Artikel på Uriasposten om politiets hårdhændede behandling af en flok unge mennesker:
"Det har ikke været mig muligt at finde en eneste artikel som sætter spot på ofrenes oplevelse af episoden [...]"
Jo da, det er jo ham staklen, der bliver kørt væk i ambulancen, som er ofret...
Spøg til side... jeg må desværre indlade mig på en længere ideologisk udredning, hvis det på nogen måde skal stå bare en smule klart, hvad jeg mener i denne sag:
Man må ikke tage fejl: disse unge mennesker kæmper ikke for deres egen eller andres individualitet eller nogens ret til at være forskellige iøvrigt: de er selvretfærdige flokdyr, der vil trampe på enhver, der siger den sande lære grundlæggende imod.
Hitlers SA (Sturm Abteilung: Storm Afdeling) bestod af intolerante idealistiske voldsmænd. De rettroende i SA's gadehær befandt sig politisk omkring midten og gerne en hel del til venstre for den.
Det var den nazistiske bevægelses mest revolutionære SA-gardister, der efter magtovertagelsen forlangte endnu en revolution; helt i tråd med ambitionerne i det kommunistiske manifest: Indtil det kommunistiske paradis er indtrådt på jord er den socialistiske revolution et mål i sig selv - om og om og om igen. Hitler var ikke med på legen: sin diktatoriske vorden til trods dog mere pragmatisk end gadens parlament...
For Hitler var det let at forskyde Marxismens dem/os klassetænkning til racisme: det gjorde han ved at identificere kapitalen med den "internationale jøde"; således kunne man hverve mange socialister ved at fortælle dem, at man bekæmpede kapitalen, når blot man bekæmpede jøden.
Har man i grunden nogensinde betænkt sig, hvor grovkornet en stereotypi, der ligger i begrebet arbejderklasse: hvor meget racisme er der ikke at finde i en sådan diskriminering? Socialismen tænker i klasser, grupper og kollektiver; den tænker derimod ikke i individer og familier - disse er dens modsætninger. Derfor bliver socialismens broderskab og søsterskab universelt, men kun i arbejderklassen (partiet) - intet uden for arbejderklassen!
Fordi socialismen er en flokdyrsmentalitet, der betinges af hjernevaskelse, ender den også hver gang i førerdyrkelse: i det den deler ideologisk ophav med de monoteistiske religioner, hvor den substituerer Gud med føreren, der nu bliver alfaderen eller storebroderen for den universelle og rene klasse af brødre og søstre.
Sandsynligvis vil det i fremtidens politisk korrekte overvågede helvede blive Mater Universalis, der stirrer bebrejdende på sine får, fordi hun bare ved, at de er syndere! Blot venter hun med at stille dig til ansvar indtil det øjeblik, hvor du naturnødvendigt træder ved siden af. Hendes stormtropper vil som altid, være de unge hjernevaskede idealister, der intet ved om verden, men tror, at de ved det hele. De bliver misbrugt af en middelstand, der alt for ivrigt vil magten, for at gennemtrumfe deres moraliserende version af virkeligheden. - Sådan vil det utvivlsomt ske igen og igen.
I al sin gru, er venstrefløjens had ikke bare potentielt racistisk: det er dybt fascistoidt og retter sig i sidste instans mod mennesket, fordi det arme kræ ikke altid indretter sig efter utopien og en moralistisk forestilling om et kærligt paradis. Når det ikke gør det, bliver det automatisk til en fjende, der i yderste konsekvens kan afskaffes, hvis fejlen altså ikke lige kan korrigeres. Historien har ikke påvist andet... skal vi lære af den? Når massen vender sig mod individet, så taber individet!
I Sverige er man længst fremme med denne særlige fascistiske variant:
Her bliver "anti-demokraterne" (Sverige Demokraterne) forholdt deres demokratiske rettigheder af såkaldte antifascister, der fungerer som tæskehold (Sturm Abteilung) for den etablerede politiske elites (middelklassens) korrekthedssyn. Det er et typisk træk ved den nyere tids totalitarisme, at den misbruger begreberne og gør dem til sine egne, men sådan har det nok altid været:
Det er således ikke anti-demokratisk voldeligt at bekæmpe andres demokratiske rettigheder, det er derimod demokratisk at forhindre dem i at komme til orde.
På samme måde er det antifascistisk at benytte organiseret vold og terror til at forhindre mennesker af en anden politisk observans, som man grundigt dæmoniserer, i at være politisk aktive.
