I anledning af den ophidsede debat om tørklædet måtte jeg gøre op med min fornuft, hvad det egentligt var jeg så i tørklædet, som indrømmet irriterer mig.
Jeg fandt ikke Krarups sammenligning med hammer og segl og hagekorset for at være en rimelig sammenligning. Man kan givet argumentere for, at tørklædet gør "kvinder til reklamesøjler for Islam", men jeg synes ikke, at det rammer essensen i tørklædets funktion.
I en eller anden anledning luftede jeg så det synspunkt, at de jødiske armbind i det tredje rige var en i mine øjne mere præcis sammenligning.
Jeg blev naturligvis øjeblikkeligt anklaget for at svine andre kulturer til, og bedt om at holde min kæft. Ja sådan er det nogle gange: en del mennesker lider af en så ekstrem intolerance mod enhver holdning, der lugter lidt af DF, at de ikke engang kan udholde at lytte til en saglig argumentation, der måske kunne gøre dem klogere.
Så ekstreme reaktioner kan imidlertid også være en indikation på, at man faktisk har ramt et ømt punkt. At man lige præcis har peget på en ide, der er så farlig, at den kan vælte andre ideer omkuld. At et helt korthus af fordomme kan falde sammen, hvis dette ene lille kim blot for lov at vokse til en stor og frodig plante. Når en virkelighedsmodel trues af et sådant meme, kan de der er bærere af modellen reagere nærmest allergisk i deres forsøg på at afvise memet.
I dag finder jeg så en artikel på Hodjas blog, der siger fuldstændigt det samme om tørklædet som det jeg havde sagt, og som oven i købet linker til en Wicki-artikel, som jeg læste så sent som i går, for netop at blive klogere på fænomenet:
Q: Hvornår måtte de første gang tage tørklæde på?
A: 13 år gammel. Som alle kvinder i Iran.
Q: Blev det diskuteret i familien?
A: Det angår ikke forældrene. Det er lig døden at gå utilsløret på gaden….
På Wicki:
1940: The Nazi regimes in the occupied countries of Europe force Jews to wear an identifying mark under the threat of death.
Men det er imidlertid ikke kun kvindeundertrykkelsen i Islam, der vækker minder til nazismen. Ligeledes fra Wicki-artiklen:
Non-Muslim residents in medieval Islamic states were set apart from Muslims in various ways. Islamic law and custom required them to carry signs of their difference and to adopt different dress. They had to avoid colours associated with Islam, particularly green. However, the enforcement of these rules was highly erratic. [5]
The practice of differentiating Muslims from Jews and Christians is not found in the Qur'an or hadith but appears to have been invented in early medieval Baghdad. [6] It was the most degrading of a series of regulations imposed upon non-Muslims (dhimmi).
Men hvis kvinderne virkelig vil gå med symbolet på deres egen undertrykkelse, så synes jeg ikke, at man skal forhindre dem i det. Jeg synes, at man skal gå pædagogisk til værks, og at børnene skal undervises i det her i ALLE skoler... OBLIGATORISK. Både de kristnes forfølgelse af jøderne, nazisternes kristentkulturelt betingede jødemord, den amerikanske udslettelse af den indianske kultur, og muslimernes ydmygelser, forfølgelser og udrydelser af anderledes tænkende. Samt paralellerne til Islamismens trang til at ydmyge, voldtage og dræbe kvinder. Kort sagt: at behandle dem som undermennesker!
Jeg er på det kraftigste modstander af signallovgivning og forbud, men jeg kunne tænke mig en undtagelse der bekræfter reglen: Det skal ikke være forbudt at gå med tørklæde, men det skal være forbudt under fængselsstraf at opfordre eller tvinge kvinder og pigebørn til at gå med det!
Og det at forfølge kvinder eller piger med voldtægt, tæsk og trusler med den begrundelse, at de er urene eller uislamiske, fordi de går forkert klædt, skal anses som en særdeles skærpende omstændighed, der forhøjer straffen betydeligt.
Per
mandag, april 23, 2007
fredag, april 20, 2007
300
I moderne sprogbrug en kontroversiel film... en helt igennem provokerende film. Hvad visse anmeldelser da også til perfektion demontrerer:
"300" er ca. så tæt man kan komme på et visualiseret computerspil, komplet med forskellige niveauer og end-of-level monstre. Alene af den grund fremstår den nylige iranske vrede over filmen komisk, for "300" har ikke noget som helst med noget som helst at gøre, men er en rendyrket stiløvelse. Den er så tom som en buldrende tønde, men unægtelig et betagende syn, med action og lemlæstelser nok til at tilfredsstille selv de mest boldtørstige. Filmen er komplet stiliseret i bronzefarver. Kun de olieindsmurte fitnessfreaks er virkelige, alt andet er tilføjet digitalt.
En smørre, der siger noget om anmelderens evne til at glo sig dum på filmens æstetik, og absolut intet om dens ret klare budskaber. Det er en gennemgående trend i de anmeldelser jeg har læst, at anmelderen er ude af stand til at fange dette budskab. Enten er filmen en æstetisk bombe blottet for indhold og mening, eller også er den propaganda for dansk folkeparti. Hvilket faktisk er ret skræmmende, men nok symptomatisk for vor tids almindeligste intellektuelle mennesketype: det blegfede, pascifistiske, selvoptagede og dybt ahistoriske computervrag, hvis virkelighed som oftere er bits og bytes end kød og blod.
Andetsteds lyder det fra den samme anmelder:
De 300 muskelsvulmende nietzscheanske übermensch, der unægteligt mere ligner en gruppe Chippendales end soldater, tager af sted på den tilsyneladende håbløse færd.
Hvilket naturligvis er en idiosynkratisk perfiditet, der siger et eller andet om anmelderens egen ahistoriske tilgang til stoffet, i det han ikke med et ord nævner, at smukke mandekroppe faktisk var det græske ideal. Men det forhindrer ham ikke i at hamre følgende banale pointe igennem:
Filmen tager udgangspunkt i det historiske slag ved Thermopylæ omkring 480 f.Kr. - et faktum som man dog roligt kan se gennem fingre med, eftersom realisme eller nogen form for historisk gendigtning ikke er blandt denne films ambitioner. Den er i stedet tilfreds med at være et sansemæssigt bombardement af et eventyr.
Hvis man er aldeles blottet for nogen som helst ide om, hvad det er filmen gerne vil sige, så giver denne simplistiske udlægning rent faktisk mening; omend på et akkurat så tumpet niveau, at det forhindrer anmelderen i at forholde sig til filmen overhovedet: ignoranten finder filmen overfladisk, fordi hans eget udgangspunkt er overfladisk. - Sådan må det nødvendigvis være.
Lad os kigge på en anden anmelder, der i det mindste har forstået, at filmen faktisk også handler om noget. Men nu lægges emfasen udelukkende på den politiserende fortolkning, mens æstetikken reduceres til et ukarakteriserende "meget flot".
Man må glæde sig i sit stille sind over at Hitler og Goebbels ikke rådede over et filmapparat som det, vore amerikanske allierede har til deres rådighed i dag. Den følelse går man ud af biografen med efter det mest rendyrkede stykke krigsretorik og volds- og blodfascination, vi har set i mange år.
Nazikortet er spillet allerede i den første sætning, og man ved med det samme, hvad der nu skal ske:
Og endnu tykkere og endnu mere kvalmende. For ikke nok med at spartanerne er ædle, tapre, hårdføre og ubøjelige og anser hinanden som frie og lige - deres fjender er til gengæld sadistiske slavepiskere, der anser kvinder for mindreværdige, foragtelige og urene, som mishandler deres trælle, som vælter sig i dekadente seksuelle udskejelser, mærkede og vansirede af unævnelige sygdomme, ja, selv kæmpen Xerxes, menneskeguden, har umiskendelige træk af transseksualitet eller homoseksualitet, kvindagtig blødhed i bevægelserne og særdeles feminine linjer omkring øjne og mund. For slet ikke at tale om Xerxes og persernes konstante forsøg på at bestikke eller afpresse sig frem, mens spartanerne har den noget enklere holdning, at en mand er end mand, et ord er et ord og et sværd er et sværd.
Denne anmelder, der er blind for æstetikken overhovedet, forsømmer at vise, hvordan 300, skriver sig ind i den mytologiske tradition som vi kender fra film som Star Wars og Ringenes Herre. Med enklere midler end de tre nye Star Wars film, og også meget mere ærligt og kontant end dem, behandler den spørgsmål, der er prægnante i tiden.
Fordi filmen er mytologisk og således "urealistisk", så forsvinder det "ondes" menneskelige træk også. I 300 er det "onde", symboliseret ved despotismens guddommeligt sanktionerede korruption af den menneskelige ånd. Xerxes bliver symbol og således også princip for: ufriheden, foragten for individet og logikken og kravet om knæfald for den uindskrænkede magt.
Med sin brændende gentagne snak om død, blod og ære og om jord og vand kalder den konstant på dystre mindelser om en anden krigsromantisk kultur, nemlig den nazistiske, der med sin Blut und Boden-ideologi fremelskede så dødskult-fikserede elitekorps som SS. En fascistisk romantik lige så kvalmende som den form for retorik, der sender tusinder af unge muslimske terrorister i døden med løftet om guddommeligt efterliv og evig velsignelse.
I sit essay: Notes on nationalism, foretager den store analytiker af totalitarismen, George Orwell en distinktion mellem patriotisme og noget han i mangel på et bedre term vælger at kalde nationalisme:
Nationalism is not to be confused with patriotism. Both words are normally used in so vague a way that any definition is liable to be challenged, but one must draw a distinction between them, since two different and even opposing ideas are involved. By ‘patriotism’ I mean devotion to a particular place and a particular way of life, which one believes to be the best in the world but has no wish to force on other people. Patriotism is of its nature defensive, both militarily and culturally. Nationalism, on the other hand, is inseparable from the desire for power. The abiding purpose of every nationalist is to secure more power and more prestige, not for himself but for the nation or other unit in which he has chosen to sink his own individuality.
Med George Orwell træder det tydeligt frem, at det der karakteriserer spartanerne i filmen er en indædt patriotisme, mens Xerxes bliver symbolet på Orwells dårligt definerede "nationalisme", som han allerede på det tidspunkt han skriver essayet burde have indset, er selve totalitarismen i svøb.
Spartanerne angriber ikke: de bliver angrebet, og det gør faktisk hele forskellen! De ikke bare forsvarer en livsstil og en hjemstavn i ord, de forsvarer den med hver en stolt fiber i deres krop. De udlever dens ånd og er tro mod dens lov. Hvis de mister den, så mister de sig selv!
Frihedsbegrebet er temmeligt simpelt: frihed er evnen og viljen til modstandskamp. Har man ikke den, vil man før eller siden blive træl - som er det modsatte af fri, fordi andre er ens vilje.
Denne pointe bliver især synlig, da dronningen fortæller forrædderen, at frihed sådan set ikke er frihed, fordi den skal betales med den højeste pris: blod! I antikken havde dette været en overflødig kommentar, og den er til ære for et moderne publikum, der tager friheden for givet, og derfor slet ikke har fortjent den - og af den grund også før eller siden vil miste den.
Men denne dybe pointe må naturligvis prelle fuldstændigt af på vores tids dekadente og overfladiske elite, ligesom den da heller ikke i filmen umiddelbart fattes af den spartanske ditto, i hvem politik er blevet en blodsygdom.
