onsdag, oktober 26, 2011

Denne kniv er enestående

Jeg hørte engang historien om ekspedienten der hamrede en kniv i en træplade, stillede den i et tomt udstillingsvindue og hængte et skilt over med skriften: Denne kniv er enestående!

Hvilket minder mig om denne artikel i Berlingske:


(...) han [Svante Björck] når frem til, at dagens ændringer er de eneste med global udbredelse i 20.000 år.

Jordens klima har ændret sig mange gange, men Svante Björck har ikke fundet data, der afslører at tidligere ændringer har haft global omfang. Koldere og varmere perioder har derimod været regionale fænomener, lyder det fra den svenske forsker fra universitetet i Lund.

Konklusionen: at dagens ændringer er de eneste med global udbredelse i 20.000 år, baserer sig på den implicite tanketorsk, at det 20. århundredes opvarmning foregik ensartet overalt på kloden. Men det gjorde den naturligvis ikke: ligesom Svante Bjørck korrekt kan konstatere, at ingen opvarmning (eller nedkøling for den sags skyld) i fortiden er forekommet ensartet og øjeblikkelig fra den ene ende af verden til den anden, så gælder det naturligvis heller ikke for den moderne opvarmning.

Vi ved fx på baggrund af satellit-data, at den sydlige halvkugle er blevet varmere siden 1978. Til gengæld ved vi også, at den geografiske sydpol TOTALT SET er blevet en smule køligere, og vi ved ligeledes, at områder på Antarktis er blevet varmere, mens andre er blevet køligere. Hvilket helt naturligt afspejler den rige lokale variation.

Og dermed er argumentet faldet til jorden.

Jeg skal gerne skære det ud i pap:

(...) men Svante Björck har ikke fundet data, der afslører at tidligere ændringer har haft global omfang

Altså lige bortset fra, at alt ved klimaet har ændret sig globalt på de bemeldte 20.000 år (adskillige gange endda), og at de mange lokale ændringer som man kan iagttage både i fortiden og i nutiden naturligvis til sammen udgør den over tid endelige og totale klimatiske forandring vi lever med. Hvilket betyder, at planeten totalt set (altså: globalt) er endog væsentligt varmere end den var for 20.000 år siden.

Alle temperaturer er lokale fænomener, men det gennemsnitlige globale produkt over de bemeldte 20.000 år vidner om global opvarmning – færdig basta... Havde emnet været de sidste 6.000 år, så havde vi talt om global nedkøling.

Svante Bjørck kan altså umuligt rationelt nå frem til, at dagens ændringer er de eneste med global udbredelse i 20.000 år. Det er jo en komplet kortslutning: en benægtelse af elementære fakta og en misforståelse af, hvad en global middeltemperatur er for noget: en abstraktion!

At tage Svante Bjørcks “argumentation” alvorligt som den står formuleret i Berlingske er videnskabeligt livsfarligt! Det eneste der sådan set er demonstreret er, at man i de fleste kredse simpelthen ikke forstår klimatisk abstraktion: hverken hvad angår geografisk afgrænsning eller tidshorisont. Dette er naturligvis uheldigt, når man så samtidigt vedholdende insisterer på at propagandere for et helt bestemt synspunkt og kalder det videnskabeligt.

Det mest besynderlige ved Svantes argumentation bliver imidlertid, at han tilsyneladende ikke længere kan argumentere for at tidligere tiders temperaturstigning skyldtes co2, i det det jo bliver påstanden, at den moderne co2 opvarmning er historisk unik ved at være global, mens alle andre klimaforandringer de sidste 20.000 år adskiller sig derfra ved at være regionale, og således ikke kan være forårsaget af co2, der jo forårsager en global opvarmning.


Go'dav mand økseskaft...

Per

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Glimfrende pointe, du har her. Og jeg er glad for, at jeg ikke selv er ophavsmand til bemeldte artikel på b.dk. Dog ville det have klædt dig, hvis du havde forholdt dig til den oprindelige svenske artikel frem for en hastig dansk web-version. Der kunne være flere nuancer her -f.eks. i retning af at maunder minimum/den lille istid var et nordeuropæisk regionalt fænomen eller the medieval warming period ligeså. LH