Det er tilsyneladende anti-fascistisk, når man angriber sine hadeobjekter på deres ejendom, deres person og deres levebrød... selvom dette historisk netop er den fascistiske virkemåde.
Selvom "anti-fascister" benytter enhver lejlighed til at begræde dem/os tænkning, så findes der næppe et noget tilsvarende betændt had, som det disse mennesker føler for deres politiske modstandere, hvor klassetænkning oftest klinger i tråd med racetænkning, blot uden hudfarve - men den var jo sådan set heller ikke jødernes problem. Opsplitningen i dem/os er aldeles totalitær, ideologisk, fanatisk, konsekvent og uforsonlig. Ethvert udestående løses ved vold, kamp, bekæmpelse, udryddelse, afskaffelse og forbud: I lang tid kunne man læse på "ungdomshuset": "Homofober får bank".
Selvom man i grunden udøver og prædiker vold og totalitær intolerance mod enhver, der ikke retter sig efter ens ekstreme synspunkter, iscenesætter man naturligvis sig selv som offer, fordi man i så fald allerede har vundet, selvom man får de tæsk, man rent faktisk så grundigt har lagt op til. - Her ser man den ideologiske parallel til islamismen i en nøddeskald.
Det er muligt, at man vil kalde alt dette for frihedskamp, men friheden tilhører alene indvidet: ingen pøbel eller politisk elite kan påtage sig at forsvare min frihed. - Når den alligevel gør det, er det forbandet hykleri!
Derimod vil en hær af danske mænd (og de må gerne være gule, grønne og sorte) i kamp mod fjenden, der truer Danmark altid kunne opflamme mit hjerte og min kampgejst... Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: sådan er det bare!
Per
tirsdag, november 28, 2006
tirsdag, november 07, 2006
Dæmonologi II
Fra Uriasposten:
En hvis Marianne Olsen udstiller på forbilledlig vis den politisk korrekte nihilismes hykleri - og den farlige tro på egen godhed -:
Frygten er en hæslig sygdom. Den rammer først øjnene så man ikke kan se - dernæst breder den sig til alle sanserne så patienten griber for sig, og føler at der ikke er andet at gøre end at udstede ordre.
Og hvad er vi så bange for? Svaret kommer lidt længere inde i en meget forvirret tekst:
Vi må glæde os over at Dansk Folkeparti ikke har haft den helt store fremgang ved kommune- og regionalvalget. Så der dog stadig er folk ude omkring, der har undgået denne uhyggelige sygdom, og kan vi håbe på at de seende kan gøre noget for at udrydde den. Mens tid er.
Det er uklart, hvordan sygdommen skal udryddes, men det står til gengældt klart at Mariannes frygt og intolerance er udtalt:
Jamen kan den sygdom da så hurtigt brede sig til forstanden, at det er umuligt at se det er DF der som en stærk magnet kalder på terroristen i mennesket.
At frygten er en sygdom, der hurtigt rammer forstanden, demonstrerer Mariannne Olsen således:
Hvad er der blevet af den danske fredelige opmærksomme integritet, der kan føre til konsensus ved at lytte og tale.
Hvordan mon Marianne forestiller sig, at hun kan danne konsensus med mennesker, hun som lægmand har diagnosticeret med en sygdom, der har ramt deres forstand, og som kalder på terroristen og mistroen i hende?
Et frisk pust, bliver til et surt udslip, og ingenting betyder noget.
Marianne har, et års tid før denne lille svada blev udgivet på P1, i en anden P1 udsendelse (Dagens spids 28. september 2004) selv efterlyst: "[...] en menneskeopfattelse der siger, at vi alle er lige, uden at være ens, at menneskets værdighed er uantastelig, så vi ikke opfinder nye begreber, for at nedgøre medmennesket og dermed gør det til modmenneske, er der måske et spinkelt håb. Uden den opfattelse eller i selvfedme – som det hedder nu om dage – er der kun ondskaben tilbage."
Det må atter stå uafklaret hvorfor dette friske pust fra Marianne - i en udsendelse, hvor hun tappert forsvarer Slimane Abderrahmane efter, at han har truet blandt andre statsministeren på DR2's Deadline på livet - pludselig et år senere er blevet til det sure udslip, vi nu analyserer... Ja, mere end det: for det er i min optik helt tydeligt, at Marianne ifølge sine egne begreber er blevet et ondt menneske. Men det er muligt, at hun er nået frem til, at ingenting betyder noget længere...(?)
Nej, om jeg begriber om man kommer nogen vegne ved at prædike frygt.
[...]