Men når nu man ikke forstår, hvad der bliver sagt, kan man jo lige så godt gøre sig dum, og udstille sin oikofobi for alverden:
Det er en flot krigerfilm, høj underholdning på det rene testosteron-niveau, kunst på samme måde som en boksefilm kan være det, underholdende som en Rambo-film.
Men det er også en gang rædselsfuld kulturmobilisering af værste skuffe. Ikke nogen behagelig oplevelse....
Der imod skal jeg blot konstatere, at filmen er et antitotalitært manifest i en tid, hvor den totalitære fordummelse trænger sig på. I sin samtale med Leonidas håner Xerxes grækerne for deres overdrevne tillid til logikken, og truer ham med at udslette ethvert minde om Sparta fra historiens sider.
Udslettelsen af historien og hukommelsen såvel som logikken er de værktøjer, George Orwell i sit analytiske mesterværk 1984 lader den Oligarkiske Kollektivisme (Engelsk Socialismen, Engsoc) benytte til realisering af den grænseløse magthunger, der gennem massernes bevidstløshed vil inkarnere den gud (Store Broder), der hader, foragter og frygter enhver individualitet.
Derfor bliver dette lille mesterværk af en film en hyldest til det frie menneske. Og understreger i et orgie af blod, at denne frihed altid skal købes dyrt...
Per
"300" er ca. så tæt man kan komme på et visualiseret computerspil, komplet med forskellige niveauer og end-of-level monstre. Alene af den grund fremstår den nylige iranske vrede over filmen komisk, for "300" har ikke noget som helst med noget som helst at gøre, men er en rendyrket stiløvelse. Den er så tom som en buldrende tønde, men unægtelig et betagende syn, med action og lemlæstelser nok til at tilfredsstille selv de mest boldtørstige. Filmen er komplet stiliseret i bronzefarver. Kun de olieindsmurte fitnessfreaks er virkelige, alt andet er tilføjet digitalt.
En smørre, der siger noget om anmelderens evne til at glo sig dum på filmens æstetik, og absolut intet om dens ret klare budskaber. Det er en gennemgående trend i de anmeldelser jeg har læst, at anmelderen er ude af stand til at fange dette budskab. Enten er filmen en æstetisk bombe blottet for indhold og mening, eller også er den propaganda for dansk folkeparti. Hvilket faktisk er ret skræmmende, men nok symptomatisk for vor tids almindeligste intellektuelle mennesketype: det blegfede, pascifistiske, selvoptagede og dybt ahistoriske computervrag, hvis virkelighed som oftere er bits og bytes end kød og blod.
Andetsteds lyder det fra den samme anmelder:
De 300 muskelsvulmende nietzscheanske übermensch, der unægteligt mere ligner en gruppe Chippendales end soldater, tager af sted på den tilsyneladende håbløse færd.
Hvilket naturligvis er en idiosynkratisk perfiditet, der siger et eller andet om anmelderens egen ahistoriske tilgang til stoffet, i det han ikke med et ord nævner, at smukke mandekroppe faktisk var det græske ideal. Men det forhindrer ham ikke i at hamre følgende banale pointe igennem:
Filmen tager udgangspunkt i det historiske slag ved Thermopylæ omkring 480 f.Kr. - et faktum som man dog roligt kan se gennem fingre med, eftersom realisme eller nogen form for historisk gendigtning ikke er blandt denne films ambitioner. Den er i stedet tilfreds med at være et sansemæssigt bombardement af et eventyr.
Hvis man er aldeles blottet for nogen som helst ide om, hvad det er filmen gerne vil sige, så giver denne simplistiske udlægning rent faktisk mening; omend på et akkurat så tumpet niveau, at det forhindrer anmelderen i at forholde sig til filmen overhovedet: ignoranten finder filmen overfladisk, fordi hans eget udgangspunkt er overfladisk. - Sådan må det nødvendigvis være.
Lad os kigge på en anden anmelder, der i det mindste har forstået, at filmen faktisk også handler om noget. Men nu lægges emfasen udelukkende på den politiserende fortolkning, mens æstetikken reduceres til et ukarakteriserende "meget flot".
Man må glæde sig i sit stille sind over at Hitler og Goebbels ikke rådede over et filmapparat som det, vore amerikanske allierede har til deres rådighed i dag. Den følelse går man ud af biografen med efter det mest rendyrkede stykke krigsretorik og volds- og blodfascination, vi har set i mange år.
Nazikortet er spillet allerede i den første sætning, og man ved med det samme, hvad der nu skal ske:
Og endnu tykkere og endnu mere kvalmende. For ikke nok med at spartanerne er ædle, tapre, hårdføre og ubøjelige og anser hinanden som frie og lige - deres fjender er til gengæld sadistiske slavepiskere, der anser kvinder for mindreværdige, foragtelige og urene, som mishandler deres trælle, som vælter sig i dekadente seksuelle udskejelser, mærkede og vansirede af unævnelige sygdomme, ja, selv kæmpen Xerxes, menneskeguden, har umiskendelige træk af transseksualitet eller homoseksualitet, kvindagtig blødhed i bevægelserne og særdeles feminine linjer omkring øjne og mund. For slet ikke at tale om Xerxes og persernes konstante forsøg på at bestikke eller afpresse sig frem, mens spartanerne har den noget enklere holdning, at en mand er end mand, et ord er et ord og et sværd er et sværd.
Denne anmelder, der er blind for æstetikken overhovedet, forsømmer at vise, hvordan 300, skriver sig ind i den mytologiske tradition som vi kender fra film som Star Wars og Ringenes Herre. Med enklere midler end de tre nye Star Wars film, og også meget mere ærligt og kontant end dem, behandler den spørgsmål, der er prægnante i tiden.
Fordi filmen er mytologisk og således "urealistisk", så forsvinder det "ondes" menneskelige træk også. I 300 er det "onde", symboliseret ved despotismens guddommeligt sanktionerede korruption af den menneskelige ånd. Xerxes bliver symbol og således også princip for: ufriheden, foragten for individet og logikken og kravet om knæfald for den uindskrænkede magt.
Med sin brændende gentagne snak om død, blod og ære og om jord og vand kalder den konstant på dystre mindelser om en anden krigsromantisk kultur, nemlig den nazistiske, der med sin Blut und Boden-ideologi fremelskede så dødskult-fikserede elitekorps som SS. En fascistisk romantik lige så kvalmende som den form for retorik, der sender tusinder af unge muslimske terrorister i døden med løftet om guddommeligt efterliv og evig velsignelse.
I sit essay: Notes on nationalism, foretager den store analytiker af totalitarismen, George Orwell en distinktion mellem patriotisme og noget han i mangel på et bedre term vælger at kalde nationalisme:
Nationalism is not to be confused with patriotism. Both words are normally used in so vague a way that any definition is liable to be challenged, but one must draw a distinction between them, since two different and even opposing ideas are involved. By ‘patriotism’ I mean devotion to a particular place and a particular way of life, which one believes to be the best in the world but has no wish to force on other people. Patriotism is of its nature defensive, both militarily and culturally. Nationalism, on the other hand, is inseparable from the desire for power. The abiding purpose of every nationalist is to secure more power and more prestige, not for himself but for the nation or other unit in which he has chosen to sink his own individuality.
Med George Orwell træder det tydeligt frem, at det der karakteriserer spartanerne i filmen er en indædt patriotisme, mens Xerxes bliver symbolet på Orwells dårligt definerede "nationalisme", som han allerede på det tidspunkt han skriver essayet burde have indset, er selve totalitarismen i svøb.
Spartanerne angriber ikke: de bliver angrebet, og det gør faktisk hele forskellen! De ikke bare forsvarer en livsstil og en hjemstavn i ord, de forsvarer den med hver en stolt fiber i deres krop. De udlever dens ånd og er tro mod dens lov. Hvis de mister den, så mister de sig selv!
Frihedsbegrebet er temmeligt simpelt: frihed er evnen og viljen til modstandskamp. Har man ikke den, vil man før eller siden blive træl - som er det modsatte af fri, fordi andre er ens vilje.
Denne pointe bliver især synlig, da dronningen fortæller forrædderen, at frihed sådan set ikke er frihed, fordi den skal betales med den højeste pris: blod! I antikken havde dette været en overflødig kommentar, og den er til ære for et moderne publikum, der tager friheden for givet, og derfor slet ikke har fortjent den - og af den grund også før eller siden vil miste den.
Men denne dybe pointe må naturligvis prelle fuldstændigt af på vores tids dekadente og overfladiske elite, ligesom den da heller ikke i filmen umiddelbart fattes af den spartanske ditto, i hvem politik er blevet en blodsygdom.
Men når nu man ikke forstår, hvad der bliver sagt, kan man jo lige så godt gøre sig dum, og udstille sin oikofobi for alverden:
Det er en flot krigerfilm, høj underholdning på det rene testosteron-niveau, kunst på samme måde som en boksefilm kan være det, underholdende som en Rambo-film.
Men det er også en gang rædselsfuld kulturmobilisering af værste skuffe. Ikke nogen behagelig oplevelse....
Der imod skal jeg blot konstatere, at filmen er et antitotalitært manifest i en tid, hvor den totalitære fordummelse trænger sig på. I sin samtale med Leonidas håner Xerxes grækerne for deres overdrevne tillid til logikken, og truer ham med at udslette ethvert minde om Sparta fra historiens sider.
Udslettelsen af historien og hukommelsen såvel som logikken er de værktøjer, George Orwell i sit analytiske mesterværk 1984 lader den Oligarkiske Kollektivisme (Engelsk Socialismen, Engsoc) benytte til realisering af den grænseløse magthunger, der gennem massernes bevidstløshed vil inkarnere den gud (Store Broder), der hader, foragter og frygter enhver individualitet.
Derfor bliver dette lille mesterværk af en film en hyldest til det frie menneske. Og understreger i et orgie af blod, at denne frihed altid skal købes dyrt...
Per
fredag, april 13, 2007
Hykleri
Modspilleren har nogle sælsomme forestillinger om, at man ikke må hetze og stigmatisere minoriteter - eller hvad det nu hedder, når man tegner tegninger af nogle med en kollektiv identitet - eller deres chef, eller führer eller så'n.
Men når alt kommer til alt, så skal Carsten sgu nok selv bestemme, hvem han kan stigmatisere, og så ved vi jo li'som allesammen godt, hvor det moralske opkast kommer fra - ik'?
Per
Men når alt kommer til alt, så skal Carsten sgu nok selv bestemme, hvem han kan stigmatisere, og så ved vi jo li'som allesammen godt, hvor det moralske opkast kommer fra - ik'?
Per
torsdag, marts 22, 2007
Pluralisme
Via snaphanen:
Den 17-åriga pojke som i oktober förra året blev polisanmäld efter att burit bomberjacka med keltiska kors har nu dömts till dagsböter på tretusen kronor.
Som Jnytt tidigare har berättat var det i höstas som deb 17-årige pojken polisanmäldes efter att han varit på A6 köpcenter. Då pojken bar bomberjacka med olika nazistrelaterade symboler, såsom ett keltiskt kors, reagerade en väktare och kontaktade polisen. Nu har pojken dömts till tretusen kronor i dagsböter då symbolerna på jackan räknas som hets mot folkgrupp.
Lad mig lige prøve at forstå den her: et keltisk kors er et nazisymbol og en hetz mod en befolkningsgruppe - javel. Er de blevet splitterravende gale? Det er en integreret del af den europæiske kulturarv, der her dæmoniseres! Hvad fanden er meningen!? Hvor er religionsfriheden om jeg må spørge?
