Dette fra slutningen af en kronik i Politiken:
Jeg er bekymret over den nuværende debat og over dens uvidende, uvidenskabelige, politisk orienterede og racemæssigt ladede polemiske retorik. I sin artikel fra 1928 skrev Thorsten Sellin:
»Den farvede kriminelle nyder som regel ikke godt af den racemæssige anonymitet, som dækker de lovovertrædelser, der bliver begået af medlemmer af den hvide race.
Pressen vil næsten med sikkerhed stemple ham, og jo mere frastødende hans forbrydelse måtte være, desto mere sandsynligt er det, at hans race vil blive fremhævet.
Ved at karakterisere ham gennem hans farve, bliver hans individualitet på en måde undertrykt, og i stedet for blot at være en tyv, røver eller morder, bliver han en repræsentant for sin race, som til gengæld må lide under hans synder på grund af de mærkelige følelsesmæssigt betingede tankeprocesser«.
Det kan også læses (og sådan læser jeg det): hvide pressefolk er racister. Hvilket også underbygges i en tidligere sætning:
En undersøgelse, hvor hvide skulle karakterisere racegrupper og etniske grupper, viser, at sorte oftere bliver opfattet som værende voldelige med tendens til narkotikamisbrug og mere kriminelle end hvide.
Hvilket peger hen på spørgsmålet: What Should White People Do?
Jo, ser I:
Perhaps white identity needs to develop its own version of "double consciousness"; indeed, to name as such that two-sided sense of the past and the future that can be found in aspects of the works discussed in this essay. White double consciousness is not the move between white and black subjectivities or black and American perspectives, as DuBois developed the notion. Instead, for whites, double consciousness requires an everpresent acknowledgment of the historical legacy of white identity constructions in the persistent structures of inequality and exploitation, as well as a newly awakened memory of the many white traitors to white privilege who have struggled to contribute to the building of an inclusive human community. The Michelangelos stand beside the Christopher Columbuses, and Noam Chomskys next to the Pat Buchanans. The legacy of European-based cultures is a complicated one. It is better approached through a two-sided analysis than an argument that obscures either its positive or negative aspects. White representations within multiculturalism must then be similarly dialectical, retrieving from obscurity the history of white antiracism even while providing a detailed account of colonialism and its many cultural effects. This, then, is the challenge: to transform the basis of collective self-respect from global, racial vanguardism to a dedicated commitment to end racism.
Lad mig hjælpe lidt på konklusionen: For at afskaffe racismen i det multikulturelle samfund er det nødvendigt for 'det hvide menneske' (det er så åbenbart sådan en som undertegnede) at blive en 'raceforræder' (jeg skal male mig sort eller sådan noget aktivistisk et eller andet), der aldrig forsømmer en lejlighed til at påtage mig skylden for al menneskelig elendighed... Hvem sagde racisme?
Ved at karakterisere ham gennem hans farve, bliver hans individualitet på en måde undertrykt, og i stedet for blot at være en tyv, røver eller morder, bliver han en repræsentant for sin race, som til gengæld må lide under hans synder på grund af de mærkelige følelsesmæssigt betingede tankeprocesser.
Og så er ringen vel sluttet? Nej - ikke helt:
Kambon told the audience white people "have retina scans, they have what they call racial profiling, DNA banks, and they're monitoring our people to try to prevent the one person from coming up with the one idea. And the one idea is, how we are going to exterminate white people, because that in my estimation is the only conclusion I have come to. We have to exterminate white people off the face of the planet to solve this problem."
The Carolina Journal said Kambon's remarks received slight applause in the room...
Jeg ved ikke længere om jeg skal grine eller græde...
Per
Ingen kommentarer:
Send en kommentar