Gudernes Ragnarok

Dette indlæg er ment både som et svar til Tæven, som meget fint perspektiverer og kritiserer mit indlæg om en religiøs Karl Marx. Det bliver også til en hovedpost på bloggen fordi det yderligere perspektiverer mit verdenssyn, som ligger til grund for mine mere politiske kætterier. – I det jeg erkender, at jeg kan være vanskelig at forstå… :-)

Men nu bliver vi så fundamentalt ontologiske: jeg skriver selv i indlægget om Marx, at dette peger tilbage til Aristoteles, hvor ontologien og metafysikken for alvor får ben at gå på (men sandelig også på Platon).

Nietzsches ontologi er skam også fundamental, men den beskæftiger sig måske med noget andet end Heidegger. For at forklare, hvad jeg mener, er jeg imidlertid nødt til at starte et andet sted, nemlig det sted, hvor Nietzsche havnede på sin sjælevandring: ved selve verdens grund. Noget man ikke må ignorere eller på anden måde tage let ved Nietzsches filosofi - og som jeg mistænker Heidegger for at gøre -: guderne Apollon og Dionysos.

Disse guder er centrale i Nietzsches egen ontologi, men jeg er desværre for indeværende henvist til at forklare det fra et andet perspektiv. Simpelthen fordi jeg endnu ikke er vidende nok om den græske mytologi… jeg er i gang med at afhjælpe problemet, og skal nok vende tilbage med noget mere konkret.

Nok tager Nietzsche livet af den kristne gud, men det er ikke hans mening at tage livet af fortolkning (det værende i væren): altså værdisætning; han vil nemlig skrive nye værdier på nye tavler efter at have knust de gamle. Det Nietzsche gjorde, og det kunne han som filolog, det var at tage myterne på ordet: Han måtte i modsætning til mange af kollegerne indse, hvad det var de handlede om: verdens fødsel og død i det uendelige.

Realiteten er amoralsk og uordentlig, for at sige det som det er: den er pisse irriterende. Først mennesket sætter skik på den! Guderne, idealerne, ideerne opstiller sig til herre over denne verdens orden, og forsvarer den mod kaoskræfterne, som tager mange former.

I den nordiske mytologi lægges der op til ragnarok med Lokes mord på Odins søn Balder. Hans mor, Frigg, Odins kone, har fået alle ting i verden til at sværge, at de ikke vil skade Balder, fordi hun er bekymret for hans onde drømme. Hun har dog glemt en uskyldig udseende lille spirende blomst.

Loke som er halvt gud og halvt jætte (fanget mellem orden og realitet/kaos) må ved snilde og maskespil slå den gode, smukke og usårlige Balder ihjel med noget så uskadeligt som denne blomst. Meget symbolsk, former han den til pil, og lade den blinde gud Høder kaste blomsten mod Balder ved at lede hans hånd. Det er der intet usædvanligt i: guderne skyder ofte til måls mod Balder, da han, om jeg så må sige det: ikke kan skydes ned. Denne gang får handlingen dog skæbnesvangre konsekvenser: Balder dør.

Det skal siges, at Loke har spillet en central rolle for opbygningen af gudernes magt, ved blandt andet at skaffe dem Thors hammer og Odins ring, han står fadder til Odins ganger, men også til monstreret Fenris ulven. - Men han skaffer så også lænken, der tæmmer den igen. Loke laver altid ballade, men han gør det som regel også godt igen, bare ikke denne gang. – Tværtimod.

Guderne lugter truslen mod deres position og det undergravende rænkespil, men er i grunden magtesløse: først prøver de, at hente Balder tilbage fra dødsriget Hel, men må erkende, at fordi et eneste jordisk væsen (loke bag en maske/form) nægter at græde for ham, kan Balder ikke vende tilbage. Loke flygter fra gudernes vrede, og tager form af en laks, men bliver fanget af et magisk net, han selv har spundet. Han bliver med andre ord fanget ind i sin skæbne af egen magi. Guderne straffer Loke ved at binde ham til tre sten, hvor han hele tiden får dryppet gift på sig, og hans smertes vridninger får jorden til at ryste.

Da Loke slipper fri fra sine lidelser, leder han jætternes angreb på Asgård, hvor monstrene Fenris ulven og Midgårdsormen slippes løs og fortærer henholdsvis guderne Odin og Thor. Men Thor slår Midgårdsormen ihjel, før han dør af dens gift, og Odin hævnes af sin søn Vidar, der nu kan bringe orden i en ny og bedre verden, hvor der er rettet op.

Loke vil naturligvis hjælpe ham, men han vil også føde nye monstre og begå nye mord. Her er tiden nemlig en cirkel, og verdens død og fødsel er for evigt.

Prøv at sammenligne denne myte om Ragnarok med Tarottens kvæst. Det er vigtigt at læse tydningen af kortene – ellers bliver det næppe klart, hvad jeg taler om…

Det starter alt sammen med en usikkerhed: Balders onde drømme, idealets vaklen, en dybere usikkerhed, onde varsler, verdens undergravende virksomhed, fare, en afgrund der ikke kan ses. Frigg begår den fejl at gøre Balder usårlig: god som han er, kan de andre bruge ham som skydeskive uden konsekvenser: det er uforpligtende, det er sport, det er uforandrende. Loke repræsenterer en skæbne underlagt realitetens tilfældigheder og luner… Han kan ikke i længden acceptere det fade ved det Balderske ideal; dets urørlighed og den uforpligtende sport det medfører.

Han beslutter, at guderne er blevet slappe, og han bruger nu deres egne former og masker, og verdensordenens fundamentale skrøbelighed til at undergrave dem - til at omstyrte dem. Guderne kan ikke se særligt langt forbi deres egen næse… husk på at Odin giver sit ene øje i pant for visdom, og at Høder, som er anledningen til Balders død og kursen mod Ragnarok, er blind. De virker ikke mere, de dur ikke mere, de kan ikke se det de skal se, og derfor må de udskiftes. Der er ingen vej tilbage heller ikke for Loke, han må fuldbyrde sin kvæst.

Det er som at tro på en ide, indtil der sker noget, som får dig til at indse, at den er falsk og hul. Du tester den, og den virker ikke rigtigt; til sidst braser den sammen. De andre ideer som er afhængige af den står nu for fald; men de må vente på erkendelsen; på dommen fra realiteten.

I nordisk mytologi er verden en disk: Asgård (orden) i midten med Midgård (mennesket, skæbnen) omkring sig og Udgård (kaos) atter omkring Midgård , og yderst igen verdenshavet (den rå sansning, realiteten). Hvis Loke er halvt ase og halvt jætte, så kan man overveje om det gør ham til noget mere: hvad ligger mellem Asgård og Udgård? Det gør Midgård; og Midgård er menneskenes domæne.

Mon ikke Loke er et menneske med magiske kræfter, som kender de andre domæners hemmeligheder, styrker dem og svækker dem, blander ild med vand? Men han er også i klemme mellem disse kræfter. Jætterne er realitetens værktøjer, som med tiden må besejre guderne, ideerne, idealerne, værdierne, for at verdens orden igen kan oprettes til fornyet håb og en styrket fremtid: et bedre kompas, et finere kort, en sejere model.

Forældrene må dø, og børnene tage over efter at have lært noget af dem og om dem… Her er selve verdens orden: i psyken og i klanen og i arten; i typen af menneske! Det er dualitet mellem ”fornuften”, den sarte overflade, skinnet og de egentlige kræfter, der ligger til grund for selve verden.

Dette er et meget lille aspekt ved nordisk mytologi, centralt står naturligvis også Yggdrasil. Og Udgård alene udgør ikke kaoskræfterne, de er dybere: de udgør selve verdens fundament: underverdenen, hvor Yggdrasil udgør bindeledet til Asgård: et lille egern bærer meddelelser mellem dem: ved dets rødder i underverdenen springer en kilde af hemmelig viden. Yggdrasil skærmer også to mennesker under Ragnarok: en mand og en kvinde, som bagefter befolker en frugtsommelig jord.

Nok om det i øvrigt. Det er som med Zenons paradoks, der overhovedet ikke er det. For som han siger med sit eksempel om pilen, så er virkeligheden uforanderlig, fordi pilen altid på ethvert givent tidspunkt befinder sig i et punkt (i sit rum), og derfor ikke kan siges at bevæge sig. Men det forholder sig med pilens manglende bevægelse, som med ideerne og dermed guderne – for de er en ide -: på et eller andet tidspunkt vil en Loke omgøre den blinde Zenon og gøre ham seende, og pilen vil fortsætte sin flugt.

Pointen med fortolkningen (det værende i væren) er, at den aldrig udgør væren (realiteten), men derimod en udkrystallisering: et skin, et ham, en maske, et perspektiv, en ide, en værdi, en gud. Men Nietzsche er langt mere radikal end det, han indser nemlig med Darwin, at hele organismen menneske i sig selv repræsenterer en sådan udkrystallisering. Det er en evolutionær fortolkning af realiteten, som foretager fortolkningen: derfor er den somatisk betinget. Menneskets perspektiv (art, slægt, type, psyke) er betinget af dets totale genese - et produkt af realiteten. I dette perspektiv er kroppen (instinkterne) den fortolkende instans, og al yderligere (højere) fortolkning følger deraf: den er symptomatisk for instinktsikkerheden som Nietzsche ville sige.

Nu kan man jo så vælge at anskue det som en temmelig banal konstatering: man kan ignorere eller benægte ”dualiteten”, fortolkningen af fortolkningen. Det mente Nietzsche bare ikke, at man kunne: for myterne handler om den, filosofien handler om den, videnskaben handler om den, kunsten handler om den: ved verdens grund, ved Yggdrasils rødder (livets træ) ligger kilden til den hemmelige viden, og nye gudeverdener; den primære tolkning af realiteten… dit oprindelige forståelsesudkast! Ved dets fod spinder Nornerne alle skæbner: din arts skæbne.

Nietzsches ontologi blev til med begrebsparret Apollon/Dionysos, og konceptet, formoder jeg, er langt hen ad vejen det samme. Manden var ikke idiot, han vidste godt, at noget måtte træde i Guds sted, at Gud ikke bare kunne dø! For ham var det imidlertid magtpåliggende, at noget ganske andet trådte i stedet. Nietzsche iklæder sig en satyrs maske for at gennemføre Lokes kvæst: derfor underskriver han nogle af sine sidste breve: Dionysos (urkraften); Nietzsche skulle med Tarotten på månefærd til underverdenen, han måtte drikke af kilden med den hemmelige viden. – I min optik: den ultimative konsekvens af hans filosofi, som også blev hans skæbne.

Per