Problemet med dæmoniseringen af symboler, som Hitler havde held til at associere med nazisme er, at disse symboler i mindre end 100 år er blevet anvendt af den nazistiske bevægelse, men i de forudgående årtusinder symboliserede en nærmest universel religiøsitet. Og det vel at mærke ikke monotonoteisme, men væsentlige mystiske indsigter i den menneskelige psyke.
Hagekorset - og det er vel det man egentligt betænker her - er således et symbol, der afspejler ikke bare en tidlig europæisk åndelighed, men en universel åndelighed. Jeg har stået i Japan mellem tvende bjerge i en obskur landsby med 10 huse og tilhørende rismarker, hvor der på et religiøst monument var indgraveret et lille uskyldigt solkors. Hvis man vil have en uddybende forklaring på denne svastika og om, hvorfor nazisterne vendte det om, så klik her.
Alle japanske templer markeres således. Her er et eksempel fra et ganske almindeligt online kort:
Japanerne forstår sig i øvrigt på den pluralisme, der åbenbart falder svenskerne så svært.
Vil svenskerne forbyde hammer og sejl? Skal man forbyde det kristne kors? Skal man forbyde muslimske kvinders tørklæder? Jeg mener symboler, der på mindste måde kan associeres med ideologier, der har forårsaget massedrab skal åbenbart forbydes! Eller er der bare tale om inkonsekvent moralisme - og pæn hensyntagen til mennesker, der burde overveje at blive voksne? Hvis jøder ikke evner at skille tingene ad, så er det måske på tide at sætte ind med uddannelses- og oplysningskampagner!
Det svenske (og tyske) forbud mod hagekors og keltiske kors, og andre symboler som nazisterne gjorde til deres, er en krænkelse af religionsfriheden. Og ikke nok med det: det er en forhånelse og en kriminalisering af en åndelighed, der var større, mere indsigtsfuld og rummede tusinder af gange mere visdom end monotonoteismerne: jødedom, kristendom og islam.
Disse 3 "religioner" er alle produktet af semitiske ørkenrøveres eventyr. Selv Jesus kunne ikke forbedre stort på det inhumane perspektiv: socialismen (nazisme/kommunsime) er kristendommens produkt; islamismen er islams produkt; og zionismen er jødedommens produkt! De gør alle krav på at være evigt sande, de gør alle krav på et sandhedsmonopol... om alt går ad helvede til, så vil en af dem få det!
Her en opfordring til Europas polyteister (de ægte pluralister): fød nye guder, fød skønne guder! I har skaberkraften - ikke de gamle og de trætte og de selvtilfredse. Fød nye guder, så de gamle kan dø; gør som Loke: hån dem, spot dem og latterliggør dem; og hvis de truer jer med vold, bål og brænd - som de altid har gjort - så erklær dem krig: brug jeres kunst, jeres musik, jeres film, jeres bøger og jeres blogs til at bringe dem i knæ - lad jeres kreativitet være det sværd, der flækker deres ormstukne guder!
Lad jeres nøgne unge kroppe udstille deres alderdoms skam. Lev! Lev smukt, vel og yndefuldt - de vil hade jer for det... Nuvel, livet er kamp, kamp er liv! :-)
Verden er på jeres side, for verden er dynamisk - den er ikke monoton! Lyt ikke til de bagstræbere, der i bund og grund hader Jorden for deres egen ufuldkommenhed, og hvis eneste våben, mod den verden de frygter, er en løgn: et statisk "himmerige" - en anden og "bedre" verden.
Vær tro mod Jorden! - Mod jer selv...
Og skråt så op med alle de ignorante oikofober, der påstår, at I ikke har en kultur; for den eneste måde de kan gøre sig håb om at promovere deres idioti er gennem forbud - og et helt fantastisk hykleri!
Jag tror att det är lite det som gör många svenskar så avundsjuka på invandrargrupper. Ni har en kultur, en identitet, en historia, någonting som binder ihop er. Och vad har vi? Vi har midsommarafton och sådana töntiga saker.
Mona Sahlin i ett tal inför Turkiska ungdomsförbundets Euroturk, mars 2002.
Mona Sahlin - Källa: Expressen, 26 juli 2002.
Hvis Mona er pluralist endsige tolerant, så er min røv en vandflyver!
Per
søndag, marts 18, 2007
Racisme
Nogle gange er det godt at skifte perspektiv (det har jeg vist sagt før :-):
Vi kan starte med denne artikel på The Guardian (Via Hodja):
The acknowledgement of personal racism is simply a prerequisite before anyone can begin to eradicate its pernicious effects.
Sikke en indsigt! Men kan den så motivere til selverkendelse?
As a black man, I admit I am bound to suffer from prejudices of my own. I cannot be racist, however, because in the global order I do not belong to the dominant group. If I were to mistreat a white person, no matter how low in social status, the weight of this country's white power structure would come down against me. As Stephen Lawrence's parents found, this force does not come to the aid of black people.
And how could I be racist anyway? I assure you, some of my best friends are white.
Åbenbart ikke... Joseph Harker lider af en uerkendt racisme, der foranlediger ham til at kalde alle hvide mennesker for racister, hvilket i sig selv må siges at være en temmelig racistisk fordom. Ikke desto mindre kan han naturligvis frikende sig selv i et par sætninger.
Man kan imidlertid finde temmelig interessante ting på nettet nu om stunder, og den amerikanske racisme-debat er præget af en gryende forståelse, for den racisme der via personer som Joseph Harker rammer ikke bare hvide mennesker:
In poor neighborhoods across this country Asians endure daily racial hatred just as I did. Because of their language deficiencies, their small size, their fear of violent confrontations, they endure in silence. Unlike me, many of them will never depart for a new life in a beautiful place far, far away. So each day they grow more bitter against a group that much of America refuses to acknowledge to be capable of racism: African Americans.
Faktisk kan visse positioner i debatten give ekko til den europæiske islam-debat:
For nearly half a century, predominately white America has been trying to atone for past wrongs done to black people. However, nothing seems to be enough. The more society adapts to their demands, the more the demands increase. And, the demands have gone well beyond that which is justified.
A case in point is the current attack by Alabama’s Legislative Black Caucus on Auburn University.
[...]
And, speaking of racial diversity, it is appropriate to note that it seems to only apply to the predominately white schools in Alabama. Predominately black schools, such as Alabama A & M, Alabama State and Tuskegee Universities are not required to impose the diversity requirement, either in the athletic or academic departments. And, there is no Office of Diversity & Multi-Cultural Affairs to see after the needs of the few (certainly less than 71.1 percent) white students at the schools.
[...]
But, this and other similar instances, clearly indicate that racism in Alabama is alive and well, except it is now white people who are being abused -- black racism is taking over, and the once honorable civil rights movement is dead.
Tjah... for mig i det mindste, så ringer der klokker - alarmklokker!
Because they are black, the Wichita killers have been protected from national scrutiny and have not even been charged with a hate crime. The entire apparatus of local government in Wichita - abetted by the national press -- has worked overtime to keep the public ignorant of what happened. If the truth came out, it would threaten a national melodrama in which only blacks are victims, only blacks are persecuted and only whites are racists. Within the framework of this melodrama, the only acceptable meaning of civil rights is retribution for blacks -- retribution for any and every crime, real or imagined, ever suffered by black people however remote in the past. "Reparations" is just the nom de jour of the new civil rights package.
What would happen if, instead, we returned to the idea of individual accountability, and gave up the totalitarian fantasies of reparations and "social justice," in which oppressed classes exact retribution from their age-old oppressors? What if we returned to the real world in which individuals commit indefensible misdemeanors (Los Angeles) and monstrous crimes (Wichita)? What if we revived the idea of making the punishment fit the actual deed? Think of all the people who wouldn't know what to do with themselves if that were to happen.
Forbandet tragisk: hvis man for helvede, da bare kunne stoppe den evindeligt naive "forståelse" - vel og mærke udelukkende tilstået grupper som man tiltænker en eller anden særlig offerrolle.
Actually, what most whites are is cowardly. When we see black kids with the top of their baggy pants drooping somewhere south of their butts, annoying people with their ear-splitting boom boxes, saying “they be” when they mean “they are,” and we pretend that theirs is a different, but equally fine culture as our own, we’re no better than those enablers who give money to drug addicts or booze to alcoholics.
Per
Vi kan starte med denne artikel på The Guardian (Via Hodja):
The acknowledgement of personal racism is simply a prerequisite before anyone can begin to eradicate its pernicious effects.
Sikke en indsigt! Men kan den så motivere til selverkendelse?
As a black man, I admit I am bound to suffer from prejudices of my own. I cannot be racist, however, because in the global order I do not belong to the dominant group. If I were to mistreat a white person, no matter how low in social status, the weight of this country's white power structure would come down against me. As Stephen Lawrence's parents found, this force does not come to the aid of black people.
And how could I be racist anyway? I assure you, some of my best friends are white.
Åbenbart ikke... Joseph Harker lider af en uerkendt racisme, der foranlediger ham til at kalde alle hvide mennesker for racister, hvilket i sig selv må siges at være en temmelig racistisk fordom. Ikke desto mindre kan han naturligvis frikende sig selv i et par sætninger.
Man kan imidlertid finde temmelig interessante ting på nettet nu om stunder, og den amerikanske racisme-debat er præget af en gryende forståelse, for den racisme der via personer som Joseph Harker rammer ikke bare hvide mennesker:
In poor neighborhoods across this country Asians endure daily racial hatred just as I did. Because of their language deficiencies, their small size, their fear of violent confrontations, they endure in silence. Unlike me, many of them will never depart for a new life in a beautiful place far, far away. So each day they grow more bitter against a group that much of America refuses to acknowledge to be capable of racism: African Americans.
Faktisk kan visse positioner i debatten give ekko til den europæiske islam-debat:
For nearly half a century, predominately white America has been trying to atone for past wrongs done to black people. However, nothing seems to be enough. The more society adapts to their demands, the more the demands increase. And, the demands have gone well beyond that which is justified.
A case in point is the current attack by Alabama’s Legislative Black Caucus on Auburn University.
[...]
And, speaking of racial diversity, it is appropriate to note that it seems to only apply to the predominately white schools in Alabama. Predominately black schools, such as Alabama A & M, Alabama State and Tuskegee Universities are not required to impose the diversity requirement, either in the athletic or academic departments. And, there is no Office of Diversity & Multi-Cultural Affairs to see after the needs of the few (certainly less than 71.1 percent) white students at the schools.
[...]
But, this and other similar instances, clearly indicate that racism in Alabama is alive and well, except it is now white people who are being abused -- black racism is taking over, and the once honorable civil rights movement is dead.
Tjah... for mig i det mindste, så ringer der klokker - alarmklokker!
Because they are black, the Wichita killers have been protected from national scrutiny and have not even been charged with a hate crime. The entire apparatus of local government in Wichita - abetted by the national press -- has worked overtime to keep the public ignorant of what happened. If the truth came out, it would threaten a national melodrama in which only blacks are victims, only blacks are persecuted and only whites are racists. Within the framework of this melodrama, the only acceptable meaning of civil rights is retribution for blacks -- retribution for any and every crime, real or imagined, ever suffered by black people however remote in the past. "Reparations" is just the nom de jour of the new civil rights package.
What would happen if, instead, we returned to the idea of individual accountability, and gave up the totalitarian fantasies of reparations and "social justice," in which oppressed classes exact retribution from their age-old oppressors? What if we returned to the real world in which individuals commit indefensible misdemeanors (Los Angeles) and monstrous crimes (Wichita)? What if we revived the idea of making the punishment fit the actual deed? Think of all the people who wouldn't know what to do with themselves if that were to happen.
