Jeg har lige sendt min japanske kone, min 14 måneder gamle datter, min svigermor, min kones mormor og tante tilbage Japan. De kommer derfra, skal det siges (undtagen min datter: hun var der sidst som 7 måneder gammel baby), og nu skal de hjem igen til det land de kender.
Der er ikke noget så lærerigt, som at opleve japanere i Danmark: de har på en måde så meget at give, men ingen vil rigtig have det… Det føles en smule ydmygende, men den last må man tage på sig, og forstå, at sådan er menneskenes liv nu engang.
Indtil man fatter bedre, må man så se det fra min vinkel: De forlader dette land ”uskyldige” som ”ofre” (ingen har forstået dem), men de lander dog hjemme med en oplevelse af noget eksotisk, fremmed og særdeles besynderligt, som de aldrig nogensinde ville have drømt om at tage stilling til, hvis ikke de havde 2 piger (min datter og kone) midt i det fremmede, som de kunne bekymre sig om.
De vil aldrig forstå mig, og jeg vil aldrig forstå dem - og det er måske det eneste bånd imellem os?
Jeg fik nogle øl med min familie, for ligesom at fejre den sorg, at mine piger skal være i det fremmede, men dog også elskede land på den anden side af jorden. Japan ville – i mine forestillinger - være komplet umuligt at forstå for en europæer, hvis det ikke var fordi amerikansk kultur har spillet en dominerende rolle i landet siden anden verdenskrigs afslutning.
Fx: Min svigerfar spurgte mig om den danske holdning til Irak krigen, og jeg svarede at vi havde danske soldater i landet... hans svar var noget i retning af: godt.
Lettere halvfuld sad jeg så i aften på den plads i København, som på alle måder har været mit territorium, og oplevede, hvordan en mellemøstlig bande drenge, er ved at overtage kontrollen. Der var ikke en dansker imellem, og der var vel 40 unge knægte, der talte ”perker-dansk”. De rendte over min plads og kaldte hinanden dette og hint, og spillede seje og skubbede hinanden, som også jeg gjorde i den alder…
Jeg blev siddende for at observere dem - måske de endda ville slås, og det havde faktisk bekommet mig vel. Det skete imidlertid ikke: de holdt sig tværtimod fra mig selvom alle andre danskere havde forladt pladsen, og jeg var alene.
Hvad jeg så, og som jeg vel i grunden aldrig har bemærket før, var en gruppementalitet, der var udtalt: de bevægede sig som en stime af fisk. En stor tyk dreng med brovtende manerer ledte 40 drenge rundt på en plads… de andre fulgte simpelthen efter. – Det var et underligt syn: jeg har ganske enkelt aldrig oplevet noget lignende, selvom jeg har bevæget mig i bandemiljøer det meste af mit liv.
Det her var unikt - jeg har sgu set lidt af hvert! – Jeg kender ny-nazister de fleste ville være bange for, jeg kender drug-dealers fra Polen, jeg kender vanvittige grønlændere – jeg kender i det hele taget en del mennesker fra skyggesiden… fra det ”onde”… Forleden sagde en af mine bedste venner (der normalt ikke er bange af sig), at jeg skulle passe på med at se på ”deres” piger - underforstået: der kommer bare flere af dem, og hvem vil have den slags problemer, når man har familie…?
Jeg gik ind i den lokale kiosk, der er ejet af nogle pakistanske brødre, og som jeg ikke tror bryder sig det mindste om denne drengebande, men som på den anden side også er et samlingspunkt, for de små idioter (fordi, der ikke er nogen der tør sige fra). Der møder jeg en bror til min tidligere sensei (en palæstinenser som er dansk født og var danmarks mester i karate - for længe siden) som nu er narkoman.
Jeg spørger ham (broderen): hvem har ansvaret for de tumper? Han griner og spørger spøgende om det er hans familie jeg snakker om? Dertil siger jeg noget i retning af: ja, dumbum: er der nogen der har styr på dem? Han siger at forretningens ejere kommer snart, og så bliver der ballade… Han er et godt menneske og ville aldrig gøre nogen ondt – det vil jeg personligt sværge på!
Da jeg forlader kiosken spørger jeg, hvem der leder forretningen (de unge mennesker er hash handlere). Jeg får at vide, at det er den store tykke dreng: så ved jeg i det mindste hvem af dem jeg skal smadre, så de andre kryber… med den risiko naturligvis, at min familie ALTID vil være i farezonen, fordi de ved hvem jeg er.
Jeg sætter mig på en bænk, og ser på lidt mere af den forestilling, der tilsyneladende har det formål, at en flok render efter en leder: og jeg mener helt fysisk enten som en vifte eller lodret bugtende sig som en orm… men den bedste beskrivelse sådan set: en stime af fisk. Alt sammen totalt afhængigt af, hvad lederen fandt interessant. Da jeg prøvede at se dem øjnene... inklusive den tykke dreng, så kiggede de væk - de var drengerøve! - men folk er bange for dem, for de er mange... flere end jeg nogensinde har set - med undtagelse af autonome og rockere.
Men så ser jeg 4 unge mennesker, og den ene af dem har jeg set inde i kiosken, og jeg har prøvet at se ham i øjnene, men han virker s’gu lidt ydmyg, lidt flov. De drenge har stået og kigget på flokken, men holdt sig væk: de 3 er mellemøstlige og den 4. er afrikaner. Jeg går hen spørger den dreng jeg har udset mig: ”Kan du se, at de ligner en flok af fisk?” spørger jeg... Lidt til min overraskelse siger han: ”ja”, uden at tøve. Så siger jeg til ham: ”Du er fornuftig: følg dit hjerte, det er vigtigt at du følger dit hjerte.” Okay, nikker han, mens hans kammerater tikker smøger af mig, men de havde også hørt, hvad jeg sagde, og det lød ikke forkert i deres ører - tror jeg.
Om ganske kort tid vil de være en flok af fisk… og mit hjerte græder :-(
Den eneste måde at handle med dem, er selvfølgelig, at de får noget, så jeg får noget, og dertil kender jeg de ”rigtige” mennesker - men hvor mange af de svage i området gør det? De er kommet til ydre Østerbro, det troede vi aldrig, at de ville, men grønjakkerne er væk - ingen vil gøre noget...
Per
1 kommentar:
Øh...behøver der gøres noget??
Send en kommentar