Smadret af antifascister

Artikel på Uriasposten om politiets hårdhændede behandling af en flok unge mennesker:

"Det har ikke været mig muligt at finde en eneste artikel som sætter spot på ofrenes oplevelse af episoden [...]"

Jo da, det er jo ham staklen, der bliver kørt væk i ambulancen, som er ofret...

Spøg til side... jeg må desværre indlade mig på en længere ideologisk udredning, hvis det på nogen måde skal stå bare en smule klart, hvad jeg mener i denne sag:

Man må ikke tage fejl: disse unge mennesker kæmper ikke for deres egen eller andres individualitet eller nogens ret til at være forskellige iøvrigt: de er selvretfærdige flokdyr, der vil trampe på enhver, der siger den sande lære grundlæggende imod.

Hitlers SA (Sturm Abteilung: Storm Afdeling) bestod af intolerante idealistiske voldsmænd. De rettroende i SA's gadehær befandt sig politisk omkring midten og gerne en hel del til venstre for den.

Det var den nazistiske bevægelses mest revolutionære SA-gardister, der efter magtovertagelsen forlangte endnu en revolution; helt i tråd med ambitionerne i det kommunistiske manifest: Indtil det kommunistiske paradis er indtrådt på jord er den socialistiske revolution et mål i sig selv - om og om og om igen. Hitler var ikke med på legen: sin diktatoriske vorden til trods dog mere pragmatisk end gadens parlament...

For Hitler var det let at forskyde Marxismens dem/os klassetænkning til racisme: det gjorde han ved at identificere kapitalen med den "internationale jøde"; således kunne man hverve mange socialister ved at fortælle dem, at man bekæmpede kapitalen, når blot man bekæmpede jøden.

Har man i grunden nogensinde betænkt sig, hvor grovkornet en stereotypi, der ligger i begrebet arbejderklasse: hvor meget racisme er der ikke at finde i en sådan diskriminering? Socialismen tænker i klasser, grupper og kollektiver; den tænker derimod ikke i individer og familier - disse er dens modsætninger. Derfor bliver socialismens broderskab og søsterskab universelt, men kun i arbejderklassen (partiet) - intet uden for arbejderklassen!

Fordi socialismen er en flokdyrsmentalitet, der betinges af hjernevaskelse, ender den også hver gang i førerdyrkelse: i det den deler ideologisk ophav med de monoteistiske religioner, hvor den substituerer Gud med føreren, der nu bliver alfaderen eller storebroderen for den universelle og rene klasse af brødre og søstre.

Sandsynligvis vil det i fremtidens politisk korrekte overvågede helvede blive Mater Universalis, der stirrer bebrejdende på sine får, fordi hun bare ved, at de er syndere! Blot venter hun med at stille dig til ansvar indtil det øjeblik, hvor du naturnødvendigt træder ved siden af. Hendes stormtropper vil som altid, være de unge hjernevaskede idealister, der intet ved om verden, men tror, at de ved det hele. De bliver misbrugt af en middelstand, der alt for ivrigt vil magten, for at gennemtrumfe deres moraliserende version af virkeligheden. - Sådan vil det utvivlsomt ske igen og igen.

I al sin gru, er venstrefløjens had ikke bare potentielt racistisk: det er dybt fascistoidt og retter sig i sidste instans mod mennesket, fordi det arme kræ ikke altid indretter sig efter utopien og en moralistisk forestilling om et kærligt paradis. Når det ikke gør det, bliver det automatisk til en fjende, der i yderste konsekvens kan afskaffes, hvis fejlen altså ikke lige kan korrigeres. Historien har ikke påvist andet... skal vi lære af den? Når massen vender sig mod individet, så taber individet!

I Sverige er man længst fremme med denne særlige fascistiske variant:

Her bliver "anti-demokraterne" (Sverige Demokraterne) forholdt deres demokratiske rettigheder af såkaldte antifascister, der fungerer som tæskehold (Sturm Abteilung) for den etablerede politiske elites (middelklassens) korrekthedssyn. Det er et typisk træk ved den nyere tids totalitarisme, at den misbruger begreberne og gør dem til sine egne, men sådan har det nok altid været:

Det er således ikke anti-demokratisk voldeligt at bekæmpe andres demokratiske rettigheder, det er derimod demokratisk at forhindre dem i at komme til orde.

På samme måde er det antifascistisk at benytte organiseret vold og terror til at forhindre mennesker af en anden politisk observans, som man grundigt dæmoniserer, i at være politisk aktive.

Det er tilsyneladende anti-fascistisk, når man angriber sine hadeobjekter på deres ejendom, deres person og deres levebrød... selvom dette historisk netop er den fascistiske virkemåde.

Selvom "anti-fascister" benytter enhver lejlighed til at begræde dem/os tænkning, så findes der næppe et noget tilsvarende betændt had, som det disse mennesker føler for deres politiske modstandere, hvor klassetænkning oftest klinger i tråd med racetænkning, blot uden hudfarve - men den var jo sådan set heller ikke jødernes problem. Opsplitningen i dem/os er aldeles totalitær, ideologisk, fanatisk, konsekvent og uforsonlig. Ethvert udestående løses ved vold, kamp, bekæmpelse, udryddelse, afskaffelse og forbud: I lang tid kunne man læse på "ungdomshuset": "Homofober får bank".

Selvom man i grunden udøver og prædiker vold og totalitær intolerance mod enhver, der ikke retter sig efter ens ekstreme synspunkter, iscenesætter man naturligvis sig selv som offer, fordi man i så fald allerede har vundet, selvom man får de tæsk, man rent faktisk så grundigt har lagt op til. - Her ser man den ideologiske parallel til islamismen i en nøddeskald.

Det er muligt, at man vil kalde alt dette for frihedskamp, men friheden tilhører alene indvidet: ingen pøbel eller politisk elite kan påtage sig at forsvare min frihed. - Når den alligevel gør det, er det forbandet hykleri!

Derimod vil en hær af danske mænd (og de må gerne være gule, grønne og sorte) i kamp mod fjenden, der truer Danmark altid kunne opflamme mit hjerte og min kampgejst... Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: sådan er det bare!

Per