Mit begreb om frihed. En sags værdi ligger undertiden ikke i det, som man opnår med den, men derimod i det, som man betaler for den - hvad den koster os. Lad mig give et eksempel. De liberale institutioner hører op med at være liberale, så snart de er realiserede: der findes derefter ikke nogen værre og grundigere skadevolder på friheden end liberale institutioner. Man ved jo, hvad de fører til: de underminerer viljen til magt, de er den til moral ophøjede nivellering af høj og lav, de gør små feje og veltilpasse - med dem triumferer flokdyret hver gang. Liberalisme: på tysk Herden-Vertierung [gøren til flokdyr]. Sålænge der endnu kæmpes for dem, frembringer de samme institutioner helt andre virkninger, så fremmer de faktisk friheden på storslået vis. Ved nærmere eftersyn er det krigen, der frembringer disse virkninger, krigen for liberale institutioner, der som krig lader de illiberale instinkter bestå. Og krigen opdrager til friheden. Thi hvad er frihed? At man har viljen til selvansvarlighed. At man fastholder den distance, der adskiller os. At man bliver mere ligegyldig over for møje, hårdhed, afsavn, ja, selv over for livet. At man er rede til at ofre mennesker for sin sag, sig selv ikke undtaget. Frihed betyder, at de mandlige, de krigs- og sejrsglade instinkter har herredømmet over andre instinkter, for eksempel over "lykkens" instinkt. Det menneske, der er blevet frit, og hvor meget ikke mere den ånd der er blevet fri, giver dén foragtelige art af velbefindende, som kræmmere, kristne, køer, kvinder, englændere og andre demokrater drømmer om, et spark. Det frie menneske er kriger. - I forhold til hvad måles friheden hos den enkelte såvel som hos folkeslag? I forhold til den modstand, der må overvindes, den møje, som det koster at holde sig ovenpå. Den højeste type af frie mennesker skulle man søge dér, hvor den største modstand bestandigt bliver overvundet: fem skridt væk fra tyranniet, tæt på trældommens faretærskel. Dette er psykologisk sandt, hvis man her ved "tyranner" forstår ubønhørlige og frygtelige instinkter, som udfordrer et maksimum af autoritet og mandstogt mod sig - den smukkeste type er Julius Cæsar -; dette er også politisk sandt, man kan bare vandre en tur gennem historien. De folkeslag, der var noget værd, blev noget værd, de blev det aldrig under liberale institutioner: den store fare skabte noget ud af dem, der fortjener ærefrygt, det er den fare, der først lærer os vore hjælpemidler, vore dyder, vort værge og våben, vor ånd at kende - som tvinger os til at være stærke... Første grundsætning: man må have det nødigt at være stærk: ellers bliver man det aldrig. - Hine store drivhuse for styrke, for de stærkeste slags mennesker, der hidtil har eksisteret, de aristokratiske fællesskaber af Roms og Venedigs slags, forstod frihed netop i den forstand, som jeg forstår ordet frihed: som noget, som man har og ikke har, som man vil, som man erobrer...
Frederich Nietzsche - Götzen-Dämmerung
Ingen kommentarer:
Send en kommentar