Forbandet tragisk: hvis man for helvede, da bare kunne stoppe den evindeligt naive "forståelse" - vel og mærke udelukkende tilstået grupper som man tiltænker en eller anden særlig offerrolle.
Actually, what most whites are is cowardly. When we see black kids with the top of their baggy pants drooping somewhere south of their butts, annoying people with their ear-splitting boom boxes, saying “they be” when they mean “they are,” and we pretend that theirs is a different, but equally fine culture as our own, we’re no better than those enablers who give money to drug addicts or booze to alcoholics.
Per
lørdag, marts 10, 2007
Fest!
Ovre på Aminas og Oles sæbekasse er man meget forstående mennesker:
Enkelte individer på Nørrebro valgte at smide med Molotov-cocktails. Det kan der være flere årsager til. Nogle har måske ønsket ballade og vold; for andre har det måske været et udtryk for afmagt; og for andre måske markering af en holdning til samfundet, der kan opsummeres til "så lad os sætte en tændstik til lortet og prøve en gang til".
Så hvis nogle lettere frustrerede og afmagtsfølende mennesker skulle have lyst til at afprøve opskrifterne på Molotov-cocktails som Amina Olander Lap og Ole Wolf så betænksomt beskriver, er jeg helt sikker på, at de vil velkomme en lille happening på deres bopæl.
Måske man kunne starte med at besætte deres hjem og smide dem på gaden. Når så festen bliver kedelig, kan man jo øve sig i at kaste med cocktails (et såkaldt cocktail-party).
Og mon ikke de to festlige mennesker vil more sig helhjertet, når nogle idealistiske mennesker sætter ild til cykler og biler som husstanden på ægte kapitalistisk vis har sat sig i besiddelse af ved en total afskyvækkende udnyttelse af arbejderklassen?
så lad os sætte en tændstik til lortet og prøve en gang til
Ja det er jo om at være åben og kreativ, og ikke tage det hele så tungt... altså lige bortset fra det med udnyttelsen - det er jo selvsagt noget svineri!
Men så skal vi altså også lige i behørig parantes bemærke, at den slags kreativ udlevelse af sine helt berettigede afmagtsfølelser desværre er ulovlig. :-(
Per
Enkelte individer på Nørrebro valgte at smide med Molotov-cocktails. Det kan der være flere årsager til. Nogle har måske ønsket ballade og vold; for andre har det måske været et udtryk for afmagt; og for andre måske markering af en holdning til samfundet, der kan opsummeres til "så lad os sætte en tændstik til lortet og prøve en gang til".
Så hvis nogle lettere frustrerede og afmagtsfølende mennesker skulle have lyst til at afprøve opskrifterne på Molotov-cocktails som Amina Olander Lap og Ole Wolf så betænksomt beskriver, er jeg helt sikker på, at de vil velkomme en lille happening på deres bopæl.
Måske man kunne starte med at besætte deres hjem og smide dem på gaden. Når så festen bliver kedelig, kan man jo øve sig i at kaste med cocktails (et såkaldt cocktail-party).
Og mon ikke de to festlige mennesker vil more sig helhjertet, når nogle idealistiske mennesker sætter ild til cykler og biler som husstanden på ægte kapitalistisk vis har sat sig i besiddelse af ved en total afskyvækkende udnyttelse af arbejderklassen?
så lad os sætte en tændstik til lortet og prøve en gang til
Ja det er jo om at være åben og kreativ, og ikke tage det hele så tungt... altså lige bortset fra det med udnyttelsen - det er jo selvsagt noget svineri!
Men så skal vi altså også lige i behørig parantes bemærke, at den slags kreativ udlevelse af sine helt berettigede afmagtsfølelser desværre er ulovlig. :-(
Per
torsdag, marts 08, 2007
Porno II
I Jydepotten:
Bladkoncern vækker afsky med sex-konkurrence
Afsky og forargelse. Det er flere ligestillingsordføreres reaktion på, at et af bladkoncernen Allers mandeblade har lavet konkurrencer, hvor gevinsten er en prostitueret pige.
[...]
Jan Nielsen:
"Det overvejende spørgsmål er, hvorfor vi bringer sådan en konkurrence. Svaret er enkelt: Det gør vi, fordi de prostituerede har bedt os om det. Baggrunden er, at berøringsangsten omkring prostitution i danske medier er så udtalt, at vores magasin i dag reelt er et af de meget få medier, hvor pigerne kan forvente en fair og fordomsfri behandling. Vi gør os ikke til moralske dommere over de kvinder, som har valgt prostitution som næringsvej, og vi ser derfor heller ikke et problem i at give dem et talerør i et mediebillede, som ellers fortrinsvis beskæftiger sig med begrebet, hvis man kan kæde det sammen med sensation og skandale."
Kølig, saglig og velovervejet antidosis til moralismens skrigende og skinhellige køer:
"Det er simpelthen grotesk, at man kan komme i tanke om sådan noget. Bladet fornedrer de mennesker, det bruger på den måde og udnytter deres ulykke for egen vindings skyld. Det er skræmmende, at de ikke tænker over, at de bidrager til menneskelig elendighed, siger SF's ligestillingsordfører," Pernille Vigsø Bagge.
Hvem sagde grotesk? Der burde stå:
Det er simpelthen grotesk, at jeg gør det her. Jeg fornedrer de mennesker, hvis liv jeg påstår er en ulykke for min egen vindings skyld. Det er skræmmende, at jeg ikke tænker over, at jeg bidrager til menneskelig elendighed.
Modspilleren viderebringer i den forbindelse nogle velvalgte ord:
En kvindeforening opfordrer til at anmelde 'horehuse' til politiet. Udtrykket 'horehuse' stammer fra en kristen puritanisme der gennem århundreder har fordømt og forfulgt prostituerede. De hævder at ville forhindre kvindehandel, men konsekvensen af kampagnen er, at vi der arbejder som lovlige sexarbejdere bliver overvåget og mistænkeliggjort.
Religiøse foreninger hævder at ville tage sig af os, men i virkeligheden fordømmer de al form for sexarbejde og kalder prostitution og pornografi for voldtægt. De ser ned på prostituerede som stakler og hjælper kun dem der siger at de fortryder deres liv. Andre bliver udsat for diskrimination hvis de ikke siger at de er blevet misbrugt og ødelagt af prostitution. Også en del såkaldte feminister diskriminerer os prostituerede ved at nægte at lytte til os. De taler ned til os og afviser vores krav om rettigheder og beskyttelse.
(...)
Desuden bliver vi forhindret i at oprette en forening for sexarbejdere som man har i mange andre lande og vi får ikke lov at blive medlem af en a-kasse, selvom vi er tvunget til at betale skat til samfundet. Vi er også bange for at den puritanske bølge på længere sigt vil gå ud over andre sexarbejdere, hvis det også lykkes at forbyde eller begrænse pornografi, striptease, erotiske magasiner m.m.
Moralismens hellige åg er først og fremmest et religiøst problem, men det er også et venstrefløjsproblem: Som jeg gentagne gange har forsøgt at gøre opmærksom på, så var kristendommen et moralistisk slaveoprør, og socialismen dens ateistiske ditto! Den var et udtalt nej til de stærkere og mere vellykkede mennesker: de mennesker, der vælger sig selv og lever i overensstemmelse med sig selv - og af den grund lever vellykket!
Vil man moralismens undertrykkelse til livs, så skal man se den for, hvad den er: Først må man se frelserkomplekset: man skal frelse Guds lam fra de onde; et offer må iscenesættes - i stil med Jesus på korset. Dernæst må man gennemskue løgnen om en "bedre" verden: hvis bare vi kan "forbedre" (historisk: internere, torturere og brænde, skyde eller gasse) mennesket.
Lad os til slut overveje, hvilken naivitet det er at sige, "sådan og sådan burde mennesket være!" Virkeligheden viser os en henrivende rigdom af typer, frodigheden i et ødselt formspil og en overdådig formvekslen: og en eller anden ynkelig drivert af en moralist siger hertil: "nej! mennesket burde være anderledes"? ... han ved endda, hvordan det burde være, dette skinhellige skrog; han maler sig på væggen, idet han siger "ecce homo!"
Friedrich Nietzsche - Afgudernes ragnarok
Per
Bladkoncern vækker afsky med sex-konkurrence
Afsky og forargelse. Det er flere ligestillingsordføreres reaktion på, at et af bladkoncernen Allers mandeblade har lavet konkurrencer, hvor gevinsten er en prostitueret pige.
[...]
Jan Nielsen:
"Det overvejende spørgsmål er, hvorfor vi bringer sådan en konkurrence. Svaret er enkelt: Det gør vi, fordi de prostituerede har bedt os om det. Baggrunden er, at berøringsangsten omkring prostitution i danske medier er så udtalt, at vores magasin i dag reelt er et af de meget få medier, hvor pigerne kan forvente en fair og fordomsfri behandling. Vi gør os ikke til moralske dommere over de kvinder, som har valgt prostitution som næringsvej, og vi ser derfor heller ikke et problem i at give dem et talerør i et mediebillede, som ellers fortrinsvis beskæftiger sig med begrebet, hvis man kan kæde det sammen med sensation og skandale."
Kølig, saglig og velovervejet antidosis til moralismens skrigende og skinhellige køer:
"Det er simpelthen grotesk, at man kan komme i tanke om sådan noget. Bladet fornedrer de mennesker, det bruger på den måde og udnytter deres ulykke for egen vindings skyld. Det er skræmmende, at de ikke tænker over, at de bidrager til menneskelig elendighed, siger SF's ligestillingsordfører," Pernille Vigsø Bagge.
Hvem sagde grotesk? Der burde stå:
Det er simpelthen grotesk, at jeg gør det her. Jeg fornedrer de mennesker, hvis liv jeg påstår er en ulykke for min egen vindings skyld. Det er skræmmende, at jeg ikke tænker over, at jeg bidrager til menneskelig elendighed.
Modspilleren viderebringer i den forbindelse nogle velvalgte ord:
En kvindeforening opfordrer til at anmelde 'horehuse' til politiet. Udtrykket 'horehuse' stammer fra en kristen puritanisme der gennem århundreder har fordømt og forfulgt prostituerede. De hævder at ville forhindre kvindehandel, men konsekvensen af kampagnen er, at vi der arbejder som lovlige sexarbejdere bliver overvåget og mistænkeliggjort.
Religiøse foreninger hævder at ville tage sig af os, men i virkeligheden fordømmer de al form for sexarbejde og kalder prostitution og pornografi for voldtægt. De ser ned på prostituerede som stakler og hjælper kun dem der siger at de fortryder deres liv. Andre bliver udsat for diskrimination hvis de ikke siger at de er blevet misbrugt og ødelagt af prostitution. Også en del såkaldte feminister diskriminerer os prostituerede ved at nægte at lytte til os. De taler ned til os og afviser vores krav om rettigheder og beskyttelse.
(...)
Desuden bliver vi forhindret i at oprette en forening for sexarbejdere som man har i mange andre lande og vi får ikke lov at blive medlem af en a-kasse, selvom vi er tvunget til at betale skat til samfundet. Vi er også bange for at den puritanske bølge på længere sigt vil gå ud over andre sexarbejdere, hvis det også lykkes at forbyde eller begrænse pornografi, striptease, erotiske magasiner m.m.
Moralismens hellige åg er først og fremmest et religiøst problem, men det er også et venstrefløjsproblem: Som jeg gentagne gange har forsøgt at gøre opmærksom på, så var kristendommen et moralistisk slaveoprør, og socialismen dens ateistiske ditto! Den var et udtalt nej til de stærkere og mere vellykkede mennesker: de mennesker, der vælger sig selv og lever i overensstemmelse med sig selv - og af den grund lever vellykket!
