Fremskridt?

Fra Jyllands-Posten:

Norske ministre til Danmark for at studere udlændingepolitik

Arbejds- og integrationsminister Bjarne Håkon Hanssen har tidligere sagt, at han er åben over for at følge den danske fireogtyveårs-regel, der kræver, at man er mindst 24 år før familiesammenføring via ægteskab kan opnås.

Også reglen om at ægtepar skal bo i det land, som de har nærmest tilknytning til, er ministeren positiv over for.

Vore hjemlige elitære røvhuller Søvnløs (Villy), Helvede (Marianne) og Tøsen (Tøger) på udlændingeområdet får i fremtiden meget svært ved at argumentere for Danmarks helt enestående intolerance.

De lande i Europa der har for bare 2 kr's selvopretholdelsesdrift tilbage vil naturligvis adoptere den danske politik. - Og her tænker jeg ikke på selvmordslandet Sverige, der formentligt aldrig igen vil blive, hvad det var... så måske det er rigtigt, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget? ;-)

Lad dem blot vandre ensomt mod deres Golgata bærende på et kors af skyld og selvhad. Hvis det er deres vellyst, så kan ingen næppe redde dem fra sig selv alligevel...

Og nordmændene kan jo trøste sig med, at danskerne endog har givet dem et humanitært argument, der umiddelbart forstås, fordi det argumenterer her og nu - hvilket som bekendt er vigtigt i et demokrati:

"Det vigtigste er at beskytte de unge piger og drenge. Det er helt uacceptabelt, at de får livet ødelagt på grund af tvangsgiftermål,"

Bevares... man har tilsyneladende aldrig fundet det komplet og aldeles urimeligt, at vi frivilligt skal erodere vore nationers fundament til fordel for en kædeindvandring, der uværgeligt vil producere lande med de samme problemer, som flygtningene oprindeligt flygtede fra. Det illustrerer udemærket, hvad Nietzsche mente, da han i Ecce Homo skrev:

De – gode – kan ikke skabe, de er altid begyndelsen til enden – de korsfæster den, der skriver nye værdier på nye tavler, de ofrer fremtiden til sig selv, de korsfæster al menneskefremtid!

Utopien er jo komplet og aldeles vanvittig, hvordan i alverden skal vi kunne akkommodere den islamiske verdens umådelige befolkningstilvækst? Dens iboende tilbøjelighed til at producere flygtningestrømme af uhørte dimensioner?

Men så er det jo godt, at man i al sit gennemskuelige hykleri i det mindste kan finde et "humanitært" argument at føre i felten. Når nu det at smadre vores allesammens fremtid tilsyneladende ikke dur. Men det er næppe de godes skyld, og det kan de jo så trøste sig med.

Bare rolig... vi "onde" tør slet ikke begrunde vores "dyd" med selvopretholdelse -: jeres ideal står stadig "ukrænkeligt".

Friedrich Nietzsche - Antikrist
Endnu et ord mod Kant som moralist. En dyd må være vor opfindelse, vor mest personlige nødværge og fornødenhed: i enhver anden forstand er den kun en fare. Hvad der ikke betinger vort liv, skader det: en dyd blot af respektfølelse for begrebet "dyd", som Kant ville det, er skadelig. "Dyden", "pligten", "det gode i sig selv", det gode med karakter af upersonlighed og almengyldighed - hjernespind, i hvilke nedgangen, livets sidste afkræftelse, Königsbergkineseriet giver sig udtryk. Det modsatte bliver påbudt af de dybeste bevarelses- og vækstlove: at enhver må opfinde sin dyd, sit kategoriske imperativ. Et folk går til grunde, når det forveksler sin pligt med pligtbegrebet overhovedet. Intet ødelægger dybere, inderligere end hin "upersonlige" pligt, hin ofring til abstraktionsmolokken. - At man ikke har fornemmet Kants kategoriske imperativ som livsfarligt! ... Teologinstinktet alene tog det under beskyttelse! - En handling, som livsinstinktet tvinger til, har i lysten sit bevis for at være en rigtig handling: og hin nihilist med kristeligt-dogmatiske indvolde forstod lysten som indvending ... Hvad ødelægger hurtigere end at arbejde, tænke, føle uden indre nødvendighed, uden et dybt personligt valg, uden lyst? som "pligtens" automat? Det er nøjagtig recepten på décadence, endda på idioti ... Kant blev idiot. - Og det var på Goethes tid! Denne edderkop-tilskikkelse gjaldt som den tyske filosof - gælder det endnu! ... Jeg tager mig i vare for at sige, hvad jeg tænker om tyskerne (...)

Nietzsche gør her radikalt op med forestillingen om en upersonlig moral, i det den kan vise sig så ufordelagtig for hele ens eksistens, at man risikerer at gå til grunde, hvis man ophøjer den til ukrænkeligt princip.

Kant anerkender det vel sådan set også implicit, når han byder: at man skal handle på en måde, så man ønsker, at ens handling ophøjes til almen lov... nuvel: lad os gøre det og rede resterne af Europa!

