Frelst?

Det er jo altid rart at være enige, langt vanskeligere er det at være en god fjende. Kritikeren er en god fjende man irriteres ved – nogle gange hader man ham! Nuvel, i den forstand er jeg irriterende og irriteret fjende af Politiken, men man skal også i ny og næ klappe sine fjender på skulderen, og rose dem, når de har præsteret noget man værdsætter.

I gårsdagens leder sætter de hovedet på sømmet og banker igennem:

For alt det kendte og fornærmende hokuspokus fra jomfrufødsel til himmelfart bliver i disse fortrængte tekster trukket ned på jorden. Jesus var en stor mystiker, der prædikede, at Guds rige er inde i os selv, siger Judas og Thomas. Meget mere menneskeligt end alt det kristelige mirakelmageri.

Man fristes til at sige god påske.

Jo da, og tak i lige måde … :-)

Friedrich Nietzsche – Antikrist
Jeg kan ikke indse, hvad den opstand, som hvis ophavsmand Jesus er blevet forstået eller misforstået, var rettet mod, hvis ikke det var opstanden mod den jødiske kirke – ”kirke” taget netop i den betydning, vi lægger i ordet i dag. Det var en opstand mod ”de gode og retfærdige”, mod ”Israels hellige”, mod samfundshierarkiet – ikke mod fordærvelse, men mod kaste, privilegium, orden, formel; det var vantroen på ”de højere mennesker”, Nej’et talt mod alle præster og teologer. Men hierarkiet, som derved, om også kun for et øjeblik, blev draget i tvivl, var den pælebygning på hvilken det jødiske folk overhovedet fortsat kunne bestå midt ude i ”vandet” – den møjsommeligt tilkæmpede sidste mulighed for at overleve, dets politiske særeksistens’ residuum: et angreb på det dybeste folkeinstinkt, på den sejeste folke-livsvilje, der nogensinde har eksisteret på jorden. Denne hellige anarkist, som opfordrede almuefolket, de udstødte og ”synderne”, Tschandalaerne [de urørliges kaste] inden for jødedommen til opposition mod den herskende orden – som ganske simpelt, hvis man ellers kunne tro evangelierne, også i dag ville blive ført til Sibirien, var en politisk forbryder, for så vidt en politisk forbryder var mulig i et absurd-upolitisk samfund. Dette bragte ham på korset: beviset derfor er korsets indskrift. Han døde for sin egen skyld – så ofte det end er blevet hævdet, savnes ethvert grundlag for, at han døde for andres skyld. –

***

Nietzsche fremsætter her den betragtning, at kirken, ja faktisk enhver kirke, nødvendigvis er Jesus modsætning – eller rettere: Jesus var enhver institutions modsætning!

Friedrich Nietzsche – Antikrist
(…) Han [Jesus] behøvede ikke mere nogen formler, nogen ritus til forbindelse med Gud – ikke engang bønnen. Han gjorde op med hele den jødiske bods- og forsoningslære; han ved at det kun er i livets praktik, man føler sig ”guddommelig”, ”salig”, ”evangelisk”, stedse et ”Guds barn”. Ikke ”bod”, ikke ”bøn om tilgivelse” er veje til Gud: kun den evangeliske praktik fører til Gud, den er netop ”Gud”! – Hvad der var afskaffet med evangeliet, det var jødedommens begreber ”synd”, ”syndsforladelse”, ”tro”, ”frelse ved troen” – hele den jødiske kirke-lære var fornægtet i ”det glade budskab”.

