Jeg har lige haft en samtale - på messenger - med en særdeles begavet ven om mit indlæg: Rettigheder og metafysik. Jeg gengiver den her, fordi den i mine øjne er meget sigende:
Ven:
Har lige fået det af vide af min kæreste. Hun har også læst din sidste post, men hun vil ikke tærske dig for den, fordi du er min ven - har også selv læst den.
Per:
Vil du heller ikke tæske mig?
Ven:
Har du oversat den fra arabisk?
Per:
Nope - hvorfor?
Ven:
Vold for voldens skyld?? Meget emotionel og meget voldsforherligende.
Per:
Absolut ikke forherligende - må jeg være fri!
Ven:
Nej - den umiddelbare fortolkning vil for mange gå i den retning.
Per:
Den umiddelbare fortolkning af tegninger vil også for ret mange resultere i besynderlige tolkninger... gør dem ikke til min mening af den grund ... TAK
Ven:
Jeg har ikke givet mig tid til at analysere den i detaljer, men det vil være mit gæt, at mange finder den fascistoid.
Per:
Du mener det er en politisk erklæring?
Ven:
Tjaaeh... anarkistisk?
Per:
Bestemt nej! I det omfang kunst politiseres bliver man blind for alverden
Ven:
Ikke helt enig: jeg skelner skarpt mellem partipolitisk og ideologisk. Kunst kan godt være ideologisk uden at være blind.
Per:
Prøv engang, at hør her - og det er bestemt en reprimande -: det er et forsøg på at beskrive evolution som et grundlæggende menneskeligt vilkår - og den manglende kontrol vi har - selvom vi elsker at bilde os noget andet ind... Men man ser naturligvis det man vil se, og på den måde bliver kunst et spejl. - Hvad frygter du?
Ven:
At du bliver misforstået
Per:
Hehe... tilværelsens grundvilkår min kære ven
I mine øjne demonstrerer den samtale meget godt, hvad vi mennesker gør: folk som taler fra hjertet, taler med sjælens sprog og i metaforer, mennesker som tegner det de ser, kort sagt: kunstnere der har mod til det de ved, vil altid være en truet art!
Hvorfor? Fordi vi mennesker er så fulde af løgn om, hvem vi selv er: når nogle så har den frækhed at fortælle os det vi egentligt godt ved inderst inde, så er første reaktion naturligvis at smadre spejlet!
Prøv at tage sætningen fra ovenstående dialog: "Vold for voldens skyld??", og erstat ordet vold med ordet provokation... så får vi en sætning, vi har hørt mange gange den sidste tid.
Derfor må kunstneren blive kriger - han har det nødigt at forsvare sig! - Hvorfor? Fordi han angriber, fordi han knuser idealer!
Og derfor skrev jeg: "Rettigheder min bare røv... ikke for grædekoner og andet godtfolk!"
Er kunst så politik? I en vis forstand, ja: egentlig kunst er enten krig mod autoriserede forestillinger eller lallende legitimering af tyraner!
Flere hellige køer - anyone?
Per
Ingen kommentarer:
Send en kommentar