem intolerance mod enhver holdning, der lugter lidt af DF, at de ikke engang kan udholde at lytte til en saglig argumentation, der måske kunne gøre dem klogere.

Så ekstreme reaktioner kan imidlertid også være en indikation på, at man faktisk har ramt et ømt punkt. At man lige præcis har peget på en ide, der er så farlig, at den kan vælte andre ideer omkuld. At et helt korthus af fordomme kan falde sammen, hvis dette ene lille kim blot for lov at vokse til en stor og frodig plante. Når en virkelighedsmodel trues af et sådant meme, kan de der er bærere af modellen reagere nærmest allergisk i deres forsøg på at afvise memet.

I dag finder jeg så en artikel på Hodjas blog, der siger fuldstændigt det samme om tørklædet som det jeg havde sagt, og som oven i købet linker til en Wicki-artikel, som jeg læste så sent som i går, for netop at blive klogere på fænomenet:

Q: Hvornår måtte de første gang tage tørklæde på?
A: 13 år gammel. Som alle kvinder i Iran.
Q: Blev det diskuteret i familien?
A: Det angår ikke forældrene. Det er
lig døden at gå utilsløret på gaden….

På Wicki:

1940: The Nazi regimes in the occupied countries of Europe force Jews to wear an identifying mark under the threat of death.

Men det er imidlertid ikke kun kvindeundertrykkelsen i Islam, der vækker minder til nazismen. Ligeledes fra Wicki-artiklen:

Non-Muslim residents in medieval Islamic states were set apart from Muslims in various ways. Islamic law and custom required them to carry signs of their difference and to adopt different dress. They had to avoid colours associated with Islam, particularly green. However, the enforcement of these rules was highly erratic. [5]

The practice of differentiating Muslims from Jews and Christians is not found in the Qur'an or hadith but appears to have been invented in early medieval Baghdad. [6] It was the most degrading of a series of regulations imposed upon non-Muslims (dhimmi).

Men hvis kvinderne virkelig vil gå med symbolet på deres egen undertrykkelse, så synes jeg ikke, at man skal forhindre dem i det. Jeg synes, at man skal gå pædagogisk til værks, og at børnene skal undervises i det her i ALLE skoler... OBLIGATORISK. Både de kristnes forfølgelse af jøderne, nazisternes kristentkulturelt betingede jødemord, den amerikanske udslettelse af den indianske kultur, og muslimernes ydmygelser, forfølgelser og udrydelser af anderledes tænkende. Samt paralellerne til Islamismens trang til at ydmyge, voldtage og dræbe kvinder. Kort sagt: at behandle dem som undermennesker!

Jeg er på det kraftigste modstander af signallovgivning og forbud, men jeg kunne tænke mig en undtagelse der bekræfter reglen: Det skal ikke være forbudt at gå med tørklæde, men det skal være forbudt under fængselsstraf at opfordre eller tvinge kvinder og pigebørn til at gå med det!

Og det at forfølge kvinder eller piger med voldtægt, tæsk og trusler med den begrundelse, at de er urene eller uislamiske, fordi de går forkert klædt, skal anses som en særdeles skærpende omstændighed, der forhøjer straffen betydeligt.

Per

fredag, april 20, 2007

300



I moderne sprogbrug en kontroversiel film... en helt igennem provokerende film. Hvad visse anmeldelser da også til perfektion demontrerer:

"300" er ca. så tæt man kan komme på et visualiseret computerspil, komplet med forskellige niveauer og end-of-level monstre. Alene af den grund fremstår den nylige iranske vrede over filmen komisk, for "300" har ikke noget som helst med noget som helst at gøre, men er en rendyrket stiløvelse. Den er så tom som en buldrende tønde, men unægtelig et betagende syn, med action og lemlæstelser nok til at tilfredsstille selv de mest boldtørstige. Filmen er komplet stiliseret i bronzefarver. Kun de olieindsmurte fitnessfreaks er virkelige, alt andet er tilføjet digitalt.