Vil man moralismens undertrykkelse til livs, så skal man se den for, hvad den er: Først må man se frelserkomplekset: man skal frelse Guds lam fra de onde; et offer må iscenesættes - i stil med Jesus på korset. Dernæst må man gennemskue løgnen om en "bedre" verden: hvis bare vi kan "forbedre" (historisk: internere, torturere og brænde, skyde eller gasse) mennesket.
Lad os til slut overveje, hvilken naivitet det er at sige, "sådan og sådan burde mennesket være!" Virkeligheden viser os en henrivende rigdom af typer, frodigheden i et ødselt formspil og en overdådig formvekslen: og en eller anden ynkelig drivert af en moralist siger hertil: "nej! mennesket burde være anderledes"? ... han ved endda, hvordan det burde være, dette skinhellige skrog; han maler sig på væggen, idet han siger "ecce homo!"
Friedrich Nietzsche - Afgudernes ragnarok
Per
Diskrimination
Mere fra organet for den laveste oplysning:
Intet sted i de vestlige OECD-lande er der større forskel på beskæftigelsen af indvandrere og ’de indfødte’ som i Danmark.
Selv om Danmark er et af de lande, der investerer mest i integrationspolitik – især sprogundervisning – svigter integrationen af udlændinge stadig.
[...]
De gentagne stramninger af udlændingepolitikken i de sidste to årtier har gjort deres virkning. Et fordomsfuldt politisk kor har kulturelt, mentalt og økonomisk skabt et kunstigt skel mellem dem og os. Det har ført til et spild af store menneskelige ressourcer og ført meget energi ind i politiske skyttegravskrige. Det danske samfund har lukket for meget af, opbygget mentale mure, nye forsvarsværn og skabt øget fremmedfrygt og diskrimination – i stedet for helhjertet at satse på globalisering, øget åbenhed og på inddragelse af indvandrerne i udbygningen af det danske velfærdssamfund. Gennem bedre uddannelser, job og kulturelle netværk.
Og så er det man tænker: tak skæbne, hvor er vi onde!?
Eller tænker man sig om endnu engang?:
I stort set alle OECD-lande har indvandrerne en lavere beskæftigelse end den øvrige befolkning. Det skyldes primært, at indvandrere, der kommer fra mindre udviklede lande, har en relativt svag tilknytning til arbejdsmarkedet. I Danmark ligger beskæftigelsen for både mænd og kvinder fra mindre udviklede lande i den lave ende – men ikke lavest – sammenlignet med andre europæiske lande.
Danmark er imidlertid blandt de europæiske lande, hvor forskellen mellem beskæftigelsesgraden for indvandrere fra mindre udviklede lande og den øvrige befolkning er størst. Det afspejler først og fremmest en høj beskæftigelsesfrekvens i Danmark – særligt for kvinder.
Det kan være mere vanskeligt at integrere indvandrere på det danske arbejdsmarked sammenlignet med andre lande. For det første er det danske arbejdsmarked karakteriseret ved en lav lønspredning og relative høje mindstelønninger, hvilket gør det svært at skaffe sig adgang til det ordinære arbejdsmarked for indvandrere med generelt lave kvalifikationer. For det andet har de indvandrere, vi har modtaget fra mindre udviklede lande, oftest en ringere uddannelsesbaggrund end indvandrerne i de fleste andre OECD-lande. For det tredje kan de kulturelle forskelle få særlig betydning i det danske samfund, hvor man – i modsætning til traditionen i en del andre lande – forventer høj erhvervsdeltagelse fra både kvinder og mænd. Endelig er der en ekstra sproglig barriere i Danmark sammenlignet medengelsktalende lande, ligesom Danmark ikke har samme tradition for at modtage og integrere indvandrere.
Med indførelsen af introduktionsydelsen på starthjælpsniveau fra 2002 er de danske ydelser til nyankomne flygtninge og indvandrere bragt på omtrentligt niveau med en række europæiske lande, hvor ydelserne i Danmark før 2002 var blandt de højeste. Det har endvidere betydet en mærkbar forbedring af de økonomiske incitamenter til at søge beskæftigelse for indvandrere på denne ydelse i Danmark.
Logisk nok har danskernes arbejdsnarkomani (ikke mindst kvindernes), vores høje mindsteløn og vores udmærkede kontanthjælpssystem en del mere med sagen at gøre end den opreklamerede danske racisme.
Hos hvilke grupper finder vi så den store arbejdsløshed?
Danmarks statistik 2004 tal (4. kvartal):
Danmark: 5,9
Island: 9,4
Jugoslavien ex: 14,3
Makedonien: 12,8
Norge: 7
Polen: 10,9
Rumænien: 10
Rusland: 10,5
Serbien-Montenegro: 20,6
Storbritannien: 8,1
Sverige: 7,5
Tyrkiet: 19,5
Tyskland: 7,4
Algeriet: 20,5
Ghana: 12,6
Marokko: 17,2
Somalia: 39,7
Tunesien: 20,9
Ægypten: 17,1
Brasilien: 11,2
USA: 6,7
Afghanistan: 20,3
Folkrep Kina: 7,3
Indien: 9,6
Irak: 26,9
Iran: 15,8
Jordan: 22,9
Kuwait: 44,8
Libanon: 28,5
Pakistan: 16
Philippinerne: 9,2
Sri Lanka: 15
Syrien: 26,5
Thailand: 9,8
Vietnam: 16
Kuwait er et særligt godt eksempel: 36,9% af mændene og 69% procent af kvinderne...
Per
Intet sted i de vestlige OECD-lande er der større forskel på beskæftigelsen af indvandrere og ’de indfødte’ som i Danmark.
Selv om Danmark er et af de lande, der investerer mest i integrationspolitik – især sprogundervisning – svigter integrationen af udlændinge stadig.
[...]
De gentagne stramninger af udlændingepolitikken i de sidste to årtier har gjort deres virkning. Et fordomsfuldt politisk kor har kulturelt, mentalt og økonomisk skabt et kunstigt skel mellem dem og os. Det har ført til et spild af store menneskelige ressourcer og ført meget energi ind i politiske skyttegravskrige. Det danske samfund har lukket for meget af, opbygget mentale mure, nye forsvarsværn og skabt øget fremmedfrygt og diskrimination – i stedet for helhjertet at satse på globalisering, øget åbenhed og på inddragelse af indvandrerne i udbygningen af det danske velfærdssamfund. Gennem bedre uddannelser, job og kulturelle netværk.
Og så er det man tænker: tak skæbne, hvor er vi onde!?
Eller tænker man sig om endnu engang?:
I stort set alle OECD-lande har indvandrerne en lavere beskæftigelse end den øvrige befolkning. Det skyldes primært, at indvandrere, der kommer fra mindre udviklede lande, har en relativt svag tilknytning til arbejdsmarkedet. I Danmark ligger beskæftigelsen for både mænd og kvinder fra mindre udviklede lande i den lave ende – men ikke lavest – sammenlignet med andre europæiske lande.
Danmark er imidlertid blandt de europæiske lande, hvor forskellen mellem beskæftigelsesgraden for indvandrere fra mindre udviklede lande og den øvrige befolkning er størst. Det afspejler først og fremmest en høj beskæftigelsesfrekvens i Danmark – særligt for kvinder.
Det kan være mere vanskeligt at integrere indvandrere på det danske arbejdsmarked sammenlignet med andre lande. For det første er det danske arbejdsmarked karakteriseret ved en lav lønspredning og relative høje mindstelønninger, hvilket gør det svært at skaffe sig adgang til det ordinære arbejdsmarked for indvandrere med generelt lave kvalifikationer. For det andet har de indvandrere, vi har modtaget fra mindre udviklede lande, oftest en ringere uddannelsesbaggrund end indvandrerne i de fleste andre OECD-lande. For det tredje kan de kulturelle forskelle få særlig betydning i det danske samfund, hvor man – i modsætning til traditionen i en del andre lande – forventer høj erhvervsdeltagelse fra både kvinder og mænd. Endelig er der en ekstra sproglig barriere i Danmark sammenlignet medengelsktalende lande, ligesom Danmark ikke har samme tradition for at modtage og integrere indvandrere.
Med indførelsen af introduktionsydelsen på starthjælpsniveau fra 2002 er de danske ydelser til nyankomne flygtninge og indvandrere bragt på omtrentligt niveau med en række europæiske lande, hvor ydelserne i Danmark før 2002 var blandt de højeste. Det har endvidere betydet en mærkbar forbedring af de økonomiske incitamenter til at søge beskæftigelse for indvandrere på denne ydelse i Danmark.
Logisk nok har danskernes arbejdsnarkomani (ikke mindst kvindernes), vores høje mindsteløn og vores udmærkede kontanthjælpssystem en del mere med sagen at gøre end den opreklamerede danske racisme.
Hos hvilke grupper finder vi så den store arbejdsløshed?
Danmarks statistik 2004 tal (4. kvartal):
Danmark: 5,9
Island: 9,4
Jugoslavien ex: 14,3
Makedonien: 12,8
Norge: 7
Polen: 10,9
Rumænien: 10
Rusland: 10,5
Serbien-Montenegro: 20,6
Storbritannien: 8,1
Sverige: 7,5
Tyrkiet: 19,5
Tyskland: 7,4
Algeriet: 20,5
Ghana: 12,6
Marokko: 17,2
Somalia: 39,7
Tunesien: 20,9
Ægypten: 17,1
Brasilien: 11,2
USA: 6,7
Afghanistan: 20,3
Folkrep Kina: 7,3
Indien: 9,6
Irak: 26,9
Iran: 15,8
Jordan: 22,9
Kuwait: 44,8
Libanon: 28,5
Pakistan: 16
Philippinerne: 9,2
Sri Lanka: 15
Syrien: 26,5
Thailand: 9,8
Vietnam: 16
Kuwait er et særligt godt eksempel: 36,9% af mændene og 69% procent af kvinderne...
Per
onsdag, marts 07, 2007
Fordrukkent sludder
På organet for den laveste oplysning finder man følgende belæring:
Er det således, at det kun er mennesker, der selv tidligere har tilhørt en trosretning, som er velkvalificerede til at udtale sig om den? Jeg mener ikke, at svaret er et ubetinget ja. Det centrale spørgsmål er, om religionskritikken er berettiget, og om kritikeren er troværdig.
[...]
Hirsi Ali voksede op som muslim, men siger, at hun i dag er ateist. At tage hendes kritik af islam som sandheden om islam svarer til at tage en ateistisk humanists version af kristendommen som ophøjet og vedtaget sandhed.
Nu må man formode, at forholdsvist intelligente mennesker kan nøjes med at tage bestik af kritikken - og ikke som visse religiøse tåber: udråbe udvalgte tekster til den skinbarlige og evige sandhed om universet.
Skal vi lige tage den igen:
Det centrale spørgsmål er, om kritikken er berettiget, og om kritikeren er troværdig.
Skal vi gætte på at Long Litt Woon er religiøs og en smule mopset?
Per
Er det således, at det kun er mennesker, der selv tidligere har tilhørt en trosretning, som er velkvalificerede til at udtale sig om den? Jeg mener ikke, at svaret er et ubetinget ja. Det centrale spørgsmål er, om religionskritikken er berettiget, og om kritikeren er troværdig.
[...]
Hirsi Ali voksede op som muslim, men siger, at hun i dag er ateist. At tage hendes kritik af islam som sandheden om islam svarer til at tage en ateistisk humanists version af kristendommen som ophøjet og vedtaget sandhed.
