lørdag, maj 12, 2007

Solidaritet?

Her lidt fra en sjældent begavet kronik i Politiken (Anders kan nemlig godt, når han vil ;-):

Solidariteten der blev væk
Sidste nyt: Ligegyldighedens racisme

[...]

Men så plat kan det vel ikke være, at kritikken af vestlige regeringers politik hele tiden har været mere afgørende end at solidarisere os med ofrene for undertrykkelsen?

I hvert fald er det sådan, at politiske partier, medier og ikke mindst venstrefløjen igen står i kø for at kritisere USA, nu for forvaltningen af krigen i Irak. Men hvor er solidariteten med den netop torterede oppositionsleder Morgan Tsvangirai i Zimbabwe? Hvor er solidariteten med den forfulgte Falun Gong-bevægelse i Kina eller med menneskeretsadvokater som Gao Zhisheng? Hvor er solidariteten med syriske systemkritikere, der spærres ind i celler så små, at fanger hverken kan stå eller ligge? Hvor er solidariteten med kvinder, der kræver ligestilling i Saudi-Arabien? Hvor er solidariteten med Darfur, hvor flere hundrede tusinde mennesker er slået ihjel? Hvor er solidariteten med de arbejdere, der uden nogen borgerrettigheder må trælle ved den arabiske Golf?

Svaret er alt for nemt: Solidariteten er væk.

HVIS fortrydelsen over den væbnede krig i Irak har ført til ligegyldighed over for undertrykkelse andre steder, vil kun de onde le.

Bevares, selvfølgelig er der stolte eksempler på solidaritet, også i dag. Enhedslisten har forsøgt at kaste lys på undertrykkelse i Kina. Socialdemokrater har også engang nævnt noget med behov for politiske reformer i mellemøstlige diktaturer. Folkekirkens Nødhjælp har forsøgt at råbe op om Darfur.

Men vi ved godt, hvordan det lyder, når politiske ledere sætter hele deres apparat og deres rygrad ind. Vi ved, hvordan det ville lyde, hvis Helle Thorning-Schmidt for fuld styrke ville engagere Socialdemokraterne imod diktaturet i Beijing, Harare eller Damaskus. Vi ved, hvordan det ville se ud, hvis medier gjorde menneskerettigheder i OL-landet Kina, ferielandet Tunesien eller fattigdommens Zimbabwe til en mærkesag. Og vi kan måske forestille os, hvordan det ville lyde, hvis fortrydelsen over Irakkrigen og vreden mod dens ansvarlige blev efterfulgt af en engageret solidaritet med irakerne – i fremadrettede kampagner for genopbygning, imod terror, for politisk frihed, imod ødelæggelse og destruktion.

Det sker ikke. For i dag er det moderne at være ligeglad. Moden er oven i købet pakket ind i skrøner om, at vi ikke skal pådutte andre noget, de ikke ønsker eller ’er klar til’, heller ikke demokrati, ikke engang frihed. Pinochet kunne ikke have udtrykt det bedre.

Hvem siger, at zimbabwere ikke ønsker politisk råderum? Hvem siger, at syrere ikke vil have retssikkerhed? Hvem siger, at kinesere ikke beder om større frihed? Hvem siger, at arbejdere ved Golfen ikke ønsker overenskomster og tillidsfolk?

Det er dér, solidariteten svigter. Og det er dér, at den antager en racistisk ligegyldighed – når vi bilder os ind, at det kun var i gamle dage, at mennesker i andre kulturer krævede frihed.

Og vi vender ryggen til.

Men hvad er forklaringen?

Den er såmænd ligetil:

Man har pakket frigjortheden ind i bonerte tørklæder. Man har viklet klassekampen ind i reaktionær kulturkamp. Man har afviklet frihedsbegrebet til fordel for en nærmest liberal frihed til af gå i hundene for sin "kultur". Fællesskab er ghettoskab. Tolerance er underkastelse, og religiøst idioti er progressivt - for nogle (ikke faderhuset fx). Undertrykkelse af kvinder er fint, når bare det er islamiske kvinder, der gør det. Internationalisme er blevet provinsialisme, hvor man piller sig i navlen og skælder ud på de hvide svin - undskyld: de rige svin.

