Dæmonologi II

Fra Uriasposten:

En hvis Marianne Olsen udstiller på forbilledlig vis den politisk korrekte nihilismes hykleri - og den farlige tro på egen godhed -:

Frygten er en hæslig sygdom. Den rammer først øjnene så man ikke kan se - dernæst breder den sig til alle sanserne så patienten griber for sig, og føler at der ikke er andet at gøre end at udstede ordre.

Og hvad er vi så bange for? Svaret kommer lidt længere inde i en meget forvirret tekst:

Vi må glæde os over at Dansk Folkeparti ikke har haft den helt store fremgang ved kommune- og regionalvalget. Så der dog stadig er folk ude omkring, der har undgået denne uhyggelige sygdom, og kan vi håbe på at de seende kan gøre noget for at udrydde den. Mens tid er.

Det er uklart, hvordan sygdommen skal udryddes, men det står til gengældt klart at Mariannes frygt og intolerance er udtalt:

Jamen kan den sygdom da så hurtigt brede sig til forstanden, at det er umuligt at se det er DF der som en stærk magnet kalder på terroristen i mennesket.

At frygten er en sygdom, der hurtigt rammer forstanden, demonstrerer Mariannne Olsen således:

Hvad er der blevet af den danske fredelige opmærksomme integritet, der kan føre til konsensus ved at lytte og tale.

Hvordan mon Marianne forestiller sig, at hun kan danne konsensus med mennesker, hun som lægmand har diagnosticeret med en sygdom, der har ramt deres forstand, og som kalder på terroristen og mistroen i hende?

Et frisk pust, bliver til et surt udslip, og ingenting betyder noget.

Marianne har, et års tid før denne lille svada blev udgivet på P1, i en anden P1 udsendelse (Dagens spids 28. september 2004) selv efterlyst: "[...] en menneskeopfattelse der siger, at vi alle er lige, uden at være ens, at menneskets værdighed er uantastelig, så vi ikke opfinder nye begreber, for at nedgøre medmennesket og dermed gør det til modmenneske, er der måske et spinkelt håb. Uden den opfattelse eller i selvfedme – som det hedder nu om dage – er der kun ondskaben tilbage."

Det må atter stå uafklaret hvorfor dette friske pust fra Marianne - i en udsendelse, hvor hun tappert forsvarer Slimane Abderrahmane efter, at han har truet blandt andre statsministeren på DR2's Deadline på livet - pludselig et år senere er blevet til det sure udslip, vi nu analyserer... Ja, mere end det: for det er i min optik helt tydeligt, at Marianne ifølge sine egne begreber er blevet et ondt menneske. Men det er muligt, at hun er nået frem til, at ingenting betyder noget længere...(?)

Nej, om jeg begriber om man kommer nogen vegne ved at prædike frygt.

[...]

Men DF og dets medløbere ser ud til at have glemt hvad mennesket er i stand til. Eller de har aldrig vidst det. De kunne ellers have kigget lidt ud over deres egen næsetip, og tænkt sig om. Hvis de havde foretrukket klarsyn (frem) for magtbegær. Men magten og hadet der har blindet dem må først udryddes.

Formentlig ved fx Pia Kjærsgaard med erfaring fra typer som Marianne ganske udemærket, hvad mennesket er i stand til... men ved Marianne det i grunden: hun kan end ikke se indad, hvordan skulle hun så kunne se udad? At et sådant menneske prædiker klarsyn, og iøvrigt er blevet lektor... det er sgu skræmmende!

Hvornår bliver det helt klart, at frygt fremkalder terror istedet for at modarbejde den.

Jo, se lille ven, det er lige pludselig blevet helt og aldeles klart for mig.

Mariannes påstand er, at frygten gør blind - måske fordi den rammer forstanden. I endnu en udsendelse på P1 - organet for den laveste visdom - lader Marianne os forstå at:

"Hvis man først begynder at forhåne og nedværdige andre mennesker, så tager forhånelsen magten fra en, det ser vi jo, og tager den ikke magten fra en selv, så gør den det i konsekvenserne med afbrændinger, så de folk som har benyttet sig af forhånelsen til at gå videre, og det kan man jo ikke undre sig over at de gør, at de giver igen med samme mønt og gør det værre, for så bliver det jo bare den onde spiral."

Det er denne spiral, der i mere end 20. år - og som Marianne næsten syrrealistisk bidrager til - har bevirket, at vi i dag skal beskæftige os med en metadebat, der længe har umuliggjort en debat om den den egentlige udfordring i det 21. århundrede: multikulturalismen og de etniske, kulturelle, religiøse og økonomisk betingede problemer, der opstår af den doktrin.

I Danmark er der hul på bylden, og materien fosser ud af såret, men fx i Sverige, hvor Mariannes "medløbere" har magten, der lukker man skam munden på de folk, som har den sygdom, der rammer forstanden...

Jeg skal gerne skære ud i pap, hvorfor konen ikke burde optræde som pauseklovn for mine licenspenge (jeg formoder, at hun er passeret ubemærket gennem uddannelsessystemet via gruppeeksamen):

Det er en gammel sandhed, jeg tror det er Hitler der har fundet på det, at hvis man siger en løgn tilstrækkelig mange gange, så bliver den sand.

En gammel sandhed, men:

... det er bare ikke rigtigt, at tingene bliver sande fordi man siger en løgn, rigtig mange gange

Og lad os bare i det samme åndedrag, hvori vi aldeles modsiger os selv, gentage årets vel nok mest gentagede løgn:

... og den krise er altså ikke et spørgsmål om, eller var ikke et spørgsmål om ytringsfrihed, som jo ingen har antastet

Go dav do!

Per