Men DF og dets medløbere ser ud til at have glemt hvad mennesket er i stand til. Eller de har aldrig vidst det. De kunne ellers have kigget lidt ud over deres egen næsetip, og tænkt sig om. Hvis de havde foretrukket klarsyn (frem) for magtbegær. Men magten og hadet der har blindet dem må først udryddes.
Formentlig ved fx Pia Kjærsgaard med erfaring fra typer som Marianne ganske udemærket, hvad mennesket er i stand til... men ved Marianne det i grunden: hun kan end ikke se indad, hvordan skulle hun så kunne se udad? At et sådant menneske prædiker klarsyn, og iøvrigt er blevet lektor... det er sgu skræmmende!
Hvornår bliver det helt klart, at frygt fremkalder terror istedet for at modarbejde den.
Jo, se lille ven, det er lige pludselig blevet helt og aldeles klart for mig.
Mariannes påstand er, at frygten gør blind - måske fordi den rammer forstanden. I endnu en udsendelse på P1 - organet for den laveste visdom - lader Marianne os forstå at:
"Hvis man først begynder at forhåne og nedværdige andre mennesker, så tager forhånelsen magten fra en, det ser vi jo, og tager den ikke magten fra en selv, så gør den det i konsekvenserne med afbrændinger, så de folk som har benyttet sig af forhånelsen til at gå videre, og det kan man jo ikke undre sig over at de gør, at de giver igen med samme mønt og gør det værre, for så bliver det jo bare den onde spiral."
Det er denne spiral, der i mere end 20. år - og som Marianne næsten syrrealistisk bidrager til - har bevirket, at vi i dag skal beskæftige os med en metadebat, der længe har umuliggjort en debat om den den egentlige udfordring i det 21. århundrede: multikulturalismen og de etniske, kulturelle, religiøse og økonomisk betingede problemer, der opstår af den doktrin.
I Danmark er der hul på bylden, og materien fosser ud af såret, men fx i Sverige, hvor Mariannes "medløbere" har magten, der lukker man skam munden på de folk, som har den sygdom, der rammer forstanden...
Jeg skal gerne skære ud i pap, hvorfor konen ikke burde optræde som pauseklovn for mine licenspenge (jeg formoder, at hun er passeret ubemærket gennem uddannelsessystemet via gruppeeksamen):
Det er en gammel sandhed, jeg tror det er Hitler der har fundet på det, at hvis man siger en løgn tilstrækkelig mange gange, så bliver den sand.
En gammel sandhed, men:
... det er bare ikke rigtigt, at tingene bliver sande fordi man siger en løgn, rigtig mange gange
Og lad os bare i det samme åndedrag, hvori vi aldeles modsiger os selv, gentage årets vel nok mest gentagede løgn:
... og den krise er altså ikke et spørgsmål om, eller var ikke et spørgsmål om ytringsfrihed, som jo ingen har antastet
Go dav do!
Per
En hvis Marianne Olsen udstiller på forbilledlig vis den politisk korrekte nihilismes hykleri - og den farlige tro på egen godhed -:
Frygten er en hæslig sygdom. Den rammer først øjnene så man ikke kan se - dernæst breder den sig til alle sanserne så patienten griber for sig, og føler at der ikke er andet at gøre end at udstede ordre.
Og hvad er vi så bange for? Svaret kommer lidt længere inde i en meget forvirret tekst:
Vi må glæde os over at Dansk Folkeparti ikke har haft den helt store fremgang ved kommune- og regionalvalget. Så der dog stadig er folk ude omkring, der har undgået denne uhyggelige sygdom, og kan vi håbe på at de seende kan gøre noget for at udrydde den. Mens tid er.
Det er uklart, hvordan sygdommen skal udryddes, men det står til gengældt klart at Mariannes frygt og intolerance er udtalt:
Jamen kan den sygdom da så hurtigt brede sig til forstanden, at det er umuligt at se det er DF der som en stærk magnet kalder på terroristen i mennesket.
At frygten er en sygdom, der hurtigt rammer forstanden, demonstrerer Mariannne Olsen således:
Hvad er der blevet af den danske fredelige opmærksomme integritet, der kan føre til konsensus ved at lytte og tale.
Hvordan mon Marianne forestiller sig, at hun kan danne konsensus med mennesker, hun som lægmand har diagnosticeret med en sygdom, der har ramt deres forstand, og som kalder på terroristen og mistroen i hende?
Et frisk pust, bliver til et surt udslip, og ingenting betyder noget.