Nu må man formode, at forholdsvist intelligente mennesker kan nøjes med at tage bestik af kritikken - og ikke som visse religiøse tåber: udråbe udvalgte tekster til den skinbarlige og evige sandhed om universet.
Skal vi lige tage den igen:
Det centrale spørgsmål er, om kritikken er berettiget, og om kritikeren er troværdig.
Skal vi gætte på at Long Litt Woon er religiøs og en smule mopset?
Per
fredag, marts 02, 2007
Midt i en trusselstid
Trusselskulturen er ikke noget nyt fænomen, men de relativt fredelige 90'ere har nok lullet folk i søvn, og givet fornyet næring til en romantisering af terror.
En af de bedst kendte og velsagtens mest romantiserede trusselskulturer, hvori psykopatien er pregnant, er Cosa Nostra den sicilianske mafia. Anders Nyborg havde i gårsdagens Deadline (22:30) nogle rammende kommentarer til fænomenet, der sagtens kan gælde andre trusselskulturer i nyere tid: autonome, anarkistiske, kommunistiske, fascistiske og islamistiske bevægelser.
Han sagde blandt andet (fra hukommelsen), at mafiaer dukker op igen og igen, hvis ikke statsmagten står tidligt op og slår ned på problemet.
Jeg har bare den pointe rettet mod personer som Michael Rothstein, men også en del journalister, der i går havde travlt med at gøre voldsmændene til et politisk og ikke et retsligt problem: Hvis man vil argumentere for, at nogle mennesker (autonome) ikke selv er ansvarlige for det de gør, mens man vil hævde, at nogle andre mennesker (politikere) faktisk er ansvarlige, for det de selv gør, så har man foretaget en diskrimination, der ikke er argumenteret rationelt for.
Loven åbner ganske vidst mulighed for niveauer af ansvarsfrihed: den kriminelle lavalder og umyndiggørelse, men mennesker, der ikke er omfattet af disse forbehold er fuldt juridisk og moralsk ansvarlige for deres egen adfærd.
Hvis man i fuldt alvor agter at hævde den påstand, at borgerrepræsentationen er skyld i, at en flok vanvittige mennesker sætter en bys gader i brand og bringer andre mennesker i livsfare, så sætter man sig i skødet på de imamer, der hævder, at kvinder, der ikke pakker sig behørigt ind, selv er skyld i, at de bliver voldtaget!
Og hvis man yderligere vil hævde, at borgerrepræsentationen nu er forpligtet til at indgå en handel med disse lømler, så er man helt derude, at man accepterer, at voldtægtsmanden, da også lige skal have lov at gennempule hende endnu engang - før vi kaster hende på møddingen!
Alt for mange journalister opfører sig som visse kvinder, der får tæsk af deres mænd: I stedet for at udstille stodderen som det dumme svin han er, så pakker de sig ind, siger at de er gået ind i en dørkam, og håber inderligt, at der ikke kommer flere spørgsmål! - Er det de tilstande vi vil have?
Hvis ikke, så skriv til DR og Tv2, at nu må det sgu snart gå op for dem, at de lever i et retssamfund. - Eller er de i grunden så humanistisk og socialkonstruktivistisk "uddannede", at de ikke aner, hvad det vil sige?
Per
En af de bedst kendte og velsagtens mest romantiserede trusselskulturer, hvori psykopatien er pregnant, er Cosa Nostra den sicilianske mafia. Anders Nyborg havde i gårsdagens Deadline (22:30) nogle rammende kommentarer til fænomenet, der sagtens kan gælde andre trusselskulturer i nyere tid: autonome, anarkistiske, kommunistiske, fascistiske og islamistiske bevægelser.
Han sagde blandt andet (fra hukommelsen), at mafiaer dukker op igen og igen, hvis ikke statsmagten står tidligt op og slår ned på problemet.
Jeg har bare den pointe rettet mod personer som Michael Rothstein, men også en del journalister, der i går havde travlt med at gøre voldsmændene til et politisk og ikke et retsligt problem: Hvis man vil argumentere for, at nogle mennesker (autonome) ikke selv er ansvarlige for det de gør, mens man vil hævde, at nogle andre mennesker (politikere) faktisk er ansvarlige, for det de selv gør, så har man foretaget en diskrimination, der ikke er argumenteret rationelt for.
Loven åbner ganske vidst mulighed for niveauer af ansvarsfrihed: den kriminelle lavalder og umyndiggørelse, men mennesker, der ikke er omfattet af disse forbehold er fuldt juridisk og moralsk ansvarlige for deres egen adfærd.
Hvis man i fuldt alvor agter at hævde den påstand, at borgerrepræsentationen er skyld i, at en flok vanvittige mennesker sætter en bys gader i brand og bringer andre mennesker i livsfare, så sætter man sig i skødet på de imamer, der hævder, at kvinder, der ikke pakker sig behørigt ind, selv er skyld i, at de bliver voldtaget!
Og hvis man yderligere vil hævde, at borgerrepræsentationen nu er forpligtet til at indgå en handel med disse lømler, så er man helt derude, at man accepterer, at voldtægtsmanden, da også lige skal have lov at gennempule hende endnu engang - før vi kaster hende på møddingen!
Alt for mange journalister opfører sig som visse kvinder, der får tæsk af deres mænd: I stedet for at udstille stodderen som det dumme svin han er, så pakker de sig ind, siger at de er gået ind i en dørkam, og håber inderligt, at der ikke kommer flere spørgsmål! - Er det de tilstande vi vil have?
Hvis ikke, så skriv til DR og Tv2, at nu må det sgu snart gå op for dem, at de lever i et retssamfund. - Eller er de i grunden så humanistisk og socialkonstruktivistisk "uddannede", at de ikke aner, hvad det vil sige?
Per
torsdag, marts 01, 2007
En ubekvem sandhed
Tillad mig at brække mig i lårtykke stråler:
Via Snaphanen:
Al Gore's 'Inconvenient Truth'? -- A $30,000 Utility Bill
Armed with Gore's utility bills for the last two years, the Tennessee Center for Policy Research charged Monday that the gas and electric bills for the former vice president's 20-room home and pool house devoured nearly 221,000 kilowatt-hours in 2006, more than 20 times the national average of 10,656 kilowatt-hours.
Min familie på 3 bruger godt og vel 1.700 kilowattimer i en lejlighed på 120 kvadratmeter. Vi bruger kun sparepærer og slukker pænt lyset i de rum, hvor vi ikke opholder os, men udover det så bruger vi den strøm, vi har behov for. Alligevel går der tilsyneladende 130 af vores familier på 1 Al Gore familie.
Kalee Kreider, a spokesperson for the Gores, did not dispute the Center's figures, taken as they were from public records. But she pointed out that both Al and Tipper Gore work out of their home and she argued that "the bottom line is that every family has a different carbon footprint. And what Vice President Gore has asked is for families to calculate that footprint and take steps to reduce and offset it."
Hvad bilder sådan en flab sig i grunden ind? Miljøet rager jo manden en papskid, og hvad hans skræmmekampagne angår, ja, så er motivet klokkeklart - selv på DR:
Mange havde gættet på at Gore ville annoncere sit kandidatur til præsidentposten, hvis han fik en Oscar. Det skete dog ikke ved overrækkelsen i nat.
Men det skal såmænd nok komme. Og når han så bliver den "miljørigtige" præsident, så får han endeligt et privatfly, der kan matche hans hykleriske miljøprofil
Hvorfor minder denne lille energi-gris mig helt enormt meget om multikultifantaster, der aldrig kunne drømme om at sende deres lille Peter i skole på Nørrebro?
Hold kæft hvor er de dog nogle gode, rare og betænksomme mennesker, der pisser os andre ned af ryggen med deres pæne løgne!!!
Per
Via Snaphanen:
Al Gore's 'Inconvenient Truth'? -- A $30,000 Utility Bill
Armed with Gore's utility bills for the last two years, the Tennessee Center for Policy Research charged Monday that the gas and electric bills for the former vice president's 20-room home and pool house devoured nearly 221,000 kilowatt-hours in 2006, more than 20 times the national average of 10,656 kilowatt-hours.
Min familie på 3 bruger godt og vel 1.700 kilowattimer i en lejlighed på 120 kvadratmeter. Vi bruger kun sparepærer og slukker pænt lyset i de rum, hvor vi ikke opholder os, men udover det så bruger vi den strøm, vi har behov for. Alligevel går der tilsyneladende 130 af vores familier på 1 Al Gore familie.
Kalee Kreider, a spokesperson for the Gores, did not dispute the Center's figures, taken as they were from public records. But she pointed out that both Al and Tipper Gore work out of their home and she argued that "the bottom line is that every family has a different carbon footprint. And what Vice President Gore has asked is for families to calculate that footprint and take steps to reduce and offset it."
Hvad bilder sådan en flab sig i grunden ind? Miljøet rager jo manden en papskid, og hvad hans skræmmekampagne angår, ja, så er motivet klokkeklart - selv på DR:
Mange havde gættet på at Gore ville annoncere sit kandidatur til præsidentposten, hvis han fik en Oscar. Det skete dog ikke ved overrækkelsen i nat.
Men det skal såmænd nok komme. Og når han så bliver den "miljørigtige" præsident, så får han endeligt et privatfly, der kan matche hans hykleriske miljøprofil
Hvorfor minder denne lille energi-gris mig helt enormt meget om multikultifantaster, der aldrig kunne drømme om at sende deres lille Peter i skole på Nørrebro?
Hold kæft hvor er de dog nogle gode, rare og betænksomme mennesker, der pisser os andre ned af ryggen med deres pæne løgne!!!
Per
mandag, februar 26, 2007
Eskapisme
Endnu en lille misforståelse ovre hos Raapil:
Nu vi taler magt: Lad mig lige minde om Jungs skarpsindige observation: Den absolutte modsætning til kærlighed er hverken 'ondskab' eller 'had' - men derimod MAGT. Hvorfor? Fordi magt er det dyriske (tigeren er ikke 'ond', den er bare sulten), mens kærligheden stammer fra det himmelske. Mennesket rummer begge dele og kan vælge.
Et langt bedre ord for kærlighed er begær: begær efter besiddelse og beherskelse; beruselsen ved at kontrolere (virkeligheden). Begæret i den himmelske ønsketænkning er den afmægtiges fantasme: Jeg er svag og ligegyldig på Jorden, ergo er Jorden ond, og de stærke, de smukke og de vellykkede, der er bedre end mig, er de dårlige; i himlen vil jeg derimod få det som jeg vil have det.
Kærligheden til en fantasiverden og hadet til Jorden er de afmægtiges evangelium: eskapisme.
Per
Nu vi taler magt: Lad mig lige minde om Jungs skarpsindige observation: Den absolutte modsætning til kærlighed er hverken 'ondskab' eller 'had' - men derimod MAGT. Hvorfor? Fordi magt er det dyriske (tigeren er ikke 'ond', den er bare sulten), mens kærligheden stammer fra det himmelske. Mennesket rummer begge dele og kan vælge.
Et langt bedre ord for kærlighed er begær: begær efter besiddelse og beherskelse; beruselsen ved at kontrolere (virkeligheden). Begæret i den himmelske ønsketænkning er den afmægtiges fantasme: Jeg er svag og ligegyldig på Jorden, ergo er Jorden ond, og de stærke, de smukke og de vellykkede, der er bedre end mig, er de dårlige; i himlen vil jeg derimod få det som jeg vil have det.
