lørdag, oktober 07, 2006

Lidt om ydmyghed

Der er noget underligt paradoxalt over snart sagt ethvert moralistisk standpunkt, og det er i grunden ikke så mærkeligt: moral er en eksklusion af andres standpunkter og handlinger på baggrund af ens eget standpunkt. Men disse andre er ofte utydeligt defineret: de bliver på en eller anden måde til en grå masse af usympatiske meningsholdere.

Lad mig give et eksempel: Ydmyge Kristian bringer et citat, der angiveligt er sakset fra Kristeligt dagblads forside - jeg er nødt til at tro ham, da jeg ikke selv læser bladet, og der ikke er noget link...

Det er ikke så meget buddene, der springer i øjnene - jeg finder dem alt i alt humoristiske, selvom de jo bidrager til en religiøst inspireret dæmonisering af den danske middelstand ;-) - næh, bemærk snarere Ulrik Høys finurlige retorik:

Det har haft en nærmest epidemisk karakter. Vi er alle ramt af det, vi er langt ude og trænger til et andet fokus.

Det er muligt, at Ulrik Høy føler sig langt ude, men hvis han mener, at jeg af den grund trænger til et andet fokus, så tager han s'gu gevaldigt fejl!

Men retorikken er - sammenholdt med så meget andet vrøvl - ikke spor unik i det offentlige rum: man opkaster et stereotypt billede af dårligdom, hvorefter man maler sig selv eller sine idealer (alt efter graden af ydmyghed) i de modsatte farver... det kan næppe være anderledes: fx er SF's Villy Søvndal en mester ud i denne disciplin; men det gælder også Marianne Jelved, når hun kalder Anders Fogh Rasmussen for "en farlig mand"; Anders gør det også med får og bukke ;-) DF kan ligefrem opvise en lang klovnerække af dilletanter udi denne kunst.

Ordet: kritik kommer af græsk, og betyder: kunsten at bedømme; det lille 'be' foran dømme sætter verbum i passiv, og afslører på dansk i det mindste den forkerte forestilling: at en ting lader sig dømme ud fra sig selv. Det er så bare slet ikke muligt: vi kan faktisk kun fælde dommen - sætte værdien - ud fra vore egne forudsætninger - hver især.

Disse forudsætninger er det syntetiske resultat af genetiske potentialer, der over- eller undereksponeres af de miljømæssige påvirkninger og udfoldelsesmuligheder (herunder: kulturen i almindelighed, opdragernes habitus i særdeleshed, organernes dysfunktion overhovedet, mm.). Kritik er således aldrig en "objektiv" størrelse: den er en somatisk betinget smagsdom - for nu at sige det lettere populært.

Det er imidlertid ikke det samme som, at din kritik ikke kan være bedre end min kritik: det betyder blot, at du er bedre end mig, hvis den er det. Derfor kan det også være umådeligt vanskeligt, om ikke umuligt at afgøre en sådan tvist: i det empirien i mange tilfælde ikke er til megen hjælp, og ingen jo selv er villig til at erklære sig ringere end den anden, når det jo nu rent faktisk er den anden, der er det (ringere, altså).

Noget kritik må nødvendigvis blive et ømt punkt i en kultur, der dyrker ligemageri og ydmyghed som dyder. Og det gælder al kritik i en kultur, hvor "sandheden" på monotonoteistisk vis polariseres af den eneste sande gud: dvs. præsten og bogen.

I disse tilfælde, hvor ingen kritik tilsyneladende må komme på tale, begynder nogle så at tale om hån, der nogenlunde lader sig omsætte til det mere præcise term: ringeagt; men som også i sine tidlige former kan referere til: slet eller elendig (det siger min ordbog i hvert fald). Og det er jo for så vidt ikke helt løgn: enhver kritik, ethvert fast standpunkt er jo en nedgørelse af det modsatte og kritiserede standpunkt. Det kan ganske enkelt ikke være anderledes: bed Villy Søvndal om at tale om Anders Fogh og krigen i Irak, læn dig så tilbage og nyd fornedrelsen... Eller knap endnu en gang ydmygheden op, og find måske - hvem ved - dig selv fornedret...

En given moral er symptomatologi: den siger altid et eller andet om moralens indehaver; udtrykt i ordsproget: tyv tror, hver mand stjæler.

"The philosophers have only interpreted the world, in various ways. The point, however, is to change it."

Karl Marx - 1) ad Feuerbach

Hvad Karl Marx ikke indser, er at: fortolkning (via organerne) netop er forandring... men et bedre ord ville være: transformation. Vores virkelighed er repræsentativ, den er et værktøj til navigering; ligesom de noget vidtløftige abstraktioner: 'virkeligheden selv', 'Ding an sich' og Gud.

Per

4 kommentarer:

Kristian sagde ...

Hvor vil du egentlig hen? Umiddelbart lyder du som en postmoderne værdirelativist, hvis det ikke var fordi du selv i dine postering er ganske ivrige efter at fordømme andre. Selvfølgelig må man gerne være kritisk udfra sine egne ydmyge og utilstrækkelige forudsætninger, det skal vi da alle prøve - også uden at blive skudt i skoene, at vi gør det fordi vi ønsker at hævde os i forhold til andre. Skulle det være formålet, så er det da også lidt underligt samtidig at insistere på anonymitet.

Per sagde ...

Har du nogen egentlig kritik til substansen i indlægget - eller ville du bare ikke fordømme mig som en anonym, selvhævdende og fordømmende postmoderne værdirelativist?

Per

Kristian sagde ...

Ja, som jeg skriver, så kommer du ingen vegne med at sige, at når de andre kritiserer, så er det bare fordi, at de vil hævde sig selv. Sådan en påstand rammer jo dig selv. Hilsen Kristian

Per sagde ...

Det glæder mig, at du har forstået budskabet (det er ellers en meget svær en for kristne), men kunne du så ikke lade være med at stille ligegyldige spørgmål som: "hvor vil du hen?".

Per