Ovenstående opgør fra Nietzsches hånd er vel nok den stærkeste indvending jeg kender mod konsekvent universalistisk moralisme som fx menneskerettigheder. Imamerne har indset det - som enhver ordentlig og vedholdende fjende nødvendigvis må indse det! Her kræves ikke engang nogen egentlig intelligent analyse, hvilket de netop er beviset på. Her kræves blot et instinktivt øje for netop sin fordel. - Dernæst en ubøjelig vilje til magt, som kræver den - ta'r den!

Mod sådan en vilje er vi sene, vi gamle, vi tæmmede og dresserede, vi arvtagere til en livstræt slavestands moraloprør måske endda hjælpeløse... men lad det komme an på en prøve - vi har trods alt vikingeblod i vore årer... og som Nietzsche kan konstatere:

Friedrich Nietzsche - Antikrist
At de stærke racer i det nordlige Europa ikke har stødt den kristelige gud fra sig, gør visselig ikke deres religiøse begavelse nogen ære - for ikke at tale om deres smag. Med et sådant sygeligt og senilt décadence-produkt skulle de have gjort sig færdige. Men der ligger en forbandelse over dem, så at de ikke er blevet færdige med ham: de har optaget sygdommen, alderdommen, modsigelsen i alle deres instinkter - siden da har de ikke mere skabt nogen gud! Næsten to årtusinder og ikke en eneste ny gud! Men stadig som var det med rette, består, som et ultimatum og maximum for den gudebilleddannende kraft creater spiritus i mennesket, denne den kristelige monotonoteismes ynkelige gud! Dette hybride forfaldsbillede lavet af nul, et begreb og en modsigelse, i hvilke alle décadence instinkter, alle former for fejhed og mathed i sjælen har deres sanktion! --

Men tiden er gået siden da, og kirken er dog skrantet på mange måder: den har ikke længere sin store magt over sjælene - eller har den? Kan vi gøre os færdige med den kristne moral? -: ophøjet til menneskerettigheder, til idealistisk selvmål eller selvmord... I det mindste bare et oprør mod det såkaldt principielle?

Jeg vil se det, før jeg tror det... snarere tror jeg, at man hellere vil åndeligt korsfæste enhver som betvivler dens værdi.

Tæven kan se dette indlæg som en slags svar på spørgsmålet om:

Det ENESTE socialdemokratiet har med ud af den ideologi (og det er vel ret beset Marx vi taler om her) er noget der læner sig op af Kants kategoriske imperativ. Gør mod andre, hvad du vil have, de skal gøre mod dig. DET er arven fra kristendommen om noget. Jeg ser ikke, hvad der er galt i den arv? Argumenterer du for et samfund uden nogen etik?

Hvilket for mig åbner for helt andre spørgsmål: Hvad er overhovedet værdien af kristendommens etik - socialdemokraternes etik? Har dens moral netop ikke ret beset været rettet MOD mennesket, det frie menneske? Har socialdemokratismen ikke kun fungeret som medmenneskeligt parti, fordi det havde et modspil i stærkere kræfter? Hvor socialdemokraternes moral ophøjes til det ENE, der forsvinder friheden! For at lave moral må man have en ubetinget vilje til det modsatte.

Kirken har IKKE monopol på det etiske, fordi Gud er død! Men liget stinker stadigt: Svend Aukens forrådnelse lugter os lige op i næsen: han tror stadig på sit monopol...

Stil dig hellere, Tæve, følgende spørgsmål: har der nogensinde på Jorden eksisteret et samfund, hvor Jesus eller Kant blev udlevet, efterlignet? Og selv om der ikke var eller er det, ville det så betyde, at alle samfund hidtil har været uetiske?

Etik som dogmatik og spændetrøje har nogenlunde samme effekt som fx forbudet mod narkotika: dens fordømte bliver underjordiske, blege og flakkende; de bliver de urørlige, den laveste kaste, hvem nogle spytter på og andre ynker. Man dresserer en sådan kaste til et uhyggeligt selvbillede, til en umådelig selvynk og ikke mindst til et brændende had mod de vellykkede -: de som er i solen!

Enhver etik handler om værdien af det enkelte menneske, derfor må nyttemoralen, som vel i grunden er den skånsommeste moralisme, beskæftige sig med en lav fællesnævner: det såkaldt almindelige eller "normale", og levner derfor ringe plads til det unikke. Nuvel hvis det er sådan man vil have det - bevares... men flokken af får kræver dog en hyrde, og han kan lige så vel hedde Hitler som Ghandi.

Og kunne vi ikke i stedet fremme det menneske, som magter en egen etik, som forvalter sin helt egen værdi? - Eller skal vi have en så ringe tillid til hin enkelte, at vi nu med måleapparater skal udføre den tidligere guds så nidkære stirren på det menneskelige hjerte?

Man taler i det hele taget meget for signallovgivning, og opdragelsen gennem forbud: altså den velsagtens magiske forestilling om, at noget kryptisk juristeri nedfældet på et stykke papir skulle kunne "forbedre" mennesket.

Nuvel, disse barnagtigheder skræmmer mig mindre, end de barnagtige skæbner, som ikke netop her slår en Homerisk latter op, og børster dette moraliserende kryb af sig!

Per