fredag, april 20, 2007

300



I moderne sprogbrug en kontroversiel film... en helt igennem provokerende film. Hvad visse anmeldelser da også til perfektion demontrerer:

"300" er ca. så tæt man kan komme på et visualiseret computerspil, komplet med forskellige niveauer og end-of-level monstre. Alene af den grund fremstår den nylige iranske vrede over filmen komisk, for "300" har ikke noget som helst med noget som helst at gøre, men er en rendyrket stiløvelse. Den er så tom som en buldrende tønde, men unægtelig et betagende syn, med action og lemlæstelser nok til at tilfredsstille selv de mest boldtørstige. Filmen er komplet stiliseret i bronzefarver. Kun de olieindsmurte fitnessfreaks er virkelige, alt andet er tilføjet digitalt.

En smørre, der siger noget om anmelderens evne til at glo sig dum på filmens æstetik, og absolut intet om dens ret klare budskaber. Det er en gennemgående trend i de anmeldelser jeg har læst, at anmelderen er ude af stand til at fange dette budskab. Enten er filmen en æstetisk bombe blottet for indhold og mening, eller også er den propaganda for dansk folkeparti. Hvilket faktisk er ret skræmmende, men nok symptomatisk for vor tids almindeligste intellektuelle mennesketype: det blegfede, pascifistiske, selvoptagede og dybt ahistoriske computervrag, hvis virkelighed som oftere er bits og bytes end kød og blod.

Andetsteds lyder det fra den samme anmelder:

De 300 muskelsvulmende nietzscheanske übermensch, der unægteligt mere ligner en gruppe Chippendales end soldater, tager af sted på den tilsyneladende håbløse færd.

Hvilket naturligvis er en idiosynkratisk perfiditet, der siger et eller andet om anmelderens egen ahistoriske tilgang til stoffet, i det han ikke med et ord nævner, at smukke mandekroppe faktisk var det græske ideal. Men det forhindrer ham ikke i at hamre følgende banale pointe igennem:

Filmen tager udgangspunkt i det historiske slag ved Thermopylæ omkring 480 f.Kr. - et faktum som man dog roligt kan se gennem fingre med, eftersom realisme eller nogen form for historisk gendigtning ikke er blandt denne films ambitioner. Den er i stedet tilfreds med at være et sansemæssigt bombardement af et eventyr.

Hvis man er aldeles blottet for nogen som helst ide om, hvad det er filmen gerne vil sige, så giver denne simplistiske udlægning rent faktisk mening; omend på et akkurat så tumpet niveau, at det forhindrer anmelderen i at forholde sig til filmen overhovedet: ignoranten finder filmen overfladisk, fordi hans eget udgangspunkt er overfladisk. - Sådan må det nødvendigvis være.

Lad os kigge på en anden anmelder, der i det mindste har forstået, at filmen faktisk også handler om noget. Men nu lægges emfasen udelukkende på den politiserende fortolkning, mens æstetikken reduceres til et ukarakteriserende "meget flot".

Man må glæde sig i sit stille sind over at Hitler og Goebbels ikke rådede over et filmapparat som det, vore amerikanske allierede har til deres rådighed i dag. Den følelse går man ud af biografen med efter det mest rendyrkede stykke krigsretorik og volds- og blodfascination, vi har set i mange år.

Nazikortet er spillet allerede i den første sætning, og man ved med det samme, hvad der nu skal ske:

Og endnu tykkere og endnu mere kvalmende. For ikke nok med at spartanerne er ædle, tapre, hårdføre og ubøjelige og anser hinanden som frie og lige - deres fjender er til gengæld sadistiske slavepiskere, der anser kvinder for mindreværdige, foragtelige og urene, som mishandler deres trælle, som vælter sig i dekadente seksuelle udskejelser, mærkede og vansirede af unævnelige sygdomme, ja, selv kæmpen Xerxes, menneskeguden, har umiskendelige træk af transseksualitet eller homoseksualitet, kvindagtig blødhed i bevægelserne og særdeles feminine linjer omkring øjne og mund. For slet ikke at tale om Xerxes og persernes konstante forsøg på at bestikke eller afpresse sig frem, mens spartanerne har den noget enklere holdning, at en mand er end mand, et ord er et ord og et sværd er et sværd.

Denne anmelder, der er blind for æstetikken overhovedet, forsømmer at vise, hvordan 300, skriver sig ind i den mytologiske tradition som vi kender fra film som Star Wars og Ringenes Herre. Med enklere midler end de tre nye Star Wars film, og også meget mere ærligt og kontant end dem, behandler den spørgsmål, der er prægnante i tiden.

