søndag, maj 27, 2007

Hån-tryk

Jeg ser, at Raapil har bragt et indlæg om håndtryk, hvor han linker til en artikel i Politiken som han tydeligvis ikke har et særligt godt greb om. Lad mig derfor uddybe den nærmest groteske forvirring den (artiklen) upåtalt bidrager til.

Beskæftigelsesminister: Fyr de diskriminerende præster
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) er i strid med kirkeminister Bertel Haarder (V) i sagen om mandlige præster, der ikke vil give hånd til kvindelige kolleger.


Claus er tydeligvis gået i panik og ser slet ikke den kattelem på størrelse med en ladeport, der i denne sag står ganske åben for ham. Selv har han tidligere udtalt til Politiken:

Hvis en muslimsk kvinde i det offentlige nægter at give hånd til en mandlig borger, er det forskelsbehandling, og det offentlige må ikke forskelsbehandle.

Det der naturligvis ligger i det, er ikke kønsdiskrimineringen i sig selv, men derimod det forhold, at den offentligt ansatte ikke må gøre forskel på klienterne. Problemet med det Claus siger er imidlertid, at man kan få den opfattelse, at offentligt ansatte, der ikke giver hånd, diskriminerer, men det er ganske selvfølgeligt noget inderligt vrøvl: der diskrimeneres nemlig først i det øjeblik, at der i en helt konkret situation, gives hånd til visse klienter, men ikke til andre!

Præstesagen handler så bare overhovedet ikke om at gøre forskel på klientellet:

Debatten er rejst igen, efter at biskoppen i Viborg stift har tilladt to præster fra Folkekirkens højrefløj ikke at give hånd til kvindelige præster i forbindelse med deres ordination.

Der er altså tale om en helt specifik teologisk konflikt i forbindelse med et religiøst ritual, der kun berører offentligt ansatte, og således intet har med kirkens klienter at gøre! At denne konflikt så bunder i noget middelalderligt idioti, tjener jo blot til at udstille kirkens åndelige arvegods, og det finder jeg da personligt ganske befriende.

Men lad os dvæle lidt ved mystikken, for hvorfor finder Søren Krarup anledning til i den forbindelse at udtale:

Offentligt ansatte er nødt til at give hånd. Men en gudstjeneste er noget andet – det vil jeg ikke kalde offentligt ansættelse.

Hvad har en gudstjeneste med ordination at gøre? Ud over at begge har rituel karakter, så er deres respektive funktioner da vidt forskellige... (?) Har Politiken klippet hårdt i citaterne?

Og så er offentligt ansatte vel strengt taget ikke forpligtet på at give hinanden hånden? De er vel i det hele taget overhovedet ikke forpligtet til at give hånd til nogensomhelst, medmindre særlige protokoller for embedsudførelsen specifikt betinger det? Men de er naturligvis ALLE forpligtet på i helt konkrete situationer ikke at forskelsbehandle deres klienter!

Der er ganske enkelt kludder i logikken et eller andet sted, og mon ikke man skulle sætte sig ned og overveje, hvor alle disse hån-tryk leder os hen?

Hvad er det i grunden for en indstilling, at offentligt ansatte skal være FORPLIGTET til at rende rundt og 'trykke Gud og hver mand i hånden'? Det er jo åbenlyst absurd: der findes helt givet mennesker (og guder?), der er så aldeles frastødende, at jeg på ingen måde ville bare så meget som overveje at trykke dem i hånden. Lad mig nævne et helt konkret eksempel: Asmaa Abdol-Hamid...

Det er totalitært at gøre et princip af menneskelig velvilje, og man vil som altid opnå det stik modsatte! Heri ligger faren, når Clausescu på vanlig vis beskæftiger sig med at tage andre som gidsler i sine højst uliberale opgør med dette eller hint.

Per

søndag, maj 13, 2007

Autonomi?