Marianne har, et års tid før denne lille svada blev udgivet på P1, i en anden P1 udsendelse (Dagens spids 28. september 2004) selv efterlyst: "[...] en menneskeopfattelse der siger, at vi alle er lige, uden at være ens, at menneskets værdighed er uantastelig, så vi ikke opfinder nye begreber, for at nedgøre medmennesket og dermed gør det til modmenneske, er der måske et spinkelt håb. Uden den opfattelse eller i selvfedme – som det hedder nu om dage – er der kun ondskaben tilbage."
Det må atter stå uafklaret hvorfor dette friske pust fra Marianne - i en udsendelse, hvor hun tappert forsvarer Slimane Abderrahmane efter, at han har truet blandt andre statsministeren på DR2's Deadline på livet - pludselig et år senere er blevet til det sure udslip, vi nu analyserer... Ja, mere end det: for det er i min optik helt tydeligt, at Marianne ifølge sine egne begreber er blevet et ondt menneske. Men det er muligt, at hun er nået frem til, at ingenting betyder noget længere...(?)
Nej, om jeg begriber om man kommer nogen vegne ved at prædike frygt.
[...]
Men DF og dets medløbere ser ud til at have glemt hvad mennesket er i stand til. Eller de har aldrig vidst det. De kunne ellers have kigget lidt ud over deres egen næsetip, og tænkt sig om. Hvis de havde foretrukket klarsyn (frem) for magtbegær. Men magten og hadet der har blindet dem må først udryddes.
Formentlig ved fx Pia Kjærsgaard med erfaring fra typer som Marianne ganske udemærket, hvad mennesket er i stand til... men ved Marianne det i grunden: hun kan end ikke se indad, hvordan skulle hun så kunne se udad? At et sådant menneske prædiker klarsyn, og iøvrigt er blevet lektor... det er sgu skræmmende!
Hvornår bliver det helt klart, at frygt fremkalder terror istedet for at modarbejde den.
Jo, se lille ven, det er lige pludselig blevet helt og aldeles klart for mig.
Mariannes påstand er, at frygten gør blind - måske fordi den rammer forstanden. I endnu en udsendelse på P1 - organet for den laveste visdom - lader Marianne os forstå at:
"Hvis man først begynder at forhåne og nedværdige andre mennesker, så tager forhånelsen magten fra en, det ser vi jo, og tager den ikke magten fra en selv, så gør den det i konsekvenserne med afbrændinger, så de folk som har benyttet sig af forhånelsen til at gå videre, og det kan man jo ikke undre sig over at de gør, at de giver igen med samme mønt og gør det værre, for så bliver det jo bare den onde spiral."
Det er denne spiral, der i mere end 20. år - og som Marianne næsten syrrealistisk bidrager til - har bevirket, at vi i dag skal beskæftige os med en metadebat, der længe har umuliggjort en debat om den den egentlige udfordring i det 21. århundrede: multikulturalismen og de etniske, kulturelle, religiøse og økonomisk betingede problemer, der opstår af den doktrin.
I Danmark er der hul på bylden, og materien fosser ud af såret, men fx i Sverige, hvor Mariannes "medløbere" har magten, der lukker man skam munden på de folk, som har den sygdom, der rammer forstanden...
Jeg skal gerne skære ud i pap, hvorfor konen ikke burde optræde som pauseklovn for mine licenspenge (jeg formoder, at hun er passeret ubemærket gennem uddannelsessystemet via gruppeeksamen):
Det er en gammel sandhed, jeg tror det er Hitler der har fundet på det, at hvis man siger en løgn tilstrækkelig mange gange, så bliver den sand.
En gammel sandhed, men:
... det er bare ikke rigtigt, at tingene bliver sande fordi man siger en løgn, rigtig mange gange
Og lad os bare i det samme åndedrag, hvori vi aldeles modsiger os selv, gentage årets vel nok mest gentagede løgn:
... og den krise er altså ikke et spørgsmål om, eller var ikke et spørgsmål om ytringsfrihed, som jo ingen har antastet
Go dav do!
Per
lørdag, november 04, 2006
Asyl, torturbødler og fosterdrab
Nu spørger man måske med rette, hvad i alverden disse ting dog har med hinanden at gøre? Jo, se det er en lang historie, og den begynder med et indlæg på humanisme.dk, hvor Rune Engelbreth Larsen viser sædvanen trods og bliver endog meget pragmatisk og nuanceret:
Hvornår er et barn et barn? Ved undfangelsen? Når det fødes? Netop af pragmatiske grunde er der ikke noget entydigt svar på spørgsmålet. Det er f.eks. også meningsløst at kalde det for »mord« at få foretaget en abort i 13. uge, men ikke i 12. uge - ligesom det heller ikke er indlysende, at der er tale om mere eller mindre mord ved en frivillig abort efter tre måneders graviditet end efter syv måneders graviditet.
Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.
Om abortgrænsen f.eks. er 12 eller 24 uger, gør det heller ikke mere eller mindre etisk at få foretaget et svangerskabsafbrydende indgreb - men pragmatisk betinget af overvejelser, som vurderer pro et contra forskelligt.
Når abort overhovedet skal tillades efter min mening, skyldes det ikke overvejelser over, om det er mere eller mindre etisk eller ej, men netop som resultat af en pragmatisk vurdering af fordele og ulemper, hvis parametre langtfra er absolutte, men som afhænger af en række vanskelige hensyn og samvittighedsspørgsmål. Ulemperne af et forbud mod abort er ganske enkelt værre end ulemperne af fri abort (op til en vis - lige så vanskeligt definerbar - grænse).
For selv om abort forbydes, vil indgrebet alligevel blive foretaget i stort antal, ofte med alvorlige risici for moderen. Dette argument er væsentligt, men natuligvis ikke endegyldigt, for der er jo andre indgreb og handlinger, som vi forbyder, selv om det ikke hindrer, at de alligevel begås.
Derfor kan det også kun være én faktor i en argumentation.
Efter at have set min datter blive født, skal jeg gerne indrømme, at det vender sig i mig, når jeg tænker på fosterdrab. Faktisk er jeg mere nu end tidligere tilbøjelig til at acceptere fx begrebet fosterdrab, hvor jeg før ville have benævnt fænomenet: abort. I hvert fald giver ordet for mig mening, når vi taler om fjernelse efter 12. uge.
Men Rune bliver altså pragmatisk og vil gerne undgå emotionelt negativt ladede betegnelser, når han skal forsvare aborten:
Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.
Rune argumenterer imidlertid ikke for synspunktet, og det er næppe heller tilfældigt: Personligt ville jeg have det rigtig godt med, at en person der sparkede et barn ihjel i moderens mave ville blive tiltalt for vold med døden til følge, og eventuelt uagtsomt manddrab. Hvis kvinden heller ikke overlever mishandlingen, bør man i mine øjne rejse tiltale for dobbeltdrab.
Dette til trods modsætter Rune sig betegnelsen "mord" for en provokeret abort i fx 8. måned; velsagtens ud fra en fornemmelse af, at han ellers ville kunne associeres med den holdning, at det er i orden at myrde ufødte børn. Og se det lyder jo ikke godt...
Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om abort eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må moderen udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.
Hendes etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Etisk Råds, uanset hvor akademisk veluddannede medlemmerne af Rådet er - for fosteret eller barnet er i hendes krop, og enhver beslutning griber ind i hendes liv, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for moderen, end det har for skrivebords-etikeren.
Moderens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument for fri abort - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at moderen som bekendt ikke er den eneste faktor.
Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (abortforbud - eller fri abort til dagen før fødslen), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.
Lad os imidlertid oversætte dette synspunkt til en anden kontekst: en kontekst, hvor Rune ikke evner denne perspektiverende og åbne optik.
Man kan derfor vælge at forestille sig, at jeg har skrevet følgende i sin helhed:
Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om asyl eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må myndigheden udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.
Dens etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Rune Engelbreth Larsens, uanset hvor akademisk veluddannet han er - for flygtningen eller asylsøgeren er i landet, og enhver beslutning griber ind i landets forhold, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for myndigheden, end det har for skrivebords-etikeren.
Myndighedens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument mod opholdstilladelse - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at myndigheden som bekendt ikke er den eneste faktor.
Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (ubetingede opholdstilladelser - eller indespærring til dagen før udvisning), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.
Om end ovenstående ikke er helt egnet til konteksten så kan i det mindste det optiske skift tjene til en perspektivering af Runes helt egne ord omkring emnet asyl:
Enhver politiker, der indretter lovene på en måde, så mennesker ender i et torturkammer, er og bliver i sidste ende selv en torturbøddel. Vi kan pakke denne uvelkomne sandhed ind, ryste på hovedet og nægte at sige det højt om vores egne, pæne politikere bag Christiansborgs slotsmure. Men sandheden er, at hver eneste danske politiker, som ikke har gjort alt [ALT] for at forhindre en lovgivning, der som resultat driver flygtninge til selvmord eller sender flygtninge i hænderne på en torturbøddel, selv er en torturbøddel.
