Dynamik

Hvad betyder det - dynamik altså? Spørgsmålet besvares - af alle steder - i en international kommentar i Politiken:

Ingen kan lovgive sig til historisk sandhed. For så vidt som historisk sandhed overhovedet kan etableres, må den hentes frem i kraft af fri historisk forskning, hvor historikere diskuterer beviser og kendsgerninger, afprøver og udfordrer hinandens påstande uden frygt for retsforfølgelse eller forfølgelse.

[…]

Historiske kendsgerninger etableres netop ved at blive udfordret og afprøvet i forhold til bevislige kendsgerninger. Uden den standende strid – inklusive det revisionistiske yderpunkt med direkte afvisning – vil vi aldrig opdage, hvilke kendsgerninger, der virkelig er hold i.

En fastholdelse af dette kræver smertefulde beslutninger. For eksempel har jeg ikke andet end afsky tilovers for nogle af David Irvings holdninger til det nazistiske Tysklands forsøg på at udrydde jøderne. Men jeg er ganske sikker på, at han ikke af den grund bør sidde i et østrigsk fængsel.

[…]

Først når vi er parat til at tillade, at vores egne hellige køer bliver trukket ud af stalden, kan vi med troværdigheden i behold kræve af islamister, tyrkere og andre gør det samme. Tiden er ikke inde til at opbygge tabuer, men det er på tide at nedbryde dem og lade ord følge handling.

Hellige køer kan slagtes!

Når mennesker føler, at der er meget på spil - det vil sige deres virkelighed - så reagerer de mod dem, der truer denne virkelighed med ”hån, spot og latterliggørelse”, og i nogle tilfælde endda med trusler eller direkte vold. Alternativt argumenterer man med ”rationelle” argumenter og ”kendsgerninger”. - Det er kun et spørgsmål om uddannelsesniveauet.

Man slipper imidlertid for at argumentere, hvis man kan "bevise", at det den anden føler og dermed siger (eller er det omvendt?), er ondt! Efterfølgende kan de brændes på bålet, smides i fængsel, brændemærkes i panden, få skåret næsen af eller meget andet godt fra traditionen. Jeg bringer selv eksemplet om Tøger Seidenfadens racisme.

Der er ingen tvivl om, at dæmonisering kan udgøre et problem i debatten, men alle gør det (inklusive denne skribent); sådan definerer aktørerne ondskaben: ud fra deres egen modsætning.

Det er meget menneskeligt: vi søger accept af vores virkelighedsbillede, fordi det kræver energi at bygge et nyt op. Derfor er vi også tilbøjelige til at overse kernen i vore modstanderes argumentation: vi føler helt automatisk en somatisk betinget lede ved argumenter, der ikke bekræfter, men nedbryder vores virkelighed.

Denne reaktion er et mentalt immunforsvar, der skal holde memerne og realiteten på afstand: hvis vi er åbne, så bliver vi sårede, derfor er vi ofte lukkede og på vagt over for de ”onde troldmænd” eller ”djævelen”. Ingen er imidlertid så uudviklet mentalt, som den der ikke lærer af et nederlag eller lytter, overvejer og forsøger at gennemskue kernen i de andres argumentation, kropssprog og symbolik for om muligt enten at afvise pointerne eller komme til at tage dem alvorligt - og nogle gange begge dele.

Et effektivt og omfattende attentat på vore tabuer, hellige køer, selvgodhed og fromhed kan senere afføde en nysgerrighed og en lyst til at bygge en ny virkelighed, men det er en langsom proces, der på mange måder svarer til sorgens stadier:

Benægtelse
Vrede
Depression
Forhandling
Accept

Først negligerer man problemet; skyder det fra sig. Hvis det persisterer, bliver man irritabel, vred måske endog rasende: Man raser mod realiteten: eventuelle objekter eller personer forbundet med ubehaget. Men det er sundt!… hvis denne proces obstrueres, kan man blive hængende i raseriet eller benægtelsen.

Man må og skal videre ind i depressionen - måske endda i grelle tilfælde psykosen -: ind i tusmørkelandet, hvor man er omgivet af hylende ulve og alskens væsener fra mørket. Der hvor nye og ukendte guder hvisker om verdens hemmeligheder.

Beskederne fra dybet er den biologiske sjæls mekanisme til nyskabelse: inspirationen, intuitionen - her bliver man født igen. Man må mærke verden i kroppen: begæret efter at skabe verden i sit eget billede; og rædslen for skabelsesværkets eventuelle undergang.

Man bliver følsom, sårbar og svag måske endda syg (afhængigt af følsomhed)… man må flyde med på en flod af ”præ-kognitiv” virkelighed, men hvis man klarer sig igennem, så bliver man belønnet og styrket.

Det er efterfølgende i forhandlingen, at man ”rationelt” forsoner sig med realiteten, gør op med fortiden og vender sig mod fremtiden: ved at tage noget her og give noget der. Til sidst står man med en mere anvendelig model – indtil den også bliver udfordret og processen gentager sig på ny… vel at mærke: intet paradis, kun rå virkelighed, der skal fortolkes!

I moderne pædagogik siger man: læring gør ondt… nuvel, noget læring gør i hvert fald ondt.

Dette er den videnskabelige metode: kroppens, hjernens og kulturens mening: ideernes/gudernes/verdensordenen/sædelighedens evige død og tilblivelse… det vi kalder evolution.

Inden for videnskaben taler man om: paradigmeskift; i politikken: om reformer; i økonomien: om nye produktionsforhold; i psykologien: om ny bevidsthed; i monotonoteismerne: om kætteri; i biologien; om nye arter, etc.

Når kroppen møder realiteten opstår der ”virkelighed”: En fortolkning af rå sansedata: en konstruktion af orden rettet mod kaos som negation - men selv i negationen føler vi et begær ved kaos: det kaos vi fornægter; hvor vi vist nok finder det, vi kalder: ”det pikante”: det vi attrår; det vi på ingen måde ”forstår!”

- Det der i nordisk mytologi hedder: Loke, og som i moderne fysik hedder: dynamik - forskellen på de to fænomener er: ingenting.

Lad os foreløbigt kalde denne sælsomme "psyko" dynamik for: nysgerrighed....

Per