Causa sui'en [årsagen til/i sig selv] er den bedste selvmodsigelse, der indtil nu er blevet udtænkt, en slags logisk voldtægt og unatur: men menneskets udsvævende stolthed er gået så vidt at lade sig besnære inderligt og forfærdeligt af dette vås. Ønsket om 'viljens frihed', i den superlativ-metafysiske betydning, sådan som den desværre stadigvæk hersker i de halvdannedes hoveder, ønsket om selv at bære det hele og endelige ansvar for ens egne handlinger og om at lette Gud, verden, forfædre, tilfældet, samfundet for det, er nemlig intet ringere end netop selv at være denne causa sui og, med en indbildskhed større end von Münchausens, at trække sig selv op ved hårene af intethedens sump til tilværelsen. Hvis ellers nogen gennemskuer den bondske enfoldighed, der ligger i dette berømte begreb 'fri vilje', og slår det ud af hovedet, så beder jeg ham nu om at gå et skridt videre i sin 'oplysning' og også slå det omvendte af begrebet 'fri vilje' ud af hovedet: jeg mener 'den ufri vilje', der går ud på et misbrug af årsag og virkning. Man bør ikke fejlagtigt tingsliggøre 'årsag' og 'virkning', sådan som naturforskerne gør det (og hvem der iøvrigt naturaliserer i nutidens tænkning-) i overensstemmelse med den herskende mekanistiske tumpethed, der lader årsagen trykke og støde, indtil den 'virker'; man bør netop blot betjene sig af 'årsag' og 'virkning' som rene begreber, det vil sige som konventionelle fiktioner for betegnelsens og forståelsens, ikke for forklaringens skyld. I noget 'i-sig-selv-' gives der ingen 'kausal-forbindelser', ingen 'nødvendighed', ingen 'psykologisk ufrihed', dér følger ikke 'virkningen på årsagen', dér regerer ingen 'lov'. Det er alene os selv, der har opdigtet årsagerne, et efter-hinanden, et for-hinanden, relativiteten, tvangen, tallet, loven, friheden, grunden, formålet; og når vi digter og blander denne tegn-verden som et 'i-sig-selv' ind i tingene, så bedriver vi endnu engang mytologi, sådan som vi altid har bedrevet det. 'Den ufri vilje' er mytologi: i det virkelige liv handler det kun om stærke og svage viljer. - Det er næsten altid et symptom på, hvad det selv skorter på hos en tænker, når han allerede i 'kausal-forbindelse' og 'psykologisk nødvendighed' føler sig frem til noget tvang, nødstilstand, følgetvang, tryk, ufrihed: det er afslørende netop at føle sådan - personen afslører sig selv. Og hvis jeg har iagtaget rigtigt, bliver 'viljens ufrihed' ud fra helt to modsatte sider, men altid på en dybt personlig måde opfattet som et problem: nogle vil for ingen pris opgive deres 'ansvarlighed', troen på sig selv, den personlige ret til deres fortjeneste (de forfængelige racer hører til her -), mens de andre omvendt ikke vil tage ansvaret for noget, ikke være skyld i noget og kræver ud fra en inderlig selvforagt at kunne vælte sig fra sig et sted. Disse sidstnævnte plejer, når de skriver bøger, nu om dage at tage sig af forbryderne; en slags socialistisk medlidenhed er deres kæreste forklædning. Og det er virkelig forbavsende som de viljesvages fatalisme forskønner sig selv, når den forstår at føre sig frem som 'la religion de la souffrance humaine' [Den menneskelige lidelses religion]: det er dens 'gode smag'.

Friedrich Nietzsche - Hinsides godt og ondt

En fascinerende tekst, der også siger en hel del om Nietzsche... men det formoder jeg, at han var klar over. :-)

Vilje er ikke et konkret objekt der bevirker noget. Den er et stykke abstraktum udledt af den iagtagelse, at JEG bevirker noget. Men derfra og til at antage at denne udøvelse af virkning, med et tvivlsomt jeg som årsag, skulle være fri, eller ufri for den sags skyld, er blot en tolkning; en semantisk gådeleg, hvori gådegætteren ved sin position afslører sine egne fysiologiske dispositioner - sine behov.

Som når såkaldte 'autonome' hyler op om, hvad de vil have... Eller når deres 'forældre' vræler, at deres elskelige poder skam bringes eller tvinges til voldsomheder.