Hvor i alverden blev nuancerne af? I abortdebatten hævder Rune det absurde i et absolut standpunkt. Altså: i en sag, hvor han ikke selv har et absolut standpunkt, mener han, at:
Mig bekendt er den eneste af disse yderpositioner, der seriøst forfægtes, den, som abortmodstanderne hylder i form af deres skinhellige absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om mord på et barn, og at det i alle tilfælde er forkert, basta.
Det er med Runes ord "en unuanceret skinhellighed" at hævde, at fx Rune sanktionerer mord på ufødte børn. Men i anden sammenhæng er dette absolut absurde standpunkt, overhovedet ikke spor problematisk:
Det er danske politikere, som har vedtaget love, der kan administreres på en måde, der sender systemkritikere og andre forfulgte lige lukt i hænderne på de totalitære regimer, som de er flygtet fra. I flere tilfælde kan danske politikere således afgjort være ansvarlige for at skubbe til den dominobrik, der over en række mellemstationer tilslutter strømmen i torturkammeret [-?] for nu at fastholde metaforen.
Kæden har mange led, f.eks. asyllejre, årelang uvished, psykisk sammenbrud, kritisabel sagsbehandling, dansk politieskorte ud af landet og udenlandske myndigheders pågribelse (f.eks. i Iran), før asylansøgeren i sidste ende havneri kløerne på en torturbøddel i en afsondret fængselscelle. Men et nok så labyrintisk og tidskrævende forløb hverken kan eller bør skjule det faktum, at vejen til torturbødlen rent faktisk også kan begynde på en dansk ministers skrivebord.
En perspektiverende indvending mod det fantastiske synspunkt, at en dansk minister "metaforisk" udtrykt "tilslutter strømmen i torturkammeret", kunne være en fastholdelse af, at den politiske flygtning faktisk selv står med ansvaret for sin situation. - I det mindste i de sager, hvor vedkommende selv har lagt sig ud med et totalitært system i sit hjemland.
Politisk forfølgelse er ofte et resultat af en række eksistentielle valg, og er derfor i min optik skæbnebetingede. Ens samvittighed har valgt at følge en vej, der kan føre til lemlæstelse og død. Det kan ingen dansk myndighed have ansvaret for! Kæden er altså ikke startet hos ministeren, eller hos lovgiveren eller hos nogle som helst andre end flygtningen, der i dette tilfælde må siges at have truffet et eksistentielt valg - nogle gange på vegne af en hel familie.
Der gives så også de sager, hvor flygtningen er blevet forfulgt af grunde, der ikke umiddelbart kan tilskrives et valg foretaget af vedkommende. Men i disse sager adskiller den politiske flygtnings skæbne sig jo ikke videre fra en person, der sulter ihjel i fx Afrika. I hvert fald ikke på anden måde, end at den politiske flygtning har råd til at rejse meget langt for at stille andre til ansvar for hans skæbne. Men dette kan vel heller ikke være de danske myndigheders ansvar?
Alternativt kan man med Runes abortforsvar i mente påpege det absurde i en skinhellig absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om tortur af en flygtning. Og i den forbindelse ihukommer vi jo, at Rune ikke mente, at betegnelsen "mord" overhovedet hørte hjemme i debatten. Men hvis man kan mene, at betegnelsen "mord" ikke bør bruges som betegnelse for en provokeret abort i 8. måned, så kan man måske tilsvarende tillade sig at mene, at ordet torturbøddel næppe hører hjemme i en debat om hjemsendelse af flygtninge - eller hvad?
Opsummerende afskriver Rune kategorisk flygtningens ansvar for egen skæbne, og han problematiserer danske myndigheders legitime ret til at træffe beslutninger i landets interesse med hjemmel i dansk lov, såvel som han på et populistisk og usagligt grundlag anklager lovgiverne for medskyldighed i forbrydelser begået i fremmede lande, under en lovgivning de ikke selv har vedtaget.
Lad os slutte med en definition af populisme, der spejler Runes egen:
Politikere med dansk baggrund, som har gjort eller sagt noget forkasteligt, er således rigelig grund til at kommentere i detalje og kan let føre til hadefulde angreb såvel som politianmeldelser. Her er ingen problemer med at kommentere enkeltsager, når man ved samme lejlighed kan udstille danske politikere som bekvemme syndebukke over én kam.