Fordi filmen er mytologisk og således "urealistisk", så forsvinder det "ondes" menneskelige træk også. I 300 er det "onde", symboliseret ved despotismens guddommeligt sanktionerede korruption af den menneskelige ånd. Xerxes bliver symbol og således også princip for: ufriheden, foragten for individet og logikken og kravet om knæfald for den uindskrænkede magt.

Med sin brændende gentagne snak om død, blod og ære og om jord og vand kalder den konstant på dystre mindelser om en anden krigsromantisk kultur, nemlig den nazistiske, der med sin Blut und Boden-ideologi fremelskede så dødskult-fikserede elitekorps som SS. En fascistisk romantik lige så kvalmende som den form for retorik, der sender tusinder af unge muslimske terrorister i døden med løftet om guddommeligt efterliv og evig velsignelse.

I sit essay: Notes on nationalism, foretager den store analytiker af totalitarismen, George Orwell en distinktion mellem patriotisme og noget han i mangel på et bedre term vælger at kalde nationalisme:

Nationalism is not to be confused with patriotism. Both words are normally used in so vague a way that any definition is liable to be challenged, but one must draw a distinction between them, since two different and even opposing ideas are involved. By ‘patriotism’ I mean devotion to a particular place and a particular way of life, which one believes to be the best in the world but has no wish to force on other people. Patriotism is of its nature defensive, both militarily and culturally. Nationalism, on the other hand, is inseparable from the desire for power. The abiding purpose of every nationalist is to secure more power and more prestige, not for himself but for the nation or other unit in which he has chosen to sink his own individuality.

Med George Orwell træder det tydeligt frem, at det der karakteriserer spartanerne i filmen er en indædt patriotisme, mens Xerxes bliver symbolet på Orwells dårligt definerede "nationalisme", som han allerede på det tidspunkt han skriver essayet burde have indset, er selve totalitarismen i svøb.

Spartanerne angriber ikke: de bliver angrebet, og det gør faktisk hele forskellen! De ikke bare forsvarer en livsstil og en hjemstavn i ord, de forsvarer den med hver en stolt fiber i deres krop. De udlever dens ånd og er tro mod dens lov. Hvis de mister den, så mister de sig selv!

Frihedsbegrebet er temmeligt simpelt: frihed er evnen og viljen til modstandskamp. Har man ikke den, vil man før eller siden blive træl - som er det modsatte af fri, fordi andre er ens vilje.

Denne pointe bliver især synlig, da dronningen fortæller forrædderen, at frihed sådan set ikke er frihed, fordi den skal betales med den højeste pris: blod! I antikken havde dette været en overflødig kommentar, og den er til ære for et moderne publikum, der tager friheden for givet, og derfor slet ikke har fortjent den - og af den grund også før eller siden vil miste den.

Men denne dybe pointe må naturligvis prelle fuldstændigt af på vores tids dekadente og overfladiske elite, ligesom den da heller ikke i filmen umiddelbart fattes af den spartanske ditto, i hvem politik er blevet en blodsygdom.

Men når nu man ikke forstår, hvad der bliver sagt, kan man jo lige så godt gøre sig dum, og udstille sin oikofobi for alverden:

Det er en flot krigerfilm, høj underholdning på det rene testosteron-niveau, kunst på samme måde som en boksefilm kan være det, underholdende som en Rambo-film.

Men det er også en gang rædselsfuld kulturmobilisering af værste skuffe. Ikke nogen behagelig oplevelse....


Der imod skal jeg blot konstatere, at filmen er et antitotalitært manifest i en tid, hvor den totalitære fordummelse trænger sig på. I sin samtale med Leonidas håner Xerxes grækerne for deres overdrevne tillid til logikken, og truer ham med at udslette ethvert minde om Sparta fra historiens sider.

Udslettelsen af historien og hukommelsen såvel som logikken er de værktøjer, George Orwell i sit analytiske mesterværk 1984 lader den Oligarkiske Kollektivisme (Engelsk Socialismen, Engsoc) benytte til realisering af den grænseløse magthunger, der gennem massernes bevidstløshed vil inkarnere den gud (Store Broder), der hader, foragter og frygter enhver individualitet.

Derfor bliver dette lille mesterværk af en film en hyldest til det frie menneske. Og understreger i et orgie af blod, at denne frihed altid skal købes dyrt...

Per

15 kommentarer:

raapil sagde ...

Der er masser af potentielle selvmodsigelser i dit indlæg, Per. Men lad mig pege på denne:

Spartanerne angriber ikke: de bliver angrebet, og det gør faktisk hele forskellen! De ikke bare forsvarer en livsstil og en hjemstavn i ord, de forsvarer den med hver en stolt fiber i deres krop. De udlever dens ånd og er tro mod dens lov. Hvis de mister den, så mister de sig selv!

