fredag, marts 17, 2006

Karl Marx

Ovre på Frie ytringer bliver der spurgt om kommunisme er en religion - og det er jo et godt spørgsmål. Så lad mig bare hjælpe lidt til med nogle banale filosofiske perspektiver (jeg ELSKER perspektiver):

Jeg hørte engang den tese, at Marx vendte Hegel på hovedet. Og se det lød jo egentligt ganske logisk: Hegels dialektiske ånd som Marxs dialektiske materialisme… voila: nu er Marx det modsatte af borgerlig! – Intet mere at spekulere over. – Og dog… det forklarer nemlig hans historiesyn, men ikke hans etik! - Udover at alting udvikler sig til det bedre... (meget Aristotelesk iøvrigt, men det må jeg vende tilbage til ;-).

Marx forblev faktisk idealist: nemlig en idealistisk materialist. Han var i virkeligheden mere en "omvendt Kant" end en "Hegel på hovedet": Verden som ”Ding für mich” og mennesket som ”ding an sich”. Med andre ord: verden bør være Marx paradis, og mennesket kender ikke sig selv (er fremmedgjort) uden Marx (og hans paradis).

Marx taber hovedet til fordel for utopien, hvor Kant netop forsagede den til fordel for hovedet (sjælen). De er henholdsvis kultur og skabs -kristne og forskellen ligger mellem inderliggørelsen (asketen: personlig frelse) og udfoldelsen (helgenen: andres frelse) af den kristne moral.

Hvor Kants kategoriske imperativ lægger op til, at individet handler og realiserer den almene morals lov (den kristne), der lægger Marx op til, at Marxs moral (ditto) handler og realiserer individet.

Med Marx er Gud (Marx) i verden, med Kant er Gud (Kant) i sjælen. Marx bliver den farlige af de to, fordi han med Guds død er sluppet af med sin rival og nu kan forføre slaven til paradis på jord i stedet for paradis efter døden.

Kært - ikke sandt?

Per

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

"Med Marx er Gud (Marx) i verden, med Kant er Gud (Kant) i sjælen. Marx bliver den farlige af de to, fordi han med Guds død er sluppet af med sin rival og nu kan forføre slaven til paradis på jord i stedet for paradis efter døden.

Kært - ikke sandt?"

Nej ikke kært.
Misforstået. Af både Kant Hegel og Marx vel at mærke.

Metafysik, ontologi, læren om det værende.
Kært BARN har været forsøgt mange navne.

Heidegger 1889-1976. Fundamentalontologi. Væsentlig distinktion: Den ontologiske differens. Distinktionen mellem væren og det værende.
AL væren (menneskelig) er før det er noget andet et forståelses udkast, vi forstår før noget andet. DET vi forstår er dels vor egen væren, dels væren. Herunder også det værendes væren og altså et forståelses udkast, der er tale om en hermeneutisk cirkel. Vi forstår ikke SELVE Gud (forestillingen om ham/hende/den/det transcendente) Hvordan skulle man kunne det? Gud (såfremt vedkommende findes) ER væren. Mennesker HAR væren (væsentlig pointe fra bl.a. Meister Eckehart)

Marxisme, freudianisme, kantianisme etc er -ismer, der er udledt af et forståelses udkast. Det er ikke SELVE sagen, den kan man "kun" tilnærme sig jf. bl.a. Hegels fænomenologi som udgangspunkt -men ikke mindst Heideggers fundamentalontologi lægger den hylde på plads i skabet.

Når man nu ikke kan det Jf. undertegnedes filosofiske habitus, så kan man heller ikke tale om at man er sluppet af med Gud jf. den Nietzscheanske forestilling om samme, for der er ikke tale om 'sagen selv' men "kun" et forståelses udkast. En verdenstolkning, om du vil. Hvis det passer, og det gør det (*G*) så bliver den logiske konsekvens at Nietzsches forestilling om Guds død må forkastes som ideologi. Man kan ikke tage livet af Gud, du kan HØJST tage livet af en forestilling om Gud (forsøge på det for det vil ikke virke) Samme sag med Marx' s ideologi som du tegner herover.
Det er ikke et kært enten/eller (Kierkegaard) det er et af MANGE mulige forståelses udkast, der grunder sig i distinktionen mellem væren og det værende. Så at sige: "Med Marx er Gud (Marx) i verden, med Kant er Gud (Kant) i sjælen. Marx bliver den farlige af de to, fordi han med Guds død er sluppet af med sin rival og nu kan forføre slaven til paradis på jord i stedet for paradis efter døden."
- er det samme som at tilslutte sig væren og -ismetænkning uden at have syn for distinktionen mellem væren og det værende og det kan der KUN komme en ting ud af, og det er moralisme.
Den bider sig selv i halen Per....og den peger på, at mennesker ENTEN forstår sig selv som med Gud eller uden Gud. Det er en fejlslutning der indeholder det problem, at opfattelsen af Gud kun kan placeres som et forståelses udkast (en tolkning) af eksistensen, og det siger INTET om hvorvidt Gud findes eller ej. Vi er altså henvist til at tale om Gud på en anden måde, hvis det skal give mening.

Heideggers "løsning" er at forestillingen om det transcendente (Gud) skal søges i et helt andet modus end det Nietzsche forsøger sig med (Ja og Marx) Forestillingen om Gud er frihed fra væren fordi ALT andet er forståelsesudkast.

Marx er ikke farlig, han er bare en klovn der har fucket verden op med sin forestilling om (Ham og Nietzsche) at det overhovedet er muligt at tage livet af Gud. Det er en indlysende latterlig forestilling. Bare se dig omkring.
"Han" lever i bedste velgående...

Tæven

Raapil sagde ...

@Tæven: Per ved godt, at troen på Nietszche også er en religion... hehe...