Per
Hvornår er et barn et barn? Ved undfangelsen? Når det fødes? Netop af pragmatiske grunde er der ikke noget entydigt svar på spørgsmålet. Det er f.eks. også meningsløst at kalde det for »mord« at få foretaget en abort i 13. uge, men ikke i 12. uge - ligesom det heller ikke er indlysende, at der er tale om mere eller mindre mord ved en frivillig abort efter tre måneders graviditet end efter syv måneders graviditet.
Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.
Om abortgrænsen f.eks. er 12 eller 24 uger, gør det heller ikke mere eller mindre etisk at få foretaget et svangerskabsafbrydende indgreb - men pragmatisk betinget af overvejelser, som vurderer pro et contra forskelligt.
Når abort overhovedet skal tillades efter min mening, skyldes det ikke overvejelser over, om det er mere eller mindre etisk eller ej, men netop som resultat af en pragmatisk vurdering af fordele og ulemper, hvis parametre langtfra er absolutte, men som afhænger af en række vanskelige hensyn og samvittighedsspørgsmål. Ulemperne af et forbud mod abort er ganske enkelt værre end ulemperne af fri abort (op til en vis - lige så vanskeligt definerbar - grænse).
For selv om abort forbydes, vil indgrebet alligevel blive foretaget i stort antal, ofte med alvorlige risici for moderen. Dette argument er væsentligt, men natuligvis ikke endegyldigt, for der er jo andre indgreb og handlinger, som vi forbyder, selv om det ikke hindrer, at de alligevel begås.
Derfor kan det også kun være én faktor i en argumentation.
Efter at have set min datter blive født, skal jeg gerne indrømme, at det vender sig i mig, når jeg tænker på fosterdrab. Faktisk er jeg mere nu end tidligere tilbøjelig til at acceptere fx begrebet fosterdrab, hvor jeg før ville have benævnt fænomenet: abort. I hvert fald giver ordet for mig mening, når vi taler om fjernelse efter 12. uge.
Men Rune bliver altså pragmatisk og vil gerne undgå emotionelt negativt ladede betegnelser, når han skal forsvare aborten:
Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.
Rune argumenterer imidlertid ikke for synspunktet, og det er næppe heller tilfældigt: Personligt ville jeg have det rigtig godt med, at en person der sparkede et barn ihjel i moderens mave ville blive tiltalt for vold med døden til følge, og eventuelt uagtsomt manddrab. Hvis kvinden heller ikke overlever mishandlingen, bør man i mine øjne rejse tiltale for dobbeltdrab.
Dette til trods modsætter Rune sig betegnelsen "mord" for en provokeret abort i fx 8. måned; velsagtens ud fra en fornemmelse af, at han ellers ville kunne associeres med den holdning, at det er i orden at myrde ufødte børn. Og se det lyder jo ikke godt...
Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om abort eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må moderen udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.
Hendes etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Etisk Råds, uanset hvor akademisk veluddannede medlemmerne af Rådet er - for fosteret eller barnet er i hendes krop, og enhver beslutning griber ind i hendes liv, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for moderen, end det har for skrivebords-etikeren.
Moderens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument for fri abort - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at moderen som bekendt ikke er den eneste faktor.
Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (abortforbud - eller fri abort til dagen før fødslen), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.
Lad os imidlertid oversætte dette synspunkt til en anden kontekst: en kontekst, hvor Rune ikke evner denne perspektiverende og åbne optik.
Man kan derfor vælge at forestille sig, at jeg har skrevet følgende i sin helhed:
Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om asyl eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må myndigheden udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.
Dens etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Rune Engelbreth Larsens, uanset hvor akademisk veluddannet han er - for flygtningen eller asylsøgeren er i landet, og enhver beslutning griber ind i landets forhold, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for myndigheden, end det har for skrivebords-etikeren.
Myndighedens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument mod opholdstilladelse - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at myndigheden som bekendt ikke er den eneste faktor.
Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (ubetingede opholdstilladelser - eller indespærring til dagen før udvisning), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.
Om end ovenstående ikke er helt egnet til konteksten så kan i det mindste det optiske skift tjene til en perspektivering af Runes helt egne ord omkring emnet asyl:
Enhver politiker, der indretter lovene på en måde, så mennesker ender i et torturkammer, er og bliver i sidste ende selv en torturbøddel. Vi kan pakke denne uvelkomne sandhed ind, ryste på hovedet og nægte at sige det højt om vores egne, pæne politikere bag Christiansborgs slotsmure. Men sandheden er, at hver eneste danske politiker, som ikke har gjort alt [ALT] for at forhindre en lovgivning, der som resultat driver flygtninge til selvmord eller sender flygtninge i hænderne på en torturbøddel, selv er en torturbøddel.
