Endnu en lille misforståelse ovre hos Raapil:
Nu vi taler magt: Lad mig lige minde om Jungs skarpsindige observation: Den absolutte modsætning til kærlighed er hverken 'ondskab' eller 'had' - men derimod MAGT. Hvorfor? Fordi magt er det dyriske (tigeren er ikke 'ond', den er bare sulten), mens kærligheden stammer fra det himmelske. Mennesket rummer begge dele og kan vælge.
Et langt bedre ord for kærlighed er begær: begær efter besiddelse og beherskelse; beruselsen ved at kontrolere (virkeligheden). Begæret i den himmelske ønsketænkning er den afmægtiges fantasme: Jeg er svag og ligegyldig på Jorden, ergo er Jorden ond, og de stærke, de smukke og de vellykkede, der er bedre end mig, er de dårlige; i himlen vil jeg derimod få det som jeg vil have det.
Kærligheden til en fantasiverden og hadet til Jorden er de afmægtiges evangelium: eskapisme.
Per
4 kommentarer:
Det er bare noget ikke særlig godt gennemtænkt vrøvl. Ikke engang eskapisme.
Kærlighedens absolutte modsætning er angst (der pr. definition er grundløs).
For længst grundigt belyst af div. ontologitænkende filosoffer. Hegel,
Kirkergaard, Hussler, Heidegger, Sartre, Netzsche...fyld selv på....
L :-)
Kærlighedens absolutte modsætning er angst (der pr. definition er grundløs).
Angst er tabet af virkelighedskontrol - i min optik i det mindste. :-)
Per
Angst er tabet af virkelighedskontrol"
Jeg skulle mene lige præcis det modsatte. I angsten konfronteres man ultimativt med virkeligheden.
Vil jeg leve eller vil jeg dø?
L :-)
Hmmm... jeg har på fornemmelsen, at vi prøver at sige det samme. Lad mig forsøge at forklare mig:
1) Menneskets virkelighed udgøres af en række modeller, der skal tjene det til en optimal (efter biologiske kriterier) tilværelse i verden. Dette fordrer en høj grad af kontrol med evnen til prognose eller kunsten at dømme på forhånd.
2) Når virkelighedens mangelfuldhed afsløres gennem en række mere eller mindre iøjnefaldende fejltagelser/fiaskoer - det vil sige virkelighedsmodellernes inkompatibillitet med verden: en slet og ret utilstrækkelighed - så opleves det som eksistentiel angst; det vi vist nok i dag alt for ofte kalder stress.
Vrede, had (trang til destruktion), fornægtelse og eskapisme i form af medicinering og andet misbrug, religiøs vækkelse eller spiseforstyrrelser kan blive en del af adfærden.
I den forbindelse må jeg fremhæve, at vi alt for ofte er tilbøjelige til at overse, at den menneskelige organisme i sin helhed genererer disse virkelighedsmodeller, ligesom den selv i sin genese er en fortolkning og en reaktion på verden. Det vi definerer som psykologiske dysfunktioner er jo symptomer på organiske dysfunktioner. - Hvilket så er noget nær en tautologi, men det er nu engang konsekvensen ved den sjæl/krop, subjekt/objekt dikotomi vi taler gennem.
Den simple pointe er, at virkelighedsmodellerne er organiske i deres optik; psykologi er blot et pænt ord for sjæl i platonisk/kristen forstand.
3) I lyset af ovenstående kan jeg ikke se andet end, at vi når frem til nogenlunde samme konklusion. Blot ville jeg stille det eksistentielle spørgsmål en smule anderledes:
Kan jeg leve, eller skal jeg dø?
Det er ligesom der, at det hele bliver rigtigt dramatisk - ikke sandt? :-)
Per
Send en kommentar