Debatten i Danmark har i det mindste for de kvikkeste haft det resultat, at indvandrerkritik ikke pr automatik identificeres med islamofobi og racisme.
Dermed ikke være sagt, at Danmark ikke selv flyder over med islamofobofobe paranoikere, der vel i sig selv må siges at være udtryk for en noget særegen xenofobisk patologi. Men debatten herhjemme er, for de, der evner at tænke sig om, også kommet til at dreje sig om det åbenlyst uhensigtsmæssige i en fortsat islamisk indvandring - og en elendig integration.
Men det helt centralt pinlige i det vi har oplevet i stort set hele det berørte Europa, er at netop de intellektuelle, der kunne - og jeg understreger: kunne - tænkes at levere saglig religionskritik af Islam, jo fuldstændigt har forsømt denne opgave.
Ikke nok med det, men i det omfang, at nogen rebelsk har vovet så meget som at pippe, er de blevet skammet ud af den "gode" kreds eller slet og ret ignoreret i det omfang, man ikke har kunnet afvise kritikken med forargelse. Og dermed har man jo overladt kritikken til simplere naturer, hvorved den netop naturnødvendigt antager en forsimplet form. Det kan man jo så vælge at blive yderligere forarget over, men så har man altså også samtidigt erklæret sig intellektuelt fallit.
Hvor langt er svenskerne så kommet, nu hvor det socialdemokratiske magtmonopol er midlertidigt afmonteret? Ikke overraskende er der nogle, der er meget vrede. Faktisk rigtigt modbydeligt vrede!
Vi får et eksempel på det i denne internationale kommentar i Politikens spalter, hvorfra jeg bare skal bringe og kommentere de tydeligste symptomer på forestillingen om, at man fremmer demokrati ved at bekæmpe det:
Medlemmerne af Folkpartiet steger således i deres eget fedt, og når politiets udredning har gjort sit, kan man håbe på, at både Leijonborgs og Björklunds og ordføreren for det liberale ungdomsforbunds hoved vil rulle.
Der er noget patetisk over den form for retorik, er der ikke? - Den virker barnlig på en uhyggelig måde... Personligt får jeg associationer til inkvisitionen.
Det må nemlig ikke være nogen revner i den demokratiske mur, nu hvor Sverigedemokraterna for alvor er blevet en trussel;
En demokratisk mur... af åbenhed, dialog og forståelse? - Hvilken trussel iøvrigt: at man skulle komme til at sige, hvad man mener... er det truslen?
De er ikke længere nazister, selv om de mest gik frem i de traditionelt nazisympatiserende sydsvenske regioner i Blekinge og Skåne.
Klassisk: sådan ophæver man sin egen retoriske negering.
[...] en generel mistro mod politikere, myndigheder og medier. Præcis som deres danske modstykke Dansk Folkeparti.
Mon mistroen har noget med det svineri, der præsteres i denne artikel at gøre?
Det er derfor, vi har brug for et liberalt, udrenset og frisk Folkparti i Sverige.
Udrensning? Det ville naturligvis være en frisk følelse (for mig), hvis fx samtlige mandater i folketinget via en rask udrensning udtrykte mine klare og rene hensigter; men er det demokrati?
Der går en lige retorisk linie fra udrensning tilbage til at lade folk stege i deres eget fedt og deres hoveder rulle... det er simpelthen plat og perfidt, og immiterer eller overgår selv den mest forsimplede og ignorante indvandrerkritik.
I kampen mod fremmedfrygten – snarere end racisme, sverigedemokrater passer på med åben racistisk agitation – er der brug for alle gode kræfter.
I Danmark fungerede Venstre som en slags demokratisk glidemiddel for Dansk Folkeparti. Sådan må det ikke blive med vores eget Folkparti.
Fra nord til syd, med fakkeloptog og opinionsmøder, med alle partier og folkebevægelser, nedkæmpede vi engang Nyt Demokrati. Og nu er den tid kommet igen, og alene derfor glæder jeg mig over skandalen i Folkpartiet.
Mine fremhævelser... Det er ikke en demokrat, der taler her: i disse passager gemmer den totalitaristiske moralisme sig i hver en sætning. Artiklens ambition er tilsyneladende at forklare den måbende læser om det demokratiske ved demokratur...
Per
Ingen kommentarer:
Send en kommentar