En smørre, der siger noget om anmelderens evne til at glo sig dum på filmens æstetik, og absolut intet om dens ret klare budskaber. Det er en gennemgående trend i de anmeldelser jeg har læst, at anmelderen er ude af stand til at fange dette budskab. Enten er filmen en æstetisk bombe blottet for indhold og mening, eller også er den propaganda for dansk folkeparti. Hvilket faktisk er ret skræmmende, men nok symptomatisk for vor tids almindeligste intellektuelle mennesketype: det blegfede, pascifistiske, selvoptagede og dybt ahistoriske computervrag, hvis virkelighed som oftere er bits og bytes end kød og blod.

Andetsteds lyder det fra den samme anmelder:

De 300 muskelsvulmende nietzscheanske übermensch, der unægteligt mere ligner en gruppe Chippendales end soldater, tager af sted på den tilsyneladende håbløse færd.

Hvilket naturligvis er en idiosynkratisk perfiditet, der siger et eller andet om anmelderens egen ahistoriske tilgang til stoffet, i det han ikke med et ord nævner, at smukke mandekroppe faktisk var det græske ideal. Men det forhindrer ham ikke i at hamre følgende banale pointe igennem:

Filmen tager udgangspunkt i det historiske slag ved Thermopylæ omkring 480 f.Kr. - et faktum som man dog roligt kan se gennem fingre med, eftersom realisme eller nogen form for historisk gendigtning ikke er blandt denne films ambitioner. Den er i stedet tilfreds med at være et sansemæssigt bombardement af et eventyr.

Hvis man er aldeles blottet for nogen som helst ide om, hvad det er filmen gerne vil sige, så giver denne simplistiske udlægning rent faktisk mening; omend på et akkurat så tumpet niveau, at det forhindrer anmelderen i at forholde sig til filmen overhovedet: ignoranten finder filmen overfladisk, fordi hans eget udgangspunkt er overfladisk. - Sådan må det nødvendigvis være.

Lad os kigge på en anden anmelder, der i det mindste har forstået, at filmen faktisk også handler om noget. Men nu lægges emfasen udelukkende på den politiserende fortolkning, mens æstetikken reduceres til et ukarakteriserende "meget flot".

Man må glæde sig i sit stille sind over at Hitler og Goebbels ikke rådede over et filmapparat som det, vore amerikanske allierede har til deres rådighed i dag. Den følelse går man ud af biografen med efter det mest rendyrkede stykke krigsretorik og volds- og blodfascination, vi har set i mange år.

Nazikortet er spillet allerede i den første sætning, og man ved med det samme, hvad der nu skal ske:

Og endnu tykkere og endnu mere kvalmende. For ikke nok med at spartanerne er ædle, tapre, hårdføre og ubøjelige og anser hinanden som frie og lige - deres fjender er til gengæld sadistiske slavepiskere, der anser kvinder for mindreværdige, foragtelige og urene, som mishandler deres trælle, som vælter sig i dekadente seksuelle udskejelser, mærkede og vansirede af unævnelige sygdomme, ja, selv kæmpen Xerxes, menneskeguden, har umiskendelige træk af transseksualitet eller homoseksualitet, kvindagtig blødhed i bevægelserne og særdeles feminine linjer omkring øjne og mund. For slet ikke at tale om Xerxes og persernes konstante forsøg på at bestikke eller afpresse sig frem, mens spartanerne har den noget enklere holdning, at en mand er end mand, et ord er et ord og et sværd er et sværd.

Denne anmelder, der er blind for æstetikken overhovedet, forsømmer at vise, hvordan 300, skriver sig ind i den mytologiske tradition som vi kender fra film som Star Wars og Ringenes Herre. Med enklere midler end de tre nye Star Wars film, og også meget mere ærligt og kontant end dem, behandler den spørgsmål, der er prægnante i tiden.

Fordi filmen er mytologisk og således "urealistisk", så forsvinder det "ondes" menneskelige træk også. I 300 er det "onde", symboliseret ved despotismens guddommeligt sanktionerede korruption af den menneskelige ånd. Xerxes bliver symbol og således også princip for: ufriheden, foragten for individet og logikken og kravet om knæfald for den uindskrænkede magt.

Med sin brændende gentagne snak om død, blod og ære og om jord og vand kalder den konstant på dystre mindelser om en anden krigsromantisk kultur, nemlig den nazistiske, der med sin Blut und Boden-ideologi fremelskede så dødskult-fikserede elitekorps som SS. En fascistisk romantik lige så kvalmende som den form for retorik, der sender tusinder af unge muslimske terrorister i døden med løftet om guddommeligt efterliv og evig velsignelse.

