Nu spørger man måske med rette, hvad i alverden disse ting dog har med hinanden at gøre? Jo, se det er en lang historie, og den begynder med et indlæg på humanisme.dk, hvor Rune Engelbreth Larsen viser sædvanen trods og bliver endog meget pragmatisk og nuanceret:
Hvornår er et barn et barn? Ved undfangelsen? Når det fødes? Netop af pragmatiske grunde er der ikke noget entydigt svar på spørgsmålet. Det er f.eks. også meningsløst at kalde det for »mord« at få foretaget en abort i 13. uge, men ikke i 12. uge - ligesom det heller ikke er indlysende, at der er tale om mere eller mindre mord ved en frivillig abort efter tre måneders graviditet end efter syv måneders graviditet.
Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.
Om abortgrænsen f.eks. er 12 eller 24 uger, gør det heller ikke mere eller mindre etisk at få foretaget et svangerskabsafbrydende indgreb - men pragmatisk betinget af overvejelser, som vurderer pro et contra forskelligt.
Når abort overhovedet skal tillades efter min mening, skyldes det ikke overvejelser over, om det er mere eller mindre etisk eller ej, men netop som resultat af en pragmatisk vurdering af fordele og ulemper, hvis parametre langtfra er absolutte, men som afhænger af en række vanskelige hensyn og samvittighedsspørgsmål. Ulemperne af et forbud mod abort er ganske enkelt værre end ulemperne af fri abort (op til en vis - lige så vanskeligt definerbar - grænse).
For selv om abort forbydes, vil indgrebet alligevel blive foretaget i stort antal, ofte med alvorlige risici for moderen. Dette argument er væsentligt, men natuligvis ikke endegyldigt, for der er jo andre indgreb og handlinger, som vi forbyder, selv om det ikke hindrer, at de alligevel begås.
Derfor kan det også kun være én faktor i en argumentation.
Efter at have set min datter blive født, skal jeg gerne indrømme, at det vender sig i mig, når jeg tænker på fosterdrab. Faktisk er jeg mere nu end tidligere tilbøjelig til at acceptere fx begrebet fosterdrab, hvor jeg før ville have benævnt fænomenet: abort. I hvert fald giver ordet for mig mening, når vi taler om fjernelse efter 12. uge.
Men Rune bliver altså pragmatisk og vil gerne undgå emotionelt negativt ladede betegnelser, når han skal forsvare aborten:
Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.
Rune argumenterer imidlertid ikke for synspunktet, og det er næppe heller tilfældigt: Personligt ville jeg have det rigtig godt med, at en person der sparkede et barn ihjel i moderens mave ville blive tiltalt for vold med døden til følge, og eventuelt uagtsomt manddrab. Hvis kvinden heller ikke overlever mishandlingen, bør man i mine øjne rejse tiltale for dobbeltdrab.
Dette til trods modsætter Rune sig betegnelsen "mord" for en provokeret abort i fx 8. måned; velsagtens ud fra en fornemmelse af, at han ellers ville kunne associeres med den holdning, at det er i orden at myrde ufødte børn. Og se det lyder jo ikke godt...
Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om abort eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må moderen udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.
Hendes etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Etisk Råds, uanset hvor akademisk veluddannede medlemmerne af Rådet er - for fosteret eller barnet er i hendes krop, og enhver beslutning griber ind i hendes liv, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for moderen, end det har for skrivebords-etikeren.
Moderens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument for fri abort - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at moderen som bekendt ikke er den eneste faktor.
Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (abortforbud - eller fri abort til dagen før fødslen), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.
Lad os imidlertid oversætte dette synspunkt til en anden kontekst: en kontekst, hvor Rune ikke evner denne perspektiverende og åbne optik.
Man kan derfor vælge at forestille sig, at jeg har skrevet følgende i sin helhed:
Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om asyl eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må myndigheden udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.
Dens etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Rune Engelbreth Larsens, uanset hvor akademisk veluddannet han er - for flygtningen eller asylsøgeren er i landet, og enhver beslutning griber ind i landets forhold, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for myndigheden, end det har for skrivebords-etikeren.
Myndighedens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument mod opholdstilladelse - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at myndigheden som bekendt ikke er den eneste faktor.
Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (ubetingede opholdstilladelser - eller indespærring til dagen før udvisning), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.
Om end ovenstående ikke er helt egnet til konteksten så kan i det mindste det optiske skift tjene til en perspektivering af Runes helt egne ord omkring emnet asyl:
Enhver politiker, der indretter lovene på en måde, så mennesker ender i et torturkammer, er og bliver i sidste ende selv en torturbøddel. Vi kan pakke denne uvelkomne sandhed ind, ryste på hovedet og nægte at sige det højt om vores egne, pæne politikere bag Christiansborgs slotsmure. Men sandheden er, at hver eneste danske politiker, som ikke har gjort alt [ALT] for at forhindre en lovgivning, der som resultat driver flygtninge til selvmord eller sender flygtninge i hænderne på en torturbøddel, selv er en torturbøddel.