Kærligheden til en fantasiverden og hadet til Jorden er de afmægtiges evangelium: eskapisme.
Per
tirsdag, februar 20, 2007
Stemningsbillede
Nu får man jo oftest fra pænt hold at vide, at man skal passe på med generaliseringerne. Men der er jo som bekendt forskel på fisk (som sild og torsk), og det her fantastiske hjernespind fandt jeg på Uriasposten:
“Det er utrolig vigtigt, at vi ikke bruger denne sag til at rejse en stemning mod muslimerne. Den måde, hvorpå vi har optrådt nedværdigende over for muslimer, gør at vi alle er skyldige i den vrede, der er blandt vore muslimske medborgere.“ (præst Leif Bork)
Vi skal altså ikke rejse stemninger mod muslimerne; men samme sympatiske forbehold skal altså ikke omfatte os - i det vi, som enhver god præst naturligvis godt ved, pr definition er skyldige i hvad som helst: som syndere, racister, vrede hvide mænd, imperialister, kapitalistiske svin, udbyttere, svindlere og blege, kedelige nordboere; neurotiske og asociale som vi er må vi fordømte naturligvis hade disse arme mennesker, for hvem racisme er en by i Rusland, og hvis varme muslimske hjerter omfavner enhver, der bare vil tage imod.
I sandhed mine får: alle vi danskere(?) (men hvem er det lige det er? - for er vi ikke bare en bunke svenskere, der har pulet med tyskere og polakker?) er herrens syndende lam! - Og her til lands gælder jo som bekendt Leif Borks evangelium som sort lov: Jantelov!
Per
“Det er utrolig vigtigt, at vi ikke bruger denne sag til at rejse en stemning mod muslimerne. Den måde, hvorpå vi har optrådt nedværdigende over for muslimer, gør at vi alle er skyldige i den vrede, der er blandt vore muslimske medborgere.“ (præst Leif Bork)
Vi skal altså ikke rejse stemninger mod muslimerne; men samme sympatiske forbehold skal altså ikke omfatte os - i det vi, som enhver god præst naturligvis godt ved, pr definition er skyldige i hvad som helst: som syndere, racister, vrede hvide mænd, imperialister, kapitalistiske svin, udbyttere, svindlere og blege, kedelige nordboere; neurotiske og asociale som vi er må vi fordømte naturligvis hade disse arme mennesker, for hvem racisme er en by i Rusland, og hvis varme muslimske hjerter omfavner enhver, der bare vil tage imod.
I sandhed mine får: alle vi danskere(?) (men hvem er det lige det er? - for er vi ikke bare en bunke svenskere, der har pulet med tyskere og polakker?) er herrens syndende lam! - Og her til lands gælder jo som bekendt Leif Borks evangelium som sort lov: Jantelov!
Per
tirsdag, februar 06, 2007
Den omvendte verden
Charles Krauthammer, via: Uriasposten.
We have made a lot of mistakes in Iraq. But when Arabs kill Arabs and Shiites kill Shiites and Sunnis kill all in a spasm of violence that is blind and furious and has roots in hatreds born long before America was even a republic, to place the blame on the one player, the one country, the one military that has done more than any other to try to separate the combatants and bring conciliation is simply perverse.
Hvilket minder mig om en lille udveksling jeg havde med Carsten Agger sidste år i September.
Jeg skrev:
I hvert fald bliver det underforstået i den artikel, du så forbilledligt blender sammen med: at etniske udrensninger af kristne er en LOGISK følge af invasion og demokratiske valg i muslimske lande...
Alligevel lægges vægten på: at de mennesker, der i stedet for at tage arbejdshandskerne på og arbejde hårdt og indædt på at opbygge Irak, vælger at massakrere enhver, der ikke ligner dem selv, på en eller anden måde er forhekset af den onde onde Bush - hvormed deres gerninger ikke bliver noget man bebrejder dem, men derimod de mennesker, der rent faktisk prøver at hjælpe til med at genopbygge.
Og jeg citerer dig:
Thank you, Mr. Bush!
Kan du forklare mig, hvorfor den antagelse er rimelig?
Hvortil Carsten forklarede:
@per: Bush mfl. har naturligvis ikke bevidst igangsat den nuværende forfølgelse af Iraks kristne, men har ved deres invasion og manglen på en ordentlig plan for hvad der skulle ske bagefter ødelagt en prekær balance, der har skabt den nuværende situation.
De formentlige ret fåtallige ekstremister, der faktisk angriber de kristne, er naturligvis endnu mere ansvarlige.
Men det er ikke desto mindre et faktum, at invasionens ødelæggelse af balancen i området har haft som direkte konsekvens, at en minoritet, der i mange århundreder frit har kunnet praktisere sin religion (også under Saddam) pludselig ser sig ude af stand til at blive i landet. Hvad der er sandt er, at det ikke kun er dem, det går ud over - det er shiaer i sunniområder og sunnier i shiaområder, det er civile og ikkecivile, det er udenlandske soldater og udenlandske civile.
Men ... mindsker så sandelig ikke de kristnes tragedie, og det fritager ikke invasionsstyrkerne deres ansvar for også de kristnes skæbne i det spil, de har forkludret så grundigt.
En temmelig underlig logik, der tilsyneladende foretrækker etniske udrensninger under Saddams faner med en henvisning til en prekær balance, med hvilken Carsten vel ikke kan hentyde til andet end Baath's terror regime... og bevares, man kan jo foretrække visse ikoner frem for andre også i dette henseende.
Men vi kan jo prøve den sølle logik af med Charles Krauthammer:
Med anholdelsen af bandeleder X har politiet ødelagt en prekær balance, der har gjort bandeleder Y mere mægtig, voldelig og terroristisk end nogen sinde. Anholdelsen er således en fejltagelse og bandeleder X burde øjeblikkeligt løslades og politiet skamme sig.
Naturligvis har de få ekstreme forbrydere, der vitterligt benytter sig af vold og terror et endnu større ansvar end politiet, men det fratager ikke politiet for deres ansvar for de overgreb Y begår.
Hvis du nu skulle få en grim smag i munden, så forstår jeg det godt: en sådan logik er undergravende for al elementær retfølelse.
At Carsten så tilmed anså det for nødvendigt at lyve for mig er så en anden sag:
Men det er ikke desto mindre et faktum, at invasionens ødelæggelse af balancen i området har haft som direkte konsekvens, at en minoritet, der i mange århundreder frit har kunnet praktisere sin religion (også under Saddam) pludselig ser sig ude af stand til at blive i landet.
Dokumentationen i mit første indlæg modsiger i mangt og meget en sådan udlægning...
Dette er det store det uhyggelige problem, som jeg i længst tid har søgt at komme til bunds i: psykologien hos menneskehedens ”forbedrere”. En lille og i grunden beskeden kendsgerning, nemlig det såkaldte pia fraus [fromt bedrag], gav mig den første tilgang til dette problem: pia fraus, arvegodset hos alle filosoffer og præster, der ”forbedrede” menneskeheden. Hverken Manu eller Platon eller Konfutze, eller de jødiske og kristelige lærere har nogen sinde tvivlet på deres ret til løgnen. De tvivlede ikke på helt andre rettigheder… Udtrykt i en formel kunne man sige: alle midler, med hvilke menneskeheden hidtil skulle gøres moralsk, var i bund og grund umoralske.
–Friedrich Nietzsche –
Afgudernes ragnarok
Per
We have made a lot of mistakes in Iraq. But when Arabs kill Arabs and Shiites kill Shiites and Sunnis kill all in a spasm of violence that is blind and furious and has roots in hatreds born long before America was even a republic, to place the blame on the one player, the one country, the one military that has done more than any other to try to separate the combatants and bring conciliation is simply perverse.
Hvilket minder mig om en lille udveksling jeg havde med Carsten Agger sidste år i September.
Jeg skrev:
I hvert fald bliver det underforstået i den artikel, du så forbilledligt blender sammen med: at etniske udrensninger af kristne er en LOGISK følge af invasion og demokratiske valg i muslimske lande...
Alligevel lægges vægten på: at de mennesker, der i stedet for at tage arbejdshandskerne på og arbejde hårdt og indædt på at opbygge Irak, vælger at massakrere enhver, der ikke ligner dem selv, på en eller anden måde er forhekset af den onde onde Bush - hvormed deres gerninger ikke bliver noget man bebrejder dem, men derimod de mennesker, der rent faktisk prøver at hjælpe til med at genopbygge.
Og jeg citerer dig:
Thank you, Mr. Bush!
Kan du forklare mig, hvorfor den antagelse er rimelig?
Hvortil Carsten forklarede:
@per: Bush mfl. har naturligvis ikke bevidst igangsat den nuværende forfølgelse af Iraks kristne, men har ved deres invasion og manglen på en ordentlig plan for hvad der skulle ske bagefter ødelagt en prekær balance, der har skabt den nuværende situation.
De formentlige ret fåtallige ekstremister, der faktisk angriber de kristne, er naturligvis endnu mere ansvarlige.
Men det er ikke desto mindre et faktum, at invasionens ødelæggelse af balancen i området har haft som direkte konsekvens, at en minoritet, der i mange århundreder frit har kunnet praktisere sin religion (også under Saddam) pludselig ser sig ude af stand til at blive i landet. Hvad der er sandt er, at det ikke kun er dem, det går ud over - det er shiaer i sunniområder og sunnier i shiaområder, det er civile og ikkecivile, det er udenlandske soldater og udenlandske civile.
Men ... mindsker så sandelig ikke de kristnes tragedie, og det fritager ikke invasionsstyrkerne deres ansvar for også de kristnes skæbne i det spil, de har forkludret så grundigt.
En temmelig underlig logik, der tilsyneladende foretrækker etniske udrensninger under Saddams faner med en henvisning til en prekær balance, med hvilken Carsten vel ikke kan hentyde til andet end Baath's terror regime... og bevares, man kan jo foretrække visse ikoner frem for andre også i dette henseende.
Men vi kan jo prøve den sølle logik af med Charles Krauthammer:
Med anholdelsen af bandeleder X har politiet ødelagt en prekær balance, der har gjort bandeleder Y mere mægtig, voldelig og terroristisk end nogen sinde. Anholdelsen er således en fejltagelse og bandeleder X burde øjeblikkeligt løslades og politiet skamme sig.
Naturligvis har de få ekstreme forbrydere, der vitterligt benytter sig af vold og terror et endnu større ansvar end politiet, men det fratager ikke politiet for deres ansvar for de overgreb Y begår.
Hvis du nu skulle få en grim smag i munden, så forstår jeg det godt: en sådan logik er undergravende for al elementær retfølelse.
At Carsten så tilmed anså det for nødvendigt at lyve for mig er så en anden sag:
Men det er ikke desto mindre et faktum, at invasionens ødelæggelse af balancen i området har haft som direkte konsekvens, at en minoritet, der i mange århundreder frit har kunnet praktisere sin religion (også under Saddam) pludselig ser sig ude af stand til at blive i landet.
Dokumentationen i mit første indlæg modsiger i mangt og meget en sådan udlægning...
Dette er det store det uhyggelige problem, som jeg i længst tid har søgt at komme til bunds i: psykologien hos menneskehedens ”forbedrere”. En lille og i grunden beskeden kendsgerning, nemlig det såkaldte pia fraus [fromt bedrag], gav mig den første tilgang til dette problem: pia fraus, arvegodset hos alle filosoffer og præster, der ”forbedrede” menneskeheden. Hverken Manu eller Platon eller Konfutze, eller de jødiske og kristelige lærere har nogen sinde tvivlet på deres ret til løgnen. De tvivlede ikke på helt andre rettigheder… Udtrykt i en formel kunne man sige: alle midler, med hvilke menneskeheden hidtil skulle gøres moralsk, var i bund og grund umoralske.
