Krig, kvinder og rettigheder

Har fået en smule på puklen for mit indlæg: Rettigheder og metafysik. - Og det er jo glimrende. Min første formel: Når man er helt sikker, er det ved at være tid til at komme i tvivl.

Når jeg så får følgende kommentar med på vejen fra L:

Men ok indrømmet, jeg bryder mig generelt ikke om at NOGEN beskriver kvinder synonymt med noget "svagt" fordi de hyler og hviner. Det gør mænd fanme også, det kommer bare i en anden forklædning. Men det gør dem ikke til kvinder. Det gør dem til nogen forbistrede vatpikke...

Så forstår jeg godt pointen... Hvilket får mig til at overveje:

1) Hvor meget mandschauvinist er jeg?

2) Hvor meget har jeg lyst til at være det?

Når Kimpo fx på 37 grader skriver:

Feminiseringen af vesten reducerer mulighederne for at forsvare den moderne verden mod fjendtlige (sub)kulturer. Samtidig bliver middelmådigheden den herskende norm. Menneskets stræben, kreativitet og evne til problemløsning bliver, med den stærke kvindelige indflydelse på samfundsanliggender, drastisk reduceret.

Så er jeg faktisk nødt til at være enig med ham: kvindernes øgede magt i samfundet er IKKE et entydigt gode, og det skal kvinderne have at vide!

Hvis man vil have en uddybelse af, hvad det kan være Kimpo og jeg taler om, så kan man med fordel læse mit indlæg: Frihed, hvad er det... hvor Jeg lader den tyske filosof Friedrich Nietzsche få ordet; fordi hans kritik af moderniteten stadig er gældende, og fordi vi i dag bedre kan vurdere, konsekvenserne end hans samtid kunne. - Det vel og mærke i det omfang, at vi ikke er politisk korrekte, men derimod har mod til det vi egentligt godt ved!

Okay… hvis jeg er enig med både Kimpo og Nietzsche, så må jeg i hvert fald antages at være schauvinistisk; hvad betyder det så for mig personligt?

Jeg er ikke antidemokrat… jeg læner mig nærmere op af den holdning som Churchill gav udtryk for: Demokrati er det bedste vi for indeværende har. – Måske det er det det bedste vi nogensinde vil have – jeg har i hvert fald ikke et bedre bud.

Hvad er der så i vejen med demokratiet; jo: det fremmer middelmådighed, det repræsenterer en svækkelse, og det er flokdyrets politik. Oplysningstanken dyrker fornuften og demokratiet dyrker dialogen - og hvis nogle evner at være både absurd fornuftige, og sludre i det uendelige om ingenting, så er det kvinder (og mænd som vil indynde sig hos dem)!

Fornuften undervurderer mavefornemmelsen, den instinktive viden, vi besidder. Det er i den grad til skade for mandens dyder, som netop i kraft af den rolle vi evolutionært har indtaget, baserer sig på mavefornemmelser, hurtig tænkning og beslutningstagen.

Jeg så en BBC dokumentar om forskellen på mænd og kvinders hjerner… et par forsøg står stadig lysende klare for mig: pigebørn og drengebørn, når de udsættes for valgmuligheder reagerer vidt forskelligt!

I et forsøg kastede man pengesedler op i luften, hvorefter barnet skulle gribe så mange som muligt. Pigerne greb aldrig ret mange, mens drengene var meget dygtige. Instinktiv adfærd, hvor hjernens nedre og primitive regioner ikke blokeres og underlægges eftertænksomme veto.

I et andet forsøg opstillede man en barriere mellem mor og barn, hvorefter moderen skulle kalde på barnet. Pigerne stillede sig op og begyndte at græde, drengene løb ind i barrieren og forsøgte at vælte den… altså: kommunikativ strategi versus handlingsstrategi - igen: "primitiv".

Nogle drenge og piger kunne så i et eller andet omfang vise fleksibilitet indenfor dette mønster, men for mig er sagen klar: vi er næsten to forskellige arter; vi evner vidt forskellige ting, og benytter vidt forskellige strategier.

Siden stenalderen har de feminine værdier været på fremmarch… jeg ved det lyder åndsvagt, men det gør det ikke mindre sandt: Kultivering forudsætter en, hvis grad af hæmning i manden, og mandlige kvinder… i vores kultur er fænomenet bare ved at tage overhånd! Der må blæses til værdikamp, før mændene mister sig selv og dermed de dyder som gør os til mænd. I det omfang, at vores børn kun opdrages af kvinder, tager drengene simpelthen skade!

Vil jeg så forfølge og undertrykke kvinder? – Aldrig! Jeg anerkender i den grad kvindens vilje til magt, men tryk avler modtryk, og mændenes tid er kommet – forhåbentlig – hvor vi genfinder os selv, og frigør os fra kvindernes vamle omklamring. - Og vi elsker dem jo disse vidunderlige skabninger, så mon ikke vi formår at føre krigen med værdighed – og ubarmhjertig kærlighed?

Vi skal altså være klar over, at vi er komplementære væsner, og at dette beriger os, men det betyder også, at krigen mellem kønnene har evig karakter: den kan aldrig afblæses - og slet ikke til fordel for en af parterne. Tværtimod må vi ikke tabuisere den ene parts dyder, men med Nietzsches distancens patos se noget over os, og noget under os! Vi skal med andre ord værdsætte forskellene, men vi skal ikke respektere dem! Vi skal derimod markere os selv som individ og køn!

Hvad fanden! … blev jeg pludselig pluralist? … Svar: Jeg er pluralist! … men jeg er ikke absurd pluralist: alt er ikke lige; noget er bedre end andet i givne situationer og til givne tider - sådan er det bare! Og jeg ved, at jeg har kvinder nødig, det samme kan jeg ikke sige om Islam.

Betyder det så, at jeg melder mig under Kimpos faner?–: Hell no! Jeg har ikke brug for en rygklapperklub, krigen er min, og min alene! - Her bare en udfordring til andre mænd: bliv dig selv, og kæmp for alt, hvad du har kært!

Per