Autonomi?

Causa sui'en [årsagen til/i sig selv] er den bedste selvmodsigelse, der indtil nu er blevet udtænkt, en slags logisk voldtægt og unatur: men menneskets udsvævende stolthed er gået så vidt at lade sig besnære inderligt og forfærdeligt af dette vås. Ønsket om 'viljens frihed', i den superlativ-metafysiske betydning, sådan som den desværre stadigvæk hersker i de halvdannedes hoveder, ønsket om selv at bære det hele og endelige ansvar for ens egne handlinger og om at lette Gud, verden, forfædre, tilfældet, samfundet for det, er nemlig intet ringere end netop selv at være denne causa sui og, med en indbildskhed større end von Münchausens, at trække sig selv op ved hårene af intethedens sump til tilværelsen. Hvis ellers nogen gennemskuer den bondske enfoldighed, der ligger i dette berømte begreb 'fri vilje', og slår det ud af hovedet, så beder jeg ham nu om at gå et skridt videre i sin 'oplysning' og også slå det omvendte af begrebet 'fri vilje' ud af hovedet: jeg mener 'den ufri vilje', der går ud på et misbrug af årsag og virkning. Man bør ikke fejlagtigt tingsliggøre 'årsag' og 'virkning', sådan som naturforskerne gør det (og hvem der iøvrigt naturaliserer i nutidens tænkning-) i overensstemmelse med den herskende mekanistiske tumpethed, der lader årsagen trykke og støde, indtil den 'virker'; man bør netop blot betjene sig af 'årsag' og 'virkning' som rene begreber, det vil sige som konventionelle fiktioner for betegnelsens og forståelsens, ikke for forklaringens skyld. I noget 'i-sig-selv-' gives der ingen 'kausal-forbindelser', ingen 'nødvendighed', ingen 'psykologisk ufrihed', dér følger ikke 'virkningen på årsagen', dér regerer ingen 'lov'. Det er alene os selv, der har opdigtet årsagerne, et efter-hinanden, et for-hinanden, relativiteten, tvangen, tallet, loven, friheden, grunden, formålet; og når vi digter og blander denne tegn-verden som et 'i-sig-selv' ind i tingene, så bedriver vi endnu engang mytologi, sådan som vi altid har bedrevet det. 'Den ufri vilje' er mytologi: i det virkelige liv handler det kun om stærke og svage viljer. - Det er næsten altid et symptom på, hvad det selv skorter på hos en tænker, når han allerede i 'kausal-forbindelse' og 'psykologisk nødvendighed' føler sig frem til noget tvang, nødstilstand, følgetvang, tryk, ufrihed: det er afslørende netop at føle sådan - personen afslører sig selv. Og hvis jeg har iagtaget rigtigt, bliver 'viljens ufrihed' ud fra helt to modsatte sider, men altid på en dybt personlig måde opfattet som et problem: nogle vil for ingen pris opgive deres 'ansvarlighed', troen på sig selv, den personlige ret til deres fortjeneste (de forfængelige racer hører til her -), mens de andre omvendt ikke vil tage ansvaret for noget, ikke være skyld i noget og kræver ud fra en inderlig selvforagt at kunne vælte sig fra sig et sted. Disse sidstnævnte plejer, når de skriver bøger, nu om dage at tage sig af forbryderne; en slags socialistisk medlidenhed er deres kæreste forklædning. Og det er virkelig forbavsende som de viljesvages fatalisme forskønner sig selv, når den forstår at føre sig frem som 'la religion de la souffrance humaine' [Den menneskelige lidelses religion]: det er dens 'gode smag'.

Friedrich Nietzsche - Hinsides godt og ondt

En fascinerende tekst, der også siger en hel del om Nietzsche... men det formoder jeg, at han var klar over. :-)

Vilje er ikke et konkret objekt der bevirker noget. Den er et stykke abstraktum udledt af den iagtagelse, at JEG bevirker noget. Men derfra og til at antage at denne udøvelse af virkning, med et tvivlsomt jeg som årsag, skulle være fri, eller ufri for den sags skyld, er blot en tolkning; en semantisk gådeleg, hvori gådegætteren ved sin position afslører sine egne fysiologiske dispositioner - sine behov.

Som når såkaldte 'autonome' hyler op om, hvad de vil have... Eller når deres 'forældre' vræler, at deres elskelige poder skam bringes eller tvinges til voldsomheder.

Men de dybere lag i teksten afslører en hvis fatalisme hos Nietzsche selv. Den vilje vi indbilder os og som virker i kraft af os er ifølge hans egen filosofi et produkt af kroppens totale genese. Heri ligger anløbet til en determinisme, som han imidlertid forkaster, fordi han netop ikke mener, at han er ufri. I det mindste ikke i een enkelt afgørende detalje: han kan nemlig maksimere sin viljes frihed ved at minimere de forestillinger, der erklærer den ufri.

Derfor rummer teksten noget af den metafysik (vilje til magt), der ligger til grund for Nietzches opgør med Gud og altså i alt væsentligt: den kristne moral. Således kommer Nietzsches 'etik' ikke til at handle om pligter eller rettigheder, men derimod om behov! Ikke som en utulitaristisk flokdyrsmoral, men som altid hos Nietzsche repræsenteret af det individuelle perspektiv, der hos ham, om noget overhovedet, betinger 'fri vilje'.

Vi 'postmoderne' mennesker tænker så ofte i arv og miljø, men allerede Nietzsche fokuserer her på de forhold. Med sin stærke og svage vilje mener han tilsyneladende at den svage vilje (arv) skabes af miljøet, mens den stærkere vilje skaber miljøet. Her er formoder jeg også forklaringen på, hvorfor han i vores optik, så ofte skabte sig. ;-)

Læg iøvrigt mærke til de utallige angreb mod snart sagt, hvad som helst, teksten rummer. Videnskabens egen metafysik får et skud for borgen, og her foregriber Nietzsche, hvad Bohr senere skulle ane: at vi i grunden befinde os på meget tynd is.

Nietzsche skal man pakke nænsomt ud... dels som en kvinde (hans eget billede på en forførisk sandhed), og dels som en trold i en æske - eller bare Nietzsche som Sith Lord... ;-)

Per