I sit essay: Notes on nationalism, foretager den store analytiker af totalitarismen, George Orwell en distinktion mellem patriotisme og noget han i mangel på et bedre term vælger at kalde nationalisme:

Nationalism is not to be confused with patriotism. Both words are normally used in so vague a way that any definition is liable to be challenged, but one must draw a distinction between them, since two different and even opposing ideas are involved. By ‘patriotism’ I mean devotion to a particular place and a particular way of life, which one believes to be the best in the world but has no wish to force on other people. Patriotism is of its nature defensive, both militarily and culturally. Nationalism, on the other hand, is inseparable from the desire for power. The abiding purpose of every nationalist is to secure more power and more prestige, not for himself but for the nation or other unit in which he has chosen to sink his own individuality.

Med George Orwell træder det tydeligt frem, at det der karakteriserer spartanerne i filmen er en indædt patriotisme, mens Xerxes bliver symbolet på Orwells dårligt definerede "nationalisme", som han allerede på det tidspunkt han skriver essayet burde have indset, er selve totalitarismen i svøb.

Spartanerne angriber ikke: de bliver angrebet, og det gør faktisk hele forskellen! De ikke bare forsvarer en livsstil og en hjemstavn i ord, de forsvarer den med hver en stolt fiber i deres krop. De udlever dens ånd og er tro mod dens lov. Hvis de mister den, så mister de sig selv!

Frihedsbegrebet er temmeligt simpelt: frihed er evnen og viljen til modstandskamp. Har man ikke den, vil man før eller siden blive træl - som er det modsatte af fri, fordi andre er ens vilje.

Denne pointe bliver især synlig, da dronningen fortæller forrædderen, at frihed sådan set ikke er frihed, fordi den skal betales med den højeste pris: blod! I antikken havde dette været en overflødig kommentar, og den er til ære for et moderne publikum, der tager friheden for givet, og derfor slet ikke har fortjent den - og af den grund også før eller siden vil miste den.

Men denne dybe pointe må naturligvis prelle fuldstændigt af på vores tids dekadente og overfladiske elite, ligesom den da heller ikke i filmen umiddelbart fattes af den spartanske ditto, i hvem politik er blevet en blodsygdom.

Men når nu man ikke forstår, hvad der bliver sagt, kan man jo lige så godt gøre sig dum, og udstille sin oikofobi for alverden:

Det er en flot krigerfilm, høj underholdning på det rene testosteron-niveau, kunst på samme måde som en boksefilm kan være det, underholdende som en Rambo-film.

Men det er også en gang rædselsfuld kulturmobilisering af værste skuffe. Ikke nogen behagelig oplevelse....


Der imod skal jeg blot konstatere, at filmen er et antitotalitært manifest i en tid, hvor den totalitære fordummelse trænger sig på. I sin samtale med Leonidas håner Xerxes grækerne for deres overdrevne tillid til logikken, og truer ham med at udslette ethvert minde om Sparta fra historiens sider.

Udslettelsen af historien og hukommelsen såvel som logikken er de værktøjer, George Orwell i sit analytiske mesterværk 1984 lader den Oligarkiske Kollektivisme (Engelsk Socialismen, Engsoc) benytte til realisering af den grænseløse magthunger, der gennem massernes bevidstløshed vil inkarnere den gud (Store Broder), der hader, foragter og frygter enhver individualitet.

Derfor bliver dette lille mesterværk af en film en hyldest til det frie menneske. Og understreger i et orgie af blod, at denne frihed altid skal købes dyrt...

Per

fredag, april 13, 2007

Hykleri

Modspilleren har nogle sælsomme forestillinger om, at man ikke må hetze og stigmatisere minoriteter - eller hvad det nu hedder, når man tegner tegninger af nogle med en kollektiv identitet - eller deres chef, eller führer eller så'n.

Men når alt kommer til alt, så skal Carsten sgu nok selv bestemme, hvem han kan stigmatisere, og så ved vi jo li'som allesammen godt, hvor det moralske opkast kommer fra - ik'?

Per