Jeg havde en fornøjelig lille diskussion om religion i dag med 3 "kulturmuslimer" eller hvad det nu hedder... hvoraf den ene er meget troende (men ikke bogstavstro) den anden ikke-troende og den tredje midt imellem. - Minder det ikke om et eventyr, jeg har hørt engang?
Vi kom vidt omkring og jeg havde lejlighed til at fremstille mine tanker om, hvordan mennesket har skabt guderne i sine egne billeder.
Nuvel, det er altsammen ligemeget... pointen er en anden:
Da en eller anden sagde, at det jo er et spørgsmål om respekt, om man kan tillade sig at sige, hvad man mener eller ej, så røg det ud af munden på mig (det gør det ofte): Hvorfor fanden skal det altid handle om hvad folk kan tåle at høre? Hvad med om man viste respekt for et kontroversielt synspunkt? Hvad med om man rent faktisk viste den, der tør formulere et upopulært synspunkt, en smule respekt for det mod han udviser?
Hvordan kan det i det hele taget være, at det er den talende og formulerende, der skal vise respekt? Har den der lytter, og som påtager sig at lytte, ikke en forbandet pligt til at tage det, der bliver sagt alvorligt?
Jeg vil endda hævde den for mig uendeligt rimelige påstand, at hvis man ønsker demokrati, så udholder man at lytte til kritik, insinuationer, personangreb, blasfemi, satire og polemik i en lang lind strøm... Om det kan afvises med anvendelsen af en smule sund fornuft er så en anden sag... men det centrale spørgsmål lyder således: Hvorfor var der nogle, som ikke viste respekt for de synspunkter, der blev udtrykt gennem nogle tegninger sidste år, men i stedet startede en metadebat om, hvorvidt de var "anstændige"?
Måske respekt er evnen til at beundre en person, der har sine meningers mod? - også selvom man er grænseløst uenig! - som tør sige det højt, ingen andre tør sige, så vi alle kan nå til nye erkendelser - til nye åndelige højder!
Er det måske ikke det budskab, der ligger i H.C Andersens fortælling om kejserens nye klæder: her udstiller han jo den politiske korrektheds kvalmende spytslikkeri og foragt for realiteterne! og lader et barn sige de magiske ord: Jamen han har jo ikke noget tøj på...
Og kom så ikke til mig med det forfærdelige ævl om trængte minoritetsgrupper: jeg er et individ; se det er i mine øjne den ultimative minoritet!
Ovenstående er min trosbekendelse, og jeg forlanger, at den respekteres! ;-)
Per
8 kommentarer:
Well spoken
Glimrende indlæg!
Tolerance og respekt er ikke pålagt den, der ytrer sig, men den, der lytter.
"Glimrende indlæg!
Tolerance og respekt er ikke pålagt den, der ytrer sig, men den, der lytter."
Det gælder vel begge veje
Jeg fristes til at gentage mig selv:
Man peger på, at Hitlers success beroede på hans evner som propagandist, mens de snarere beroede på hans evner som terrorist. I dag skal man passe på hvad man siger, det skulle man også under Hitlers regime: Den der tegner virkeligheden er ikke nødvendigvis den, som formulerer den bedst, men snarere den som har held til at forhindre de andre i at tegne - om jeg så må sige.
Eller som jeg i dag fik sagt i anden sammenhængen: Vi står midt i en værdikamp og alle sider forsøger at patentere moral.
Per
Jeg synes at du skal vågne op og lugte til kaffen. Respekt gælder altid begge veje. Nu nævnte du det med billederne. Hvorfor skulle modtagerne respektere afsenderens budskab og ytring, når den kun går ud på en provokation af den muslimske befolkning. Især når de ved at det ville skabe store konflikter. Aviser som jyllandsposten er ikke en flok bonderøve. De tænker sig også om inden de begynder at trykke noget. Så må der jo have været et ondt hensigt bag det. Skal modtagerne og lytterne respektere sådan noget som du siger god for? Vær ikke forvirret. Tænk dig om, for både du ved det og alle andre ved det. Siger man noget for sagens produktivitet, så synes jeg at det skal respekteres, men hvis man siger det for provokationens skyld, så synes jeg at afsenderen kan stikke sit budskab op et hvis sted hvor solen ikke skinner. Rent udsagt.
Hvorfor skulle modtagerne respektere afsenderens budskab og ytring, når den kun går ud på en provokation af den muslimske befolkning.
Ja, det er jo så desværre det gængse synspunkt. Men her er faktisk ikke tale om en provokation af muslimer... her er tale om en kritik af Muhammed.
Hvis ikke man kan skelne skæg og snot, så har man et alvorligt problem.
Tegningerne er blandt andet en anledning til at få de, der kun ser ham som god og dejlig til også at overveje om, der ikke var noget andet ved deres supermand, der trods alt ikke var så godt og dejligt.
At nogle så ikke kan TÅLE kritikken, er ikke en undskyldning til at skabe sig, fordi man FØLER sig provokeret! - Alle kan føle sig provokeret, og bliver det sikkert også dagligt... det må man lære at tage som en mand og ikke som en dreng.
Så hvis jeg må blive i dit ordvalg: wake up! smell the humus - and for Allahs sake: get a life!
Per
Sikke et latterligt svar. Der er stor forskel på kritik og provokation. Og hvis du ikke kan se at tegningerne var en provokation, så burde du slå ordet kritik op i en ordbog. Vågn op og børst tænderne. Tænk klart menneske.
Sikke et latterligt svar. Der er stor forskel på kritik og provokation. Og hvis du ikke kan se at tegningerne var en provokation, så burde du slå ordet kritik op i en ordbog. Vågn op og børst tænderne. Tænk klart menneske.
Hmmm... jeg savner en argumentation, for dine anbefalinger...
Ordet kritik kommer af græsk og betyder: 'kunsten at bedømme'. Der er med andre ord tale om en 'passiv' dom, som i modsætning til den aktivt straffende dom fældet af en domstol.
Bedømmelse er en udtalelse for eller imod noget: det er en afvejning af en 'tings' værdi - fra et altid subjektivt perspektiv.
Vi kan benytte et nærliggende eksempel:
Sikke et latterligt svar.
Er din kritik af mit svar, som jeg jo så i henhold til dine normer burde anse for 'provokerende': fordi du ved at sige, hvad du mener om mine meninger, nemlig at de er latterlige, jo for så vidt provokerer mig.
Nu vælger jeg, så imidlertid ikke at følge dine sære ideer om at blive barnligt fornærmet, fordi du jo selv siger at: "Respekt gælder altid begge veje"; derfor står det mig aldeles klart, at din mangel på respekt er et udtryk for en mangel på logik, der forhindrer dig i at forstå, hvad du selv siger... eller sagt med dine helt egne ord: du tænker ikke klart...
Per
Send en kommentar