Men de dybere lag i teksten afslører en hvis fatalisme hos Nietzsche selv. Den vilje vi indbilder os og som virker i kraft af os er ifølge hans egen filosofi et produkt af kroppens totale genese. Heri ligger anløbet til en determinisme, som han imidlertid forkaster, fordi han netop ikke mener, at han er ufri. I det mindste ikke i een enkelt afgørende detalje: han kan nemlig maksimere sin viljes frihed ved at minimere de forestillinger, der erklærer den ufri.

Derfor rummer teksten noget af den metafysik (vilje til magt), der ligger til grund for Nietzches opgør med Gud og altså i alt væsentligt: den kristne moral. Således kommer Nietzsches 'etik' ikke til at handle om pligter eller rettigheder, men derimod om behov! Ikke som en utulitaristisk flokdyrsmoral, men som altid hos Nietzsche repræsenteret af det individuelle perspektiv, der hos ham, om noget overhovedet, betinger 'fri vilje'.

Vi 'postmoderne' mennesker tænker så ofte i arv og miljø, men allerede Nietzsche fokuserer her på de forhold. Med sin stærke og svage vilje mener han tilsyneladende at den svage vilje (arv) skabes af miljøet, mens den stærkere vilje skaber miljøet. Her er formoder jeg også forklaringen på, hvorfor han i vores optik, så ofte skabte sig. ;-)

Læg iøvrigt mærke til de utallige angreb mod snart sagt, hvad som helst, teksten rummer. Videnskabens egen metafysik får et skud for borgen, og her foregriber Nietzsche, hvad Bohr senere skulle ane: at vi i grunden befinde os på meget tynd is.

Nietzsche skal man pakke nænsomt ud... dels som en kvinde (hans eget billede på en forførisk sandhed), og dels som en trold i en æske - eller bare Nietzsche som Sith Lord... ;-)

Per

lørdag, maj 12, 2007

Solidaritet?

Her lidt fra en sjældent begavet kronik i Politiken (Anders kan nemlig godt, når han vil ;-):

Solidariteten der blev væk
Sidste nyt: Ligegyldighedens racisme

[...]

Men så plat kan det vel ikke være, at kritikken af vestlige regeringers politik hele tiden har været mere afgørende end at solidarisere os med ofrene for undertrykkelsen?

I hvert fald er det sådan, at politiske partier, medier og ikke mindst venstrefløjen igen står i kø for at kritisere USA, nu for forvaltningen af krigen i Irak. Men hvor er solidariteten med den netop torterede oppositionsleder Morgan Tsvangirai i Zimbabwe? Hvor er solidariteten med den forfulgte Falun Gong-bevægelse i Kina eller med menneskeretsadvokater som Gao Zhisheng? Hvor er solidariteten med syriske systemkritikere, der spærres ind i celler så små, at fanger hverken kan stå eller ligge? Hvor er solidariteten med kvinder, der kræver ligestilling i Saudi-Arabien? Hvor er solidariteten med Darfur, hvor flere hundrede tusinde mennesker er slået ihjel? Hvor er solidariteten med de arbejdere, der uden nogen borgerrettigheder må trælle ved den arabiske Golf?

Svaret er alt for nemt: Solidariteten er væk.

HVIS fortrydelsen over den væbnede krig i Irak har ført til ligegyldighed over for undertrykkelse andre steder, vil kun de onde le.

Bevares, selvfølgelig er der stolte eksempler på solidaritet, også i dag. Enhedslisten har forsøgt at kaste lys på undertrykkelse i Kina. Socialdemokrater har også engang nævnt noget med behov for politiske reformer i mellemøstlige diktaturer. Folkekirkens Nødhjælp har forsøgt at råbe op om Darfur.

Men vi ved godt, hvordan det lyder, når politiske ledere sætter hele deres apparat og deres rygrad ind. Vi ved, hvordan det ville lyde, hvis Helle Thorning-Schmidt for fuld styrke ville engagere Socialdemokraterne imod diktaturet i Beijing, Harare eller Damaskus. Vi ved, hvordan det ville se ud, hvis medier gjorde menneskerettigheder i OL-landet Kina, ferielandet Tunesien eller fattigdommens Zimbabwe til en mærkesag. Og vi kan måske forestille os, hvordan det ville lyde, hvis fortrydelsen over Irakkrigen og vreden mod dens ansvarlige blev efterfulgt af en engageret solidaritet med irakerne – i fremadrettede kampagner for genopbygning, imod terror, for politisk frihed, imod ødelæggelse og destruktion.