Hvor i alverden blev nuancerne af? I abortdebatten hævder Rune det absurde i et absolut standpunkt. Altså: i en sag, hvor han ikke selv har et absolut standpunkt, mener han, at:
Mig bekendt er den eneste af disse yderpositioner, der seriøst forfægtes, den, som abortmodstanderne hylder i form af deres skinhellige absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om mord på et barn, og at det i alle tilfælde er forkert, basta.
Det er med Runes ord "en unuanceret skinhellighed" at hævde, at fx Rune sanktionerer mord på ufødte børn. Men i anden sammenhæng er dette absolut absurde standpunkt, overhovedet ikke spor problematisk:
Det er danske politikere, som har vedtaget love, der kan administreres på en måde, der sender systemkritikere og andre forfulgte lige lukt i hænderne på de totalitære regimer, som de er flygtet fra. I flere tilfælde kan danske politikere således afgjort være ansvarlige for at skubbe til den dominobrik, der over en række mellemstationer tilslutter strømmen i torturkammeret [-?] for nu at fastholde metaforen.
Kæden har mange led, f.eks. asyllejre, årelang uvished, psykisk sammenbrud, kritisabel sagsbehandling, dansk politieskorte ud af landet og udenlandske myndigheders pågribelse (f.eks. i Iran), før asylansøgeren i sidste ende havneri kløerne på en torturbøddel i en afsondret fængselscelle. Men et nok så labyrintisk og tidskrævende forløb hverken kan eller bør skjule det faktum, at vejen til torturbødlen rent faktisk også kan begynde på en dansk ministers skrivebord.
En perspektiverende indvending mod det fantastiske synspunkt, at en dansk minister "metaforisk" udtrykt "tilslutter strømmen i torturkammeret", kunne være en fastholdelse af, at den politiske flygtning faktisk selv står med ansvaret for sin situation. - I det mindste i de sager, hvor vedkommende selv har lagt sig ud med et totalitært system i sit hjemland.
Politisk forfølgelse er ofte et resultat af en række eksistentielle valg, og er derfor i min optik skæbnebetingede. Ens samvittighed har valgt at følge en vej, der kan føre til lemlæstelse og død. Det kan ingen dansk myndighed have ansvaret for! Kæden er altså ikke startet hos ministeren, eller hos lovgiveren eller hos nogle som helst andre end flygtningen, der i dette tilfælde må siges at have truffet et eksistentielt valg - nogle gange på vegne af en hel familie.
Der gives så også de sager, hvor flygtningen er blevet forfulgt af grunde, der ikke umiddelbart kan tilskrives et valg foretaget af vedkommende. Men i disse sager adskiller den politiske flygtnings skæbne sig jo ikke videre fra en person, der sulter ihjel i fx Afrika. I hvert fald ikke på anden måde, end at den politiske flygtning har råd til at rejse meget langt for at stille andre til ansvar for hans skæbne. Men dette kan vel heller ikke være de danske myndigheders ansvar?
Alternativt kan man med Runes abortforsvar i mente påpege det absurde i en skinhellig absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om tortur af en flygtning. Og i den forbindelse ihukommer vi jo, at Rune ikke mente, at betegnelsen "mord" overhovedet hørte hjemme i debatten. Men hvis man kan mene, at betegnelsen "mord" ikke bør bruges som betegnelse for en provokeret abort i 8. måned, så kan man måske tilsvarende tillade sig at mene, at ordet torturbøddel næppe hører hjemme i en debat om hjemsendelse af flygtninge - eller hvad?
Opsummerende afskriver Rune kategorisk flygtningens ansvar for egen skæbne, og han problematiserer danske myndigheders legitime ret til at træffe beslutninger i landets interesse med hjemmel i dansk lov, såvel som han på et populistisk og usagligt grundlag anklager lovgiverne for medskyldighed i forbrydelser begået i fremmede lande, under en lovgivning de ikke selv har vedtaget.
Lad os slutte med en definition af populisme, der spejler Runes egen:
Politikere med dansk baggrund, som har gjort eller sagt noget forkasteligt, er således rigelig grund til at kommentere i detalje og kan let føre til hadefulde angreb såvel som politianmeldelser. Her er ingen problemer med at kommentere enkeltsager, når man ved samme lejlighed kan udstille danske politikere som bekvemme syndebukke over én kam.
Per
Abonner på:
Opslag (Atom)