Kan dette ikke lige så godt læses som forsvar og forståelse for Osama bin Ladens arabisk-muslimske frihedskamp?

Per sagde ...

Der er masser af potentielle selvmodsigelser i dit indlæg, Per.

Det kan du sgu da sagtens sige! ;-)

Kan dette ikke lige så godt læses som forsvar og forståelse for Osama bin Ladens arabisk-muslimske frihedskamp?

Hvori består selvmodsigelsen?

Massere af muslimer ser Osama som en frihedskæmper, en forsvarer. Men han er et i mine øjne inkarneret symbol på totalitarisme: betænk det Talibanske vanvid i Afghanistan. Saudi Arabien er simpelthen ikke ekstremt nok for den herre!

Osama vil ikke gøre muslimer frie, han vil gøre dem til bevidstløse trælle for Muhammed. Islam betyder underkastelse, og her er skam en, der mener det alvorligt.

Han er ganske vist mange muslimers ynglingskæledyr, fordi han har givet USA en blodtud. Men skulle han en dag komme til at bestemme over dem, så mon ikke, at de fleste i grunden ville betakke sig.

- Men se: så er det bare for sent, fordi man deponerede sin vilje og almindelig sund fornuft i himlen...

Per

raapil sagde ...

Osama er uden tvivl totalitær, men filmen 300 kan ikke genbruges som fornuftigt billede på nutidens konflikter.

Spartanerne var et herrefolk, hvis hær egentlig var oprettet som en slags dødspatruljer, der skulle afholde de indfødte heloter fra at begå oprør.

Heloterne var angiveligt mellem 8-10 gange så mange som spartanerne, og om ikke slaver, så dog en slags livegne og undermennesker i forhold til spartanerne.

Slaget ved Thermopylæ kan vel ikke på samme tid være symbol på en evig kamp mellem øst/vest, demokrati/tyranni og underkastelse/frihed?

febrilsk-tabasco sagde ...

Først og fremmest synes jeg det er dejligt at se en anmeldelse af anmelderne. Det har jeg ligefrem aldrig set før. Håber der vil komme flere af den slags :-)

Til Raapil:
Det er jo en kendsgerning at filmen omhandler bl.a. temaerne demokrati/tyranni og underkastelse/frihed. Og dette kan sagtens perspektivers til nutidens verden.

Hilsen
Charlotte

raapil sagde ...

Det er jo en kendsgerning at filmen omhandler bl.a. temaerne demokrati/tyranni og underkastelse/frihed. Og dette kan sagtens perspektivers til nutidens verden.

Jada, hvis man tager filmen som ren fiktion, der intet har med den historiske virkelighed at gøre.

Det er i øvrigt også sådan, siger han selv, instruktøren har tænkt den.

Per sagde ...

Jada, hvis man tager filmen som ren fiktion, der intet har med den historiske virkelighed at gøre.

Og du vil naturligvis med udgangspunkt i min tekst og ikke dit eget hovede være så venlig at fortælle mig, hvor det er, at du mener, at jeg siger noget andet?

Per

raapil sagde ...

Tja, du siger vel egentlig begge dele:

Denne anmelder, der er blind for æstetikken overhovedet, forsømmer at vise, hvordan 300, skriver sig ind i den mytologiske tradition som vi kender fra film som Star Wars og Ringenes Herre. Med enklere midler end de tre nye Star Wars film, og også meget mere ærligt og kontant end dem, behandler den spørgsmål, der er prægnante i tiden.

Altså, filmen er mytologisk, men den behandler også spørgsmål, der er 'prægnante i tiden'.

De spørgsmål ekspliciterer du ikke, og man kan jo så gætte på, om det er øst/vest, europæisk demokrati/asiatisk despoti, indvandrerdabatten, islam/kristen kultur eller andet, du tænker på.

Men udelukkende mytologisk er filmen vel ikke, når den kan behandle 'tidens prægnante emner'.

Per sagde ...

De spørgsmål ekspliciterer du ikke, og man kan jo så gætte på, om det er øst/vest, europæisk demokrati/asiatisk despoti, indvandrerdabatten, islam/kristen kultur eller andet, du tænker på.

Jeg tillader mig at blive akkurat så konkret:

Der imod skal jeg blot konstatere, at filmen er et antitotalitært manifest i en tid, hvor den totalitære fordummelse trænger sig på.

... I det jeg meget nødigt vil skyde filmen noget i skoene den ikke kan bære.

Men udelukkende mytologisk er filmen vel ikke, når den kan behandle 'tidens prægnante emner'.

Jeg forsøger at forholde mig nuanceret til et stykke fiktion, der trods alt tager udgangspunkt i konkrete begivenheder, men som ikke tager fakta særligt alvorligt.