–Friedrich Nietzsche –
Afgudernes ragnarok
Per
onsdag, januar 31, 2007
Irrationelt
Jeg var en tur forbi Raapil, og jeg kommer der sgu for sjældent. Man kan hitte sig de mest forunderlige ting i mandens tekster, og det skal han have ros for.
Men jeg er nødt til at korrigere lidt hist og her, fordi indsigtens sted hos Raapil er en noget forvirret affære, der kan bruge en smule fornuft til et skub i den rigtige retning.
Således lades vi forstå:
Der er rigtig mange eksempler på forskere - herunder særlig mange astrofysikere og kvantemekanikere - som gennem deres forskning bliver overbeviste om, at der ligger en 'mening' eller en kreativ kraft bag verden, som den udspiller sig for vores øjne.
Og udsagnet er sandt nok, men det har noget at gøre med, at disse forskere ikke har forstået deres eget udgangspunkt.
Al forskning er en kreativ proces, der ganske vist idealt set baserer sig på en såkaldt "objektiv iagtagelse". Dette ideal er så bare heller ikke mere end det, for som kvantemekanikken så sublimt illustrerer det, så er "objektiv iagtagelse" en hjernespundet fordom uden hold i empirien.
"Objektet" bliver skabt i hjernen gennem en fortolkning af sansedata, der opsamles ud fra kriterier biologien har opsat gennem milliarder af års evolution her på kloden. Efter endt tolkning projiceres rum, tid og objekter ud på "virkeligheden" som en midlertidig hypotese om dens beskaffenhed. Hypotesen ændrer sig i takt med at data indsamles og fortolkes.
Derfor "ligger [der] en 'mening' eller en kreativ kraft bag verden, som den udspiller sig for vores øjne."
Ingen grund til at antage fantasterier om andre skabere af verden end netop dig selv, kære ven - det skulle da lige være dine artsfæller ;-)
Disse forskeres dikotomi: opsplitningen af verden i subjekt og objekt er tilsvarende monotonoteismernes opsplitning af mennesket i krop og sjæl. Og det falder vel i grunden meget naturligt at måtte indse, at selv om vi vist nok lider af en anden opfattelse, så har vi såmænd ikke skiftet præster ud med eksperter; men derimod som så mange gange før: blot et ord med et andet.
Den selv samme sørgelige fejltagelse begået om og om og om igen igennem menneskehedens historie: og hver gang har den skullet legitimere påstanden om, at der altså er en julemand på Grønland.
Bevares: det gør jo børnene glade, men det bliver de også af at hive tomme kalorier ned fra hylderne i supermarkedet - på kort sigt i det mindste.
Ultimativt udgør rationalismen nemlig intet bolværk mod vold og ondskab, men det gør det religiøse:
Et ikke-argument skudt fra hoften - og jeg, der gik og troede, at Raapil havde læst sin historie. ;-)
Hverken det rationelle eller det religiøse udgør noget bolværk mod noget som helst, der i sagens natur er dybt forankret i den enkeltes drifter, lyster og tilbøjeligheder - for slet ikke at tale om dysfunktioner.
Nej, den instans der kan sørge for den uafladelige selvkritik kommer fra sider af det psykiske som ligger uden for jegets og det eventuelle overjegs kontrol. Det er sider som skyldes det kollektivt ubevidste. Og det er derfor det dybest set må regnes for en religiøs instans.
Man kunne også kalde det drifter, der ind i mellem sikrer en artsfremmende adfærd, men perspektivet er naturligvis afhængigt af, hvem man spørger - og ikke mindst, hvordan man spørger:
Når nogle foranlediges til, når de kigger på stjernerne at spørge, om der mon er "intelligent" liv derude? så ignorerer de ofte et måske væsentligere spørgsmål: findes det hernede?
Ateister er Guds største vittighed!
Ak nej min ven... blot din egen - og i så fald er du humorforladt ;-)
Per
Men jeg er nødt til at korrigere lidt hist og her, fordi indsigtens sted hos Raapil er en noget forvirret affære, der kan bruge en smule fornuft til et skub i den rigtige retning.
Således lades vi forstå:
Der er rigtig mange eksempler på forskere - herunder særlig mange astrofysikere og kvantemekanikere - som gennem deres forskning bliver overbeviste om, at der ligger en 'mening' eller en kreativ kraft bag verden, som den udspiller sig for vores øjne.
Og udsagnet er sandt nok, men det har noget at gøre med, at disse forskere ikke har forstået deres eget udgangspunkt.
Al forskning er en kreativ proces, der ganske vist idealt set baserer sig på en såkaldt "objektiv iagtagelse". Dette ideal er så bare heller ikke mere end det, for som kvantemekanikken så sublimt illustrerer det, så er "objektiv iagtagelse" en hjernespundet fordom uden hold i empirien.
"Objektet" bliver skabt i hjernen gennem en fortolkning af sansedata, der opsamles ud fra kriterier biologien har opsat gennem milliarder af års evolution her på kloden. Efter endt tolkning projiceres rum, tid og objekter ud på "virkeligheden" som en midlertidig hypotese om dens beskaffenhed. Hypotesen ændrer sig i takt med at data indsamles og fortolkes.
Derfor "ligger [der] en 'mening' eller en kreativ kraft bag verden, som den udspiller sig for vores øjne."
Ingen grund til at antage fantasterier om andre skabere af verden end netop dig selv, kære ven - det skulle da lige være dine artsfæller ;-)
Disse forskeres dikotomi: opsplitningen af verden i subjekt og objekt er tilsvarende monotonoteismernes opsplitning af mennesket i krop og sjæl. Og det falder vel i grunden meget naturligt at måtte indse, at selv om vi vist nok lider af en anden opfattelse, så har vi såmænd ikke skiftet præster ud med eksperter; men derimod som så mange gange før: blot et ord med et andet.
Den selv samme sørgelige fejltagelse begået om og om og om igen igennem menneskehedens historie: og hver gang har den skullet legitimere påstanden om, at der altså er en julemand på Grønland.
Bevares: det gør jo børnene glade, men det bliver de også af at hive tomme kalorier ned fra hylderne i supermarkedet - på kort sigt i det mindste.
Ultimativt udgør rationalismen nemlig intet bolværk mod vold og ondskab, men det gør det religiøse:
Et ikke-argument skudt fra hoften - og jeg, der gik og troede, at Raapil havde læst sin historie. ;-)
Hverken det rationelle eller det religiøse udgør noget bolværk mod noget som helst, der i sagens natur er dybt forankret i den enkeltes drifter, lyster og tilbøjeligheder - for slet ikke at tale om dysfunktioner.
Nej, den instans der kan sørge for den uafladelige selvkritik kommer fra sider af det psykiske som ligger uden for jegets og det eventuelle overjegs kontrol. Det er sider som skyldes det kollektivt ubevidste. Og det er derfor det dybest set må regnes for en religiøs instans.
Man kunne også kalde det drifter, der ind i mellem sikrer en artsfremmende adfærd, men perspektivet er naturligvis afhængigt af, hvem man spørger - og ikke mindst, hvordan man spørger:
Når nogle foranlediges til, når de kigger på stjernerne at spørge, om der mon er "intelligent" liv derude? så ignorerer de ofte et måske væsentligere spørgsmål: findes det hernede?
Ateister er Guds største vittighed!
Ak nej min ven... blot din egen - og i så fald er du humorforladt ;-)
Per
Reklame
Jeg skal bare lige reklamere for et glimrende nyt sight:
Tankeforbrydelse
Prøv det før din nabo :-)
Per
Tankeforbrydelse
Prøv det før din nabo :-)
Per
fredag, januar 19, 2007
Ønskelisten
Flemming Steen Munch har af vanvare været en tand for virkelighedsnær, og den slags skal man naturligvis revses for af mennesker, der næppe aner, hvordan den ser ud - virkeligheden, altså...
»Flemming Steen Munch har fået en meget ringe historieundervisning. Fascismen er en bevægelse, der vil overtage samfundet og indføre diktatur ved at skræmme befolkningen med terror. Det har intet med Ungdomshusets kamp at gøre. Udtalelserne vil sende gemytterne i kog,« siger Per Bregengaard, gruppeformand for Enhedslisten.
Per Bregengaard har næppe noget at lade nogen høre, hvad skoling angår, når han selv definerer fascisme som: "(...) en bevægelse, der vil overtage samfundet og indføre diktatur ved at skræmme befolkningen med terror." Anvender man de kriterier, så er Castro fascist, hvilket han naturligvis også er, men vil Per Bregengaard medgive os det?
Men hvad har stakkels Flemming egentligt formastet sig til at sige?
- Jeg synes faktisk, at man helt fint kan sammenligne de autonome med en fascistisk organisation. Hvis man ikke er enige med dem i deres syn på tingene, så tøver de ikke med at gribe til vold og hærværk.
Det er situationen omkring Ungdomshuset et ganske godt eksempel på. To retsinstanser siger, at de skal ud. Men de påberåber sig alle deres demokratiske rettigheder, samtidig med, at de ikke vil rette sig efter rettens ord. Det ligner vold for voldens skyld, konstaterer Flemming Steen Munch.
Senere har han så uddybet denne iagtagelse for Nyhedsavisen: På spørgsmålet: "Hvilke konkrete fascistiske træk ser du hos de autonome omkring Ungdomshuset?" udtaler han følgende:
»Fascismens virkemidler er, at man med vold undertrykker andres meninger. De autonomes protester er netop baseret på vold og hærværk. De smadrer butiksvinduer og overmaler bygninger. Jeg synes, at der er god belæg for sammenligningen. Deres virkemidler minder om fascisterne i 30'ernes Tyskland«
Dertil skal jeg blot tilføje: unægteligt! - sammen med Stalins, Maos, Pol Pots, Castros og en hel del andres virkemidler, som nogle folk fra Ønskelisten vist nok har flirtet flittigt med.
Lad mig give Flemming de sidste fornuftige ord:
- Vi oplever, at de unge i dag betragter en henstilling fra politiet som et forhandlingsoplæg, og de påberåber sig deres demokratiske rettigheder for et godt ord. Samtidig mener de, at de på deres mandagsmøde i Ungdomshuset, har retten til at beslutte sig for at udøve vold og hærværk, hvis de ikke er enige i andres synspunkter.
De har gjort Nørrebro til deres slagmark og hvis anderledes tænkende end dem, vil ud og demonstrere på Nørrebro, så kommer de autonome farende og opildner til ballade, siger Flemming Steen Munch.
Huse op
Huse ned
Huse i min have
Hvis jeg ingen huse får
Laver jeg ballade
Per
»Flemming Steen Munch har fået en meget ringe historieundervisning. Fascismen er en bevægelse, der vil overtage samfundet og indføre diktatur ved at skræmme befolkningen med terror. Det har intet med Ungdomshusets kamp at gøre. Udtalelserne vil sende gemytterne i kog,« siger Per Bregengaard, gruppeformand for Enhedslisten.
Per Bregengaard har næppe noget at lade nogen høre, hvad skoling angår, når han selv definerer fascisme som: "(...) en bevægelse, der vil overtage samfundet og indføre diktatur ved at skræmme befolkningen med terror." Anvender man de kriterier, så er Castro fascist, hvilket han naturligvis også er, men vil Per Bregengaard medgive os det?
Men hvad har stakkels Flemming egentligt formastet sig til at sige?
- