Klaus Rifbjerg

Et par kommentarer til Klaus Rifbjerg:

Er der noget, Anders Fogh Rasmussen ikke kan, så er det at tabe ansigt - måske fordi han er skrækslagen ved tanken om, at der inde bag masken ikke er noget som helst andet end den arrogance, som også var Erik Scavenius' akilleshæl.

Klaus er naturligvis ikke selv spor arrogant, når han så fortsætter med at omtale en regering - med et endog meget sikkert mandat - således:

Han burde selvfølgelig for længst være trådt tilbage sammen med sin udenrigsminister og sin regering. Sådan som dengang Scavenius indså, at hans politik lå i ruiner, selv om landet stod, og vi andre sad for nedrullede mørklægningsgardiner med iskolde fødder i celluldssokkerne og spillede Matador og håbede, at det hele en dag ville være overstået, så vi kunne komme videre.

Oversat til et klarere dansk: Klaus spiller Matador, og selv om han har tabt, har han alligevel spillet rigtigt, og har slet ikke fortjent sine kolde fødder... og det er naturligvis de andres skyld, at Klaus er en taber, og aldrig kommer den erkendelse nærmere, at han selv er arrogant som ind i helvede:

Hvad vi altså ikke er kommet 67 år efter, tværtimod, hvilket vi kan takke Dansk Folkeparti for og alle, der stemmer på partiet, og så alle de andre bondejokker, der ligesom jeg har prøvet at dirigere tingene i en lidt mere human, lidt mere menneskevenlig, lidt muntrere retning, men har spillet fallit og må nøjes med at drømme om Ingelise Rune, der aldrig vender tilbage. Eller Harlem Kiddies med Raquel Rastenni, der heller ikke gør.

Klaus har aldrig forekommet mig udpræget munter, men det er sikkert bare mig... eller også er det derfor, at han spillede fallit: han vidste, at han burde grine af sig selv, men humanisten i ham nænnede det bare ikke!

Per