Det smukke ved mytologien er, at den afspejler "evige" problemstillinger. Og det peger tilbage på oldtidens måde at skrive "historien": man skrev til sin tid uden at bekymre sig alt for meget om fakta. Derved kom legenderne til at kredse om de paradoksale mysterier: død og genfødsel, bevarelse og destruktion, godt og ondt, frihed og trældom, magt og afmagt, etc... ligeledes blev de propaganda og historieforfalskning, såvel som reklame for guder - ganske som i vor tid. :-)

Historien var ikke at betragte, som et stykke objekt, der i detaljen skal nedfryses og bevares til evig tid.

Med andre ord: filmen er ikke en historietime; den er et mytologisk univers; og for at kunne være et stykke mytologi: en legende, så skal den behandle centrale eksistentielle problemstillinger.

Det mener jeg, at den gør ret godt, og jeg forsøger at begrunde, hvorfor jeg mener det. Det ramaskrig, der i visse politisk korrekte kredse har rejst sig, kunne tyde på, at jeg har ret. :-)

Dit "hybris", Raapil, består i, at du vil projicere dine konkrete fordomme om mig ind i en tekst, hvor jeg bestræber mig på at beskrive rammerne for de eksistentielle problemstillinger, jeg mener at spore i filmen.

Om filmen behandler de temaer bevidst eller ubevidst eller som en kombination eller overhovedet, er noget den enkelte må gøre op med sig selv.

Jeg har bare i al beskedenhed argumenteret for, at den hverken er "tom som en buldrende tønde" eller propaganda for Dansk Folkeparti. Og så ville jeg også lade blegt skinne igennem, at jeg er af den opfattelse, at de som har lavet filmen, også har forstået et eller andet om grækerne.

Per

agger sagde ...

Mht. hvilke nutidige allegorier, man kan lægge ind i temaet, har jeg faktisk bemærket, at filmen er ganske populær mange steder i Mellemøsten, hvor man ser USA som pendant til perserne og den arabiske verden som nutidens "grækere".

Så de nutidige perspektiver er nok mere universelle end som så.

agger sagde ...

Nu skrev jeg om Mellemøsten - se f.eks. 300 In Amman hos Black Iris of Jordan:

…By next week, 300 West Ammanis, armed with their mobiles as swords and sunscreen for shields, will climb into cars and set out to “Free Palestine”.

…They will only make it as far as Abdoun before being distracted by the thought of a Starbucks Orange Mocha Frappuccino.

Noget lignende kunne godt gøre sig gældende her :-)

raapil sagde ...

Per, når du og Katrine Winkel Holm begynder at hylde denne slags 'mytologiske fortællinger', så stikker der noget 'umytologisk' og meget konkrekt under :)

Per sagde ...

Mht. hvilke nutidige allegorier, man kan lægge ind i temaet, har jeg faktisk bemærket, at filmen er ganske populær mange steder i Mellemøsten, hvor man ser USA som pendant til perserne og den arabiske verden som nutidens "grækere".

Hvis jeg var muslim, ville jeg nok lægge vægt på, at fristeren Xerxes kunne symbolisere det dekadente, kapitalistiske USA.

Og at de hårdføre, puritanske spartanere har mere pendant til religiøs askese og beskedenhed.

Sådan noget i den stil...

Men jeg lander på den anden side af hegnet: blandt andet fordi Leonidas, da den degenererede og korrumperede eforiske præst siger: "We must Trust in the gods, Leonidas", svarer: "I would much prefer, that you listen to your reason."

Filmen er fuld af sådanne tillidserklæringer til logos, som må siges at være oplysningens og dermed den vestlige civilisations moder.

Men det er cool med mig, at araberne har det andet approach. især, hvis de føler en smule ubehag næste gang de ser en imam.

Per

Per sagde ...

Per, når du og Katrine Winkel Holm begynder at hylde denne slags 'mytologiske fortællinger', så stikker der noget 'umytologisk' og meget konkrekt under :)

Tjaah... det har du vel egentligt ret i.

Jeg er, som jeg nu har gjort mig angstrengelser for at demonstrere, af den overbevisning, at filmen er en hyldest til den frie kriger og fornuften.

Det er denne blog også...

Per

febrilsk-tabasco sagde ...

Apropos fortolkninger af og reaktioner på "300" så burde man unde sig selv at kigge lidt på Iran igennem
http://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2007/03/iran_erklrer_sp.html> glimmerende link til MNSBC.com:

febrilsk-tabasco sagde ...

Ja, det der HTML-kodeværk ska jeg altså først lige lære...beklager at linket ikke virkede.
men her er altså adressen:
http://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2007/03/iran_
erklrer_sp.html