Spørgerunde

Raapil gengiver en række spørgsmål til statsministeren fra "salig" Søren Søndergård, der faldt for kniven i enhedslistens folketingsgruppe: et glimrende princip man har i det parti: at slagte sine hellige køer. - Sikke et blodbad iøvrigt, der kunne foranstaltes, hvis man bar dette princip frem til sin yderste konsekvens.

Men det var nu alligevel lidt ”synd”: manden havde en helt eminent underholdningsværdi, og han kunne sætte krydderi også på en kedelig debat. Det er et tab for enhedslisten, som de så må bære i deres princips hellige navn. Morale: det er oftest ufordelagtigt at være konsekvent.

Når det er sagt, vil jeg lige pointere noget i forbindelse med de to herrers samtale:

Når man betegner en "overordnet gruppe" af mennesker, eller i en spørgerunde søger at afdække statsministerens inderste motiver, så bevæger man sig ind i sprogets metafysiske verden, hvor grammatikken og begreberne lægger deres klamme hånd på realiteten. Det er selvfølgelig nok så vigtigt, for ellers kan man ikke kommunikere nået som helst. Men går man skridtet videre og forveksler grammatik og udsagn med realiteten selv, så kan man altid finde en gerningsmand: hele grammatikken projicerer vore egne fordomme ud på verden:

Friedrich Nietzsche – Götzen-Dämmerung
Med hensyn til sin opkomst hører sproget til i en tid med den mest rudimentære form for psykologi: vi bevæger os ind i et groft fetishvæsen, når vi gør os bevidste om sprog-metafysikkens grundforudsætninger – på tysk: fornuftens. Dette væsen ser overalt gerningsmand og gøren: det tror på viljen som årsag i det hele taget; det tror på "jeget", på jeget som væren, på jeget som substans og projicerer troen på jeg-substansen over på alle ting – først hermed skaber det begrebet ”ting”…


Hermed også en forklaring på den irriterende besættelse af altings køn i det tyske sprog. ;-)

Men når vi projicerer vore fordomme - og os selv i det hele taget - ud på tingene og dermed også menneskene, så afslører vi samtidigt noget om os selv:

Friedrich Nietzsche – Götzen-Dämmerung
Man kender min fordring til filosoffen om at stille sig hinsides godt og ondt – at have illusionen om den moralske dom under sig. Denne fordring følger af en indsigt, der for første gang er formuleret af mig: at der overhovedet ingen moralske kendsgerninger findes. Den moralske dom har det tilfælles med den religiøse, at den tror på realiteter som ikke er det. Moral er blot en tydning af visse fænomener, nærmere bestemt en mistydning. Den moralske dom hører som den religiøse til et bestemt trin af uvidenhed, hvor selv begrebet om det reale og det imaginære endnu mangler: således at ”sandhed” på et sådant trin betegner lutter ting, som vi i dag kalder for ”indbildninger”. Den moralske dom skal for så vidt aldrig tages bogstaveligt: som sådan indeholder den altid kun meningsløshed. Men den forbliver uvurderlig som semiotik: den åbenbarer i det mindste for den vidende, de mest værdifulde realiteter i kulturer og inderligheder, som ikke vidste nok til at ”forstå” sig selv. Moral er blot tegn-tale, blot symptomatologi: man må i forvejen vide, hvad det handler om, for at kunne drage nytte af den.


Hvad afslører så samtalen mellem de to - hvad er deres diagnose? -: at Søren er den bløde moralske mand, og at statsministeren er den stærke - måske endda amoralske?

Bruger Søren moralen - omend ikke altid dybtfølt så i det mindste - afspejlet af de fleste, som våben mod en statsminister, der i gedulgt hemmelighed ikke kan bekende sig til den, men heller ikke af politiske grunde kan afsværge den?

I stedet synes statsministeren rituelt og i tilslørede parafraser at aflire for almuen det "accepterede" (moralske) mantra: Hvad man ved, har man bestemt ikke godt af.

Men mon ikke den tydning også vil være symptomatisk? Jeg må i realiteten overlade den til hin enkelte… efter nu symptomatisk at have afsløret mig selv - ja: jeg har en kniv i hånden, Søren...

Per