Hvor i alverden blev nuancerne af? I abortdebatten hævder Rune det absurde i et absolut standpunkt. Altså: i en sag, hvor han ikke selv har et absolut standpunkt, mener han, at:
Mig bekendt er den eneste af disse yderpositioner, der seriøst forfægtes, den, som abortmodstanderne hylder i form af deres skinhellige absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om mord på et barn, og at det i alle tilfælde er forkert, basta.
Det er med Runes ord "en unuanceret skinhellighed" at hævde, at fx Rune sanktionerer mord på ufødte børn. Men i anden sammenhæng er dette absolut absurde standpunkt, overhovedet ikke spor problematisk:
Det er danske politikere, som har vedtaget love, der kan administreres på en måde, der sender systemkritikere og andre forfulgte lige lukt i hænderne på de totalitære regimer, som de er flygtet fra. I flere tilfælde kan danske politikere således afgjort være ansvarlige for at skubbe til den dominobrik, der over en række mellemstationer tilslutter strømmen i torturkammeret [-?] for nu at fastholde metaforen.
Kæden har mange led, f.eks. asyllejre, årelang uvished, psykisk sammenbrud, kritisabel sagsbehandling, dansk politieskorte ud af landet og udenlandske myndigheders pågribelse (f.eks. i Iran), før asylansøgeren i sidste ende havneri kløerne på en torturbøddel i en afsondret fængselscelle. Men et nok så labyrintisk og tidskrævende forløb hverken kan eller bør skjule det faktum, at vejen til torturbødlen rent faktisk også kan begynde på en dansk ministers skrivebord.
En perspektiverende indvending mod det fantastiske synspunkt, at en dansk minister "metaforisk" udtrykt "tilslutter strømmen i torturkammeret", kunne være en fastholdelse af, at den politiske flygtning faktisk selv står med ansvaret for sin situation. - I det mindste i de sager, hvor vedkommende selv har lagt sig ud med et totalitært system i sit hjemland.
Politisk forfølgelse er ofte et resultat af en række eksistentielle valg, og er derfor i min optik skæbnebetingede. Ens samvittighed har valgt at følge en vej, der kan føre til lemlæstelse og død. Det kan ingen dansk myndighed have ansvaret for! Kæden er altså ikke startet hos ministeren, eller hos lovgiveren eller hos nogle som helst andre end flygtningen, der i dette tilfælde må siges at have truffet et eksistentielt valg - nogle gange på vegne af en hel familie.
Der gives så også de sager, hvor flygtningen er blevet forfulgt af grunde, der ikke umiddelbart kan tilskrives et valg foretaget af vedkommende. Men i disse sager adskiller den politiske flygtnings skæbne sig jo ikke videre fra en person, der sulter ihjel i fx Afrika. I hvert fald ikke på anden måde, end at den politiske flygtning har råd til at rejse meget langt for at stille andre til ansvar for hans skæbne. Men dette kan vel heller ikke være de danske myndigheders ansvar?
Alternativt kan man med Runes abortforsvar i mente påpege det absurde i en skinhellig absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om tortur af en flygtning. Og i den forbindelse ihukommer vi jo, at Rune ikke mente, at betegnelsen "mord" overhovedet hørte hjemme i debatten. Men hvis man kan mene, at betegnelsen "mord" ikke bør bruges som betegnelse for en provokeret abort i 8. måned, så kan man måske tilsvarende tillade sig at mene, at ordet torturbøddel næppe hører hjemme i en debat om hjemsendelse af flygtninge - eller hvad?
Opsummerende afskriver Rune kategorisk flygtningens ansvar for egen skæbne, og han problematiserer danske myndigheders legitime ret til at træffe beslutninger i landets interesse med hjemmel i dansk lov, såvel som han på et populistisk og usagligt grundlag anklager lovgiverne for medskyldighed i forbrydelser begået i fremmede lande, under en lovgivning de ikke selv har vedtaget.
Lad os slutte med en definition af populisme, der spejler Runes egen:
Politikere med dansk baggrund, som har gjort eller sagt noget forkasteligt, er således rigelig grund til at kommentere i detalje og kan let føre til hadefulde angreb såvel som politianmeldelser. Her er ingen problemer med at kommentere enkeltsager, når man ved samme lejlighed kan udstille danske politikere som bekvemme syndebukke over én kam.
Per
Ingen kommentarer:
Send en kommentar