Det sker ikke. For i dag er det moderne at være ligeglad. Moden er oven i købet pakket ind i skrøner om, at vi ikke skal pådutte andre noget, de ikke ønsker eller ’er klar til’, heller ikke demokrati, ikke engang frihed. Pinochet kunne ikke have udtrykt det bedre.

Hvem siger, at zimbabwere ikke ønsker politisk råderum? Hvem siger, at syrere ikke vil have retssikkerhed? Hvem siger, at kinesere ikke beder om større frihed? Hvem siger, at arbejdere ved Golfen ikke ønsker overenskomster og tillidsfolk?

Det er dér, solidariteten svigter. Og det er dér, at den antager en racistisk ligegyldighed – når vi bilder os ind, at det kun var i gamle dage, at mennesker i andre kulturer krævede frihed.

Og vi vender ryggen til.

Men hvad er forklaringen?

Den er såmænd ligetil:

Man har pakket frigjortheden ind i bonerte tørklæder. Man har viklet klassekampen ind i reaktionær kulturkamp. Man har afviklet frihedsbegrebet til fordel for en nærmest liberal frihed til af gå i hundene for sin "kultur". Fællesskab er ghettoskab. Tolerance er underkastelse, og religiøst idioti er progressivt - for nogle (ikke faderhuset fx). Undertrykkelse af kvinder er fint, når bare det er islamiske kvinder, der gør det. Internationalisme er blevet provinsialisme, hvor man piller sig i navlen og skælder ud på de hvide svin - undskyld: de rige svin.

Hvem sagde "falsk bevidsthed"? Akkurat som venstrefløjen blev til reaktion til fordel for sovjet, således er venstrefløjen nu blevet til reaktion i kulturkampen.

Er det ikke en fantastisk afslørende logisk brist, når man på den ene side hævder, at vesten skal optage verdens syge, hungrende og forfulgte masser, samtidigt med, at man insisterer på den åbenlyst idiotiske påstand, at vesten er undertrykkeren over dem alle - at alt ondt kommer fra vores verdensdel... fra vores kultur?

Skriger det ikke til himlende - når man nu forstår, at den bedste økologiske sikring, for planeten overhovedet, er en nedgang i klodens befolkningstal, og når nu man ved, at den eneste eksisterende kulturform, der rent faktisk sikrer denne udvikling er den vestlige - at venstrefløjen i et af dens vanligt komplet misforståede anti-industrialiseringsfremstød maskeret som miljøforkæmpere, vil forhindre denne kultur i at brede sig?

Industrialismen er på længere sigt den eneste garant for vores arts overlevelse: hvis ikke vi breder os i rummet er vi garanteret på sigt at ville uddø!

Er det ikke plat og hamrende naragtigt - for nu ikke at sige sindsygt - at påstå, at kapitalismen skaber en falsk bevidsthed, der hindrer arbejderen i at se sin egen undertrykkelse, mens en hvilken som helst bagstræberisk religiøs forestilling skam ikke er noget blålys, der skal hindre den enkelte i at se urimeligheden i sin egen kulturelle undertrykkelse...?

Er det ikke utroligt, at man vedbliver at anskue FN som den frelsende engel, der skal udbrede menneskerettigheder og fred på jord, når nu denne organisations menneskerettighedsorganer bevisligt er inficeret med nogle af verdens værste diktaturstater?

På trods af realiteterne opfatter man sig som progressive, når det man i virkeligheden altid har været er reaktionære. Værdisættet på den fløj har altid stået i modsætning til fremskridt, det er her vi finder de moderne maskinstormere; her har man alle dage været anti-industrielle! Drømmerne har altid drømt sig TILBAGE - ikke frem... selvom man vist nok paradoksalt mente, at drømme sig netop derhen. Socialismen var intet andet end et slaveoprør akkurat så vanvittigt som det kristne: nu skulle man fandme selv vide at lægge lænkerne om sin egen hals:

Enhver fordums landadel må sgu da have kommet i bukserne ved tanken om landbrugskollektiver. Ethvert middelalderligt håndværkerlaug ville have set sig bekræftet i cooperativerne. Enhver maskinstormer fra 1800 tallet ville have indset det geniale i miljøbevægelserne. Og ville enhver pave, der kunne skyde kejseren og erklære sig kalif i stedet for kaliffen måske ikke have prist sin lykke?

