onsdag, januar 31, 2007

Irrationelt

Jeg var en tur forbi Raapil, og jeg kommer der sgu for sjældent. Man kan hitte sig de mest forunderlige ting i mandens tekster, og det skal han have ros for.

Men jeg er nødt til at korrigere lidt hist og her, fordi indsigtens sted hos Raapil er en noget forvirret affære, der kan bruge en smule fornuft til et skub i den rigtige retning.

Således lades vi forstå:

Der er rigtig mange eksempler på forskere - herunder særlig mange astrofysikere og kvantemekanikere - som gennem deres forskning bliver overbeviste om, at der ligger en 'mening' eller en kreativ kraft bag verden, som den udspiller sig for vores øjne.

Og udsagnet er sandt nok, men det har noget at gøre med, at disse forskere ikke har forstået deres eget udgangspunkt.

Al forskning er en kreativ proces, der ganske vist idealt set baserer sig på en såkaldt "objektiv iagtagelse". Dette ideal er så bare heller ikke mere end det, for som kvantemekanikken så sublimt illustrerer det, så er "objektiv iagtagelse" en hjernespundet fordom uden hold i empirien.

"Objektet" bliver skabt i hjernen gennem en fortolkning af sansedata, der opsamles ud fra kriterier biologien har opsat gennem milliarder af års evolution her på kloden. Efter endt tolkning projiceres rum, tid og objekter ud på "virkeligheden" som en midlertidig hypotese om dens beskaffenhed. Hypotesen ændrer sig i takt med at data indsamles og fortolkes.

Derfor "ligger [der] en 'mening' eller en kreativ kraft bag verden, som den udspiller sig for vores øjne."

Ingen grund til at antage fantasterier om andre skabere af verden end netop dig selv, kære ven - det skulle da lige være dine artsfæller ;-)

Disse forskeres dikotomi: opsplitningen af verden i subjekt og objekt er tilsvarende monotonoteismernes opsplitning af mennesket i krop og sjæl. Og det falder vel i grunden meget naturligt at måtte indse, at selv om vi vist nok lider af en anden opfattelse, så har vi såmænd ikke skiftet præster ud med eksperter; men derimod som så mange gange før: blot et ord med et andet.

Den selv samme sørgelige fejltagelse begået om og om og om igen igennem menneskehedens historie: og hver gang har den skullet legitimere påstanden om, at der altså er en julemand på Grønland.

Bevares: det gør jo børnene glade, men det bliver de også af at hive tomme kalorier ned fra hylderne i supermarkedet - på kort sigt i det mindste.

Ultimativt udgør rationalismen nemlig intet bolværk mod vold og ondskab, men det gør det religiøse:

Et ikke-argument skudt fra hoften - og jeg, der gik og troede, at Raapil havde læst sin historie. ;-)

Hverken det rationelle eller det religiøse udgør noget bolværk mod noget som helst, der i sagens natur er dybt forankret i den enkeltes drifter, lyster og tilbøjeligheder - for slet ikke at tale om dysfunktioner.

Nej, den instans der kan sørge for den uafladelige selvkritik kommer fra sider af det psykiske som ligger uden for jegets og det eventuelle overjegs kontrol. Det er sider som skyldes det kollektivt ubevidste. Og det er derfor det dybest set må regnes for en religiøs instans.

Man kunne også kalde det drifter, der ind i mellem sikrer en artsfremmende adfærd, men perspektivet er naturligvis afhængigt af, hvem man spørger - og ikke mindst, hvordan man spørger:

Når nogle foranlediges til, når de kigger på stjernerne at spørge, om der mon er "intelligent" liv derude? så ignorerer de ofte et måske væsentligere spørgsmål: findes det hernede?

Ateister er Guds største vittighed!

Ak nej min ven... blot din egen - og i så fald er du humorforladt ;-)

Per

1 kommentar:

raapil sagde ...

Hvis jeg orkede, burde jeg svare frækt igen. Men det gør jeg ikke :)

Debatten må ligge for denne gang.