Hvem sagde "falsk bevidsthed"? Akkurat som venstrefløjen blev til reaktion til fordel for sovjet, således er venstrefløjen nu blevet til reaktion i kulturkampen.

Er det ikke en fantastisk afslørende logisk brist, når man på den ene side hævder, at vesten skal optage verdens syge, hungrende og forfulgte masser, samtidigt med, at man insisterer på den åbenlyst idiotiske påstand, at vesten er undertrykkeren over dem alle - at alt ondt kommer fra vores verdensdel... fra vores kultur?

Skriger det ikke til himlende - når man nu forstår, at den bedste økologiske sikring, for planeten overhovedet, er en nedgang i klodens befolkningstal, og når nu man ved, at den eneste eksisterende kulturform, der rent faktisk sikrer denne udvikling er den vestlige - at venstrefløjen i et af dens vanligt komplet misforståede anti-industrialiseringsfremstød maskeret som miljøforkæmpere, vil forhindre denne kultur i at brede sig?

Industrialismen er på længere sigt den eneste garant for vores arts overlevelse: hvis ikke vi breder os i rummet er vi garanteret på sigt at ville uddø!

Er det ikke plat og hamrende naragtigt - for nu ikke at sige sindsygt - at påstå, at kapitalismen skaber en falsk bevidsthed, der hindrer arbejderen i at se sin egen undertrykkelse, mens en hvilken som helst bagstræberisk religiøs forestilling skam ikke er noget blålys, der skal hindre den enkelte i at se urimeligheden i sin egen kulturelle undertrykkelse...?

Er det ikke utroligt, at man vedbliver at anskue FN som den frelsende engel, der skal udbrede menneskerettigheder og fred på jord, når nu denne organisations menneskerettighedsorganer bevisligt er inficeret med nogle af verdens værste diktaturstater?

På trods af realiteterne opfatter man sig som progressive, når det man i virkeligheden altid har været er reaktionære. Værdisættet på den fløj har altid stået i modsætning til fremskridt, det er her vi finder de moderne maskinstormere; her har man alle dage været anti-industrielle! Drømmerne har altid drømt sig TILBAGE - ikke frem... selvom man vist nok paradoksalt mente, at drømme sig netop derhen. Socialismen var intet andet end et slaveoprør akkurat så vanvittigt som det kristne: nu skulle man fandme selv vide at lægge lænkerne om sin egen hals:

Enhver fordums landadel må sgu da have kommet i bukserne ved tanken om landbrugskollektiver. Ethvert middelalderligt håndværkerlaug ville have set sig bekræftet i cooperativerne. Enhver maskinstormer fra 1800 tallet ville have indset det geniale i miljøbevægelserne. Og ville enhver pave, der kunne skyde kejseren og erklære sig kalif i stedet for kaliffen måske ikke have prist sin lykke?

Havde det ikke været for kapitalismen, så havde de fleste af dens kritikere den dag i dag været en flok stavnsbundne bonderøve. Tror disse tosser, i deres had til de maskiner, der holder dem i live, at de gør nogen en tjeneste ved atter engang at forsvare og indføre middelalderlige slaveværdier i samfund, der kæmper sig frem mod en svagt lysende oplysning gennem slid og slæb?

Hvis det er planen fra disse progressive at destruere hvad forfædrene byggede og lade en lovende civilisation falde sammen med et brag, fordi man i bund og grund aldrig har fattet en pløk af, hvad solidaritet egentligt er, så kan man lige vel regne mig for en dødsfjende!

Per

1 kommentar:

falkeøje sagde ...

I glemte at nævne FN's indblandig i Kosovo.
Den kæltring-organisation, hvorfor tager den ikke skridtet fuldt ud og tager et stykke af Tyrkiet og giver til armenierne.
Vil man dele ud til de undertrykte, så kan man ikke nøjes med nogen og overse andre.
Og den kalder sig de svages beskyttere.
Rend mig i Pedersen.

falkeøje