Havde det ikke været for kapitalismen, så havde de fleste af dens kritikere den dag i dag været en flok stavnsbundne bonderøve. Tror disse tosser, i deres had til de maskiner, der holder dem i live, at de gør nogen en tjeneste ved atter engang at forsvare og indføre middelalderlige slaveværdier i samfund, der kæmper sig frem mod en svagt lysende oplysning gennem slid og slæb?

Hvis det er planen fra disse progressive at destruere hvad forfædrene byggede og lade en lovende civilisation falde sammen med et brag, fordi man i bund og grund aldrig har fattet en pløk af, hvad solidaritet egentligt er, så kan man lige vel regne mig for en dødsfjende!

Per

fredag, maj 04, 2007

Respekt

Jeg havde en fornøjelig lille diskussion om religion i dag med 3 "kulturmuslimer" eller hvad det nu hedder... hvoraf den ene er meget troende (men ikke bogstavstro) den anden ikke-troende og den tredje midt imellem. - Minder det ikke om et eventyr, jeg har hørt engang?

Vi kom vidt omkring og jeg havde lejlighed til at fremstille mine tanker om, hvordan mennesket har skabt guderne i sine egne billeder.

Nuvel, det er altsammen ligemeget... pointen er en anden:

Da en eller anden sagde, at det jo er et spørgsmål om respekt, om man kan tillade sig at sige, hvad man mener eller ej, så røg det ud af munden på mig (det gør det ofte): Hvorfor fanden skal det altid handle om hvad folk kan tåle at høre? Hvad med om man viste respekt for et kontroversielt synspunkt? Hvad med om man rent faktisk viste den, der tør formulere et upopulært synspunkt, en smule respekt for det mod han udviser?

Hvordan kan det i det hele taget være, at det er den talende og formulerende, der skal vise respekt? Har den der lytter, og som påtager sig at lytte, ikke en forbandet pligt til at tage det, der bliver sagt alvorligt?

Jeg vil endda hævde den for mig uendeligt rimelige påstand, at hvis man ønsker demokrati, så udholder man at lytte til kritik, insinuationer, personangreb, blasfemi, satire og polemik i en lang lind strøm... Om det kan afvises med anvendelsen af en smule sund fornuft er så en anden sag... men det centrale spørgsmål lyder således: Hvorfor var der nogle, som ikke viste respekt for de synspunkter, der blev udtrykt gennem nogle tegninger sidste år, men i stedet startede en metadebat om, hvorvidt de var "anstændige"?

Måske respekt er evnen til at beundre en person, der har sine meningers mod? - også selvom man er grænseløst uenig! - som tør sige det højt, ingen andre tør sige, så vi alle kan nå til nye erkendelser - til nye åndelige højder!

Er det måske ikke det budskab, der ligger i H.C Andersens fortælling om kejserens nye klæder: her udstiller han jo den politiske korrektheds kvalmende spytslikkeri og foragt for realiteterne! og lader et barn sige de magiske ord: Jamen han har jo ikke noget tøj på...

Og kom så ikke til mig med det forfærdelige ævl om trængte minoritetsgrupper: jeg er et individ; se det er i mine øjne den ultimative minoritet!

Ovenstående er min trosbekendelse, og jeg forlanger, at den respekteres! ;-)

Per

torsdag, maj 03, 2007

Propaganda II

Den 28. April kunne Rune Engelbreth Larsen (one of the usual suspects), skrive i Politiken i forbindelse med "afhøringerne" af Asmaa Abdol Hamid:

Pressens gabestok er værre end Krarups
[...] Der er i begge tilfælde tale om den type 'sensationer'’, som får flueknepperi til at ligne Cavling-materiale, men som med vold og magt blæses op, når det handler om en muslimsk politiker. Ikke én eneste af de øvrige nye danske folketingskandidater ville risikere at blive udstillet i pressens gabestok eller krydsforhørt med lignende emsighed. Ikke én.

Allerede den 30. April har Rune imidlertid skiftet holdning i forhold til pressens gabestok i det opmærksomheden nu har rettet sig mod hans ynglingshadeobjekt: Dansk Folkeparti. Nu kan han derimod trygt konkludere:

Morten Messerschmidt har måttet melde sig ud af sit parti og blive løsgænger, fordi han stærkt beruset heilede og angiveligt sang nazisange på restaurant Grøften ved Tivolis åbning. Sådan røg én af partiets hårdeste propagandister, men vel også partiets mest profilerede ungdomshåb så at sige for »egen hånd«.

Enhver kritisk sans, ethvert lille men, tvivl overhovedet fosser ud med propagandaen, så snart Rune lugter blod...

Ikke én eneste af de øvrige nye danske folketingskandidater ville risikere at blive udstillet i pressens gabestok eller krydsforhørt med lignende emsighed. Ikke én.

Men en MF og DF'er sendt til slagtning er naturligvis så gode billeder, at Rune overgiver sig aldeles til en nærmest pervers udløsning... og suspenderer den smule fornuft, han vist nok et eller andet sted er i besiddelse af.

Knap havde Krarup åbnet ballet, før Morten Messerschmidt og Mogens Camre gik i retorisk selvsving - Messerschmidt kaldte alle muslimer for »tabere«

Retorisk selvsving, Rune? Hvem er i retorisk selvsving din lille gadedreng? Messerschmidt siger følgende:

»Jeg mener, at alle muslimske samfund per definition er tabersamfund. Muslimerne er ikke i stand til at tænke kritisk. Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften, så udvikler man et tabersamfund med hungersnød, undertrykkelse og brud på de mest elementære frihedsrettigheder«, siger EU-ordfører Morten Messerschmidt (DF), der samtidig mener, at det gør alle praktiserende muslimer til tabere.

»Alle muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker,« siger han.

Vi gentager den lige: "Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften [...]". Det kunne såmænd være en refference til Rune himself.

Empirien bekræfter endog Hr. Messerschmidt, når vi f.eks ser på landene i mellemøsten. Trods det faktum, at der blandt disse lande findes de største olieeksportører i verden, og oliemilliarderne vælter ind som aldrig før, så kan 250 millioner mennesker akkurat præstere et bruttonational produkt, der er det halve af spaniens. Og ikke nok med det:

The report [Arab Human Development Report (2003)] reproduces some alarming statistics. In Arab countries, the quality of higher education is declining, and fewer students are enrolled. Public spending on education has declined since 1985. Expenditure on research and development is a tiny 0.2 percent of GNP, and there is a "political and social context inimical to the development of science". The number of scientists and engineers per capita is a third the world average. The number of computers per head is a quarter the global average. The number of newspapers published is a fifth that of developed countries, and what news there is is controlled and restricted. Books are censored, few are produced, and the proportion of religious books is three times the world average. The number of books that are translated into Spanish each year is one thousand times the number that are translated into Arabic.

Hr Messerscmidt konkluderer såmænd ud fra sandheden, mens Rune selv går i "retorisk selvsving". Hvilket desværre er karakteristisk for demagogen Rune Engelbreth Larsen: På Tankeforbrydelse har man udført muslimtesten på Runes retorik i forhold til dansk folkeparti:

"dæmonisering af Ummaen

Jeg er heller ikke interesseret i nogen "dæmonisering", men i at kalde tingene ved deres rette navn. Jeg har f.eks. altid været tilbageholdende med at kalde muslimer for facister, medmindre specifikke muslimer ud fra en historisk definition af ordet rent faktisk har været det.

Jeg er heller ikke tilhænger af at blokere deres ytringsfrihed eller lignende. Så det, jeg har givet udtryk for i min »krigserklæring« (Jyllands-Posten) og »Mens facisme stadig er politisk korrekt« (P1), afviger sådan set kun på to punkter fra det, jeg tidligere har givet udtryk for i debatten de forløbne ti års tid.

For det første ordet "krigserklæring", der selvfølgelig skærper tonen og sigter til, at vi efter indvandringens første årtier er kommet til et andet og endnu værre punkt i udviklingen af de fascistiske tendenser i ghettoerne, nemlig til en normalisering af denne tidsånd.