Det dybe instinkt for, hvordan man må leve for at føle sig ”i himlen”, for at føle sig ”evig”, mens man i ethvert andet forhold absolut ikke føler sig ”i himlen”: dette alene er ”frelserens” psykologiske realitet. – En ny vandel, ikke en ny tro …

***

Og hvilken vandel mener Nietzsche så at identificere med Jesus:

Friedrich Nietzsche – Antikrist
Denne ”glade budskabsbringer” døde, som han levede, som han lærte – ikke for at ”frelse menneskene”, men for at vise, hvorledes man skal leve. Praktik var dét, han efterlod menneskeheden: hans adfærd foran dommerne, foran forfølgerne, foran anklagerne og over for enhver art bagtalelse og hån – hans adfærd på korset. Han kæmper ikke imod, han forsvarer ikke sin ret, han gør ikke et skridt for at afværge det yderste, ja han udfordrer det … Og han beder, han lider, han elsker med dem, i dem, som gør ondt imod ham. Ordene til røveren på korset indeholder hele evangeliet. ”Det var i sandhed et guddommeligt menneske, et Guds barn!” – siger røveren. ”Hvis du føler dette” – svarer frelseren – ”så er du i paradiset, så er du et Guds barn.” Ikke sætte sig til modværge, ikke blive vred, ikke drage nogen til ansvar for noget … Men heller ikke gøre modstand imod den onde – elske ham …

***

For nu at bringe Jesus på kort formel: Hvis du er meget syg, svag og for nedadgående så skal du stadig acceptere og elske din skæbne, og du skal ikke stritte imod, når nogen afliver dig som man ville gøre det med en syg hund.

Langt mere sympatisk end Paulus’ hospital og sindssygeanstalt med et alt for farligt begær efter magt! Disciplene med Paulus havde gjort klogt i at følge Jesus på korset, men det illustreres jo netop i Peters tilfælde, at det kunne de ikke! Nøjagtigt som Muhammed var en wanna be Jesus, der overhovedet ikke havde formatet, men derimod udelukkende havde det nødigt. Deres ideal havde langt overgået dem; og deres frelse (deres selvmord) var dem en umulighed. De hang ved livet og magten disse dekadente, og dermed måtte de forpeste det...

Forstår man det? Enhver af de semitiske monotonoteistiske religioner er livsfarlige... de er hævntørstens, bagtalelsens og fejhedens religioner! Da de ikke kan tage del i det vellykkede og opadstigende, må de naturnødvendigt i deres vilje til magt trække det ned - besmudse det!

Men lad os så i det mindste blande Jesus udenom: hans liv var da ærligt! - Og han var trods alt stærk nok til konsekvensen: at lade sig ombringe - ja endog ifølge det nye evangelium, Judas evangelium: at bede om det! Judas var Jesus SANDE discipel, en sjælden ven og den eneste som fulgte ham ind i intetheden, i døden! - de andre var bare kujoner, falskmøntnere og udbyttere...

Den ultimative kirkelige udfordring bliver nu og i al fremtid at skulle forklare enhver med hjerne: hvorledes, hvordan blev kirken til Antikrist?!

Friedrich Nietzsche – Antikrist
- Og nu dukkede et absurd problem op: "hvordan kunne Gud tillade dette!" På det fandt det lille samfunds forstyrrede fornuft et lige så rædsomt absurd svar: Gud gav sin søn til syndernes forladelse som offer. Da var det på én gang slut med evangeliet! Skyldofferet, og det i dets ækleste, mest barbariske form, ofret af den uskyldige for de skyldiges synder! Hvilket rædsomt hedenskab! Jesus havde jo endog afskaffet begrebet "skyld" - han benægtede enhver kløft mellem Gud og menneske, han levede denne enhed af Gud og menneske som sit "glade budskab" ... Og ikke som privilegium! - Fra nu af træder gradvis følgende ind i frelserens type: læren om dommen og genkomsten, læren om døden som en offerdød, læren om opstandelsen, med hvilken hele begrebet "salighed", evangeliets hele og eneste realitet er eskamoteret - til fordel for en tilstand efter døden! ... Paulus har logiseret denne opfattelse, denne utugt af en opfattelse, med den rabbinerfrækhed, der kendetegner ham i enhver henseende, derhen: "hvis Kristus ikke er opstanden fra de døde, da er vor tro tom". [1. Korinter 15, 14] - Og med ét kom der ud af evangeliet det mest foragtelige af alle uopfyldelige løfter, den uforskammede lære om den personlige udødelighed ... Paulus selv lærte den endog som belønning! ...

***

Jo, Judas har fået det sidste ord, og Nietzsche fik ret... god påske ;-)

Per