Endnu en perspektivering af det progressive versus det konservative, hvor jeg læner mig lidt op af Zenons paradox om pilens "manglende" bevægelse:
Vi står i vor tid - som til så mange andre tider - konfronteret med en etik, der hævder at være begrundet i universale værdier; ja endog tager den Gud, der jo står halvvejs garant for denne vor moderne kultur, til indtægt for disse værdier. Samtidig med at vi igennem et århundrede nu er blevet konfronteret med videnskabelige erkendelser, der jo netop benægter enhver universal tendens; ja endog udtrykker det så det ikke kan misforstås: Alt er relativt; den Gud man altså tager til indtægt er efterhånden blevet udskiftet med den videnskabelige religion, om hvilket man naturligvis kan sige meget dårligt, men som dog i sine primære aksiomer tilstræber en ærlighed af en sådan karakter, at man ligefrem har måttet revidere denne videnskabs eget grundlag.
Noget tilsvarende skete for kristendommen og tvang den på retræte, i forhold til den videnskabelige metode. Man må forholde sig, at disse dementier repræsenterer højere niveauer på erkendelsens trappestige, og at hvis man tillader sig at ignorere dem ikke udøver ordentlig videnskab: Således måtte Jesus utopier udskiftes med oldkirkens, og oldkirkens med den middelalderliges, og den middelalderliges med den klassiske videnskabs, og den klassiske videnskabs med den modernes og således også den modernes med den postmodernes.
Men hvad turde overhovedet være problemet med en universalistisk etik? Er ikke absolutismen i moralen den egentlige garant for etikken overhovedet? og hvad skulle monstro træde i stedet: en relativ moral? hvor ethvert ankerpunkt i aksiomerne ville være så flydende og gennembrudt af tilfældige, men dog mægtige, strømninger af snart sagt enhver art, at etikken ikke længere overhovedet kan betragtes som etik, men blot et skin: en art legitimerende mekanisme i henhold til en af de politiske institutioner vedtagen forordning.
Men er dette ikke akkurat, hvad etikken altid har været? Kan man i virkeligheden ikke betragte - historisk altså - to komplementære bevægelser i den etiske tænkning, hvoraf den ene påstand er denne: at alt antager relativ værdi, hvoraf de givne dispositioner synes afhængige af betragteren; samt den anden: hvori en given universalisme gerne dikteret af guddommelige magter overlegent fastsætter enhver værdi. I virkeligheden udgør disse to historisk faktuelle sociologiske problematikker en begrebslig konstruktion, hvori de virker som komplementære elementer, hvorfor de to ikke synes at kunne optræde samtidigt.
Faktisk er den relative etik på længere sigt en så samfundsnedbrydende faktor, at den slet ikke kan eksistere så længe statsmagten er stærk, men nærmere synes at optræde i krisetider, hvor den har den funktion nærmest panisk at undersøge alternative værdisætninger og nye løsningsmodeller.
Når så samfundet igen har genvundet en eller anden form for stabilitet indenfor en given matrix af dogmer, stivner systemet, og de nye virkningsfulde dogmer antager karakter af skræmmende selvfølgelighed; lige indtil virkeligheden igen indhenter denne skrøbelige struktur, dette i en moderne terminologi forældede paradigme, og relativismen igen får frit spil. Faktisk minder hele denne struktur i en helt utrolig grad om evolutionens egen frembringelse af organismer: så længe organismens anatomiske og fortolkningsmæssige kapaciteter står i sikker relation til miljøets prøvelser pågår ingen forandringer i artens anatomi; forrykkes derimod denne skrøbelige balance må artens kapaciteter ligeledes forskydes!
Per
Ingen kommentarer:
Send en kommentar