For det andet - og i forlængelse heraf - en opfordring til at gøre det næste tiårs ABSOLUT VIGTIGSTE politiske punkt på dagsordenen til en bekæmpelse af islamismen.

Det har ikke noget med dæmonisering at gøre. Dæmonisering er at kalde nogle for noget meget frygteligt og absolut ondskabsfuldt, som de ikke er. Islamisternes retorik og strategi er ikke et spørgsmål om "ondskab", men den er og bliver fuldkommen sammenlignelig med nazisternes retorik og strategi i tyvernes Tyskland. Uhyggeligt, men sandt - derfor skal det siges.

Læs f.eks. denne meget omfangsrige oversigt over udtalelser fra islamisterne og andre skræmmende, antivestlige udsagn de senere år: ISLAMISK, ANTIVESTLIG PROPAGANDA:

http://www.sharia.dk/citater/propaganda.php

Tjek Abu Laban og Said Mansour, hvis du skal begrænse dig til et par stykker.

I øvrigt er det ikke (den begrænsede og for nyligt begyndte) 'dæmonisering' af islam fra de etablerede partiers side, der har skabt islamisternes succes.

Ummaen i Danmark rider på en almen, mellemøstlig tidsånd, som de imidlertid har formået at skærpe endnu mere andre steder i Europa og som har fået den sædvanlige karakter af wahabistisk ortodoksi.

Dertil kommer det fatale fejlgreb, som de fleste etablerede partier begik i slutningen af 1970erne (og er fortsat med lige siden) - at imødekomme deres krav (minus de sædvanlige 10%) i håb om, at det ville inddæmme ekstremismen.

Det modsatte er naturligvis sket - man har ad denne vej i stedet legitimeret sharia, og muslimerne har opdaget, at siden alle imødekommer dem, så må islamisterne jo hele tiden have haft ret, men blot turdet være ærlige, mens demokratiske muslimer, kritiske muslimer osv. ikke turde det. Nu da grupperingerne åbenbart er enige om at lægge Vesten for had, kan de jo så lige så godt støtte op om den ægte vare (der hele tiden har gjort det) i stedet for hyklerne"

[Runes originale tekst kan findes på Tankeforbrydelse under Jødetest i ordlisten, og Dobbeltdæmonisering? i eksemplifiseringen]

Der er intet i Runes retorik, der højner niveauet i forhold til dansk folkeparti - tværtimod så er hykleriet konsekvent, i det han bebrejder andre, for hvad han selv gør. Med andre ord: Runes gabestok er værre end Krarups!

Hjerteligt tillykke Morten: meget tyder på, at du vil blive renset og hele tæskeholdet sendt til kolde afvaskninger... herfra bare dette lille bidrag til udstilling af hykleriet. Mange gode ting er allerede sagt andetssteds fra.

Og så fristes jeg til sidst til at citere Runes gamle læremester Erwin Neutzsky-Wulff fra forordet til Magi:

Som i alle samfund med totalitære tendenser er moralen ren terror. Vi er simpelt hen stive af skræk for at komme til at sige og gøre noget, der antyder, at vi ikke af al kraft trækker samfundsudvkilingen i den rigtige retning.

De mere syndsbevidste overkompenserer med digre værker om homoseksuelle epilektikeres ret til at spille på landsholdet, alt sammen ganske åbenbart spil for galleriet. Privat er de lige så skrækslagne for de "handicappede" [læs: muslimer] som alle andre, for de ser ikke mennesker, men repræsentanter for minoritetsgrupper.

Det mest karateristiske ved denne verdens dogooders er, at de altid har en meget klar forestilling om deres egen overlegenhed. Disse modsvares så af de dovne, der synes, det er behageligere at forlange respekt end at vinde den. Et udmærket makkerskab, skulle man synes, men lidt ubehageligt, når dets udøvere vil tage patent på menneskelige følelser.

Selvfølgelig kan man ikke gøre for, at man mangler et ben (og så kan man jo aldrig blive andet end patient!). Dette princip udbredes efterhånden til samfundet i almindelighed.

Hvis Rune var blevet perspektivist og ikke en relativistisk humanistisk moralist uden evne til at skelne skæg fra snot, så havde han også forstået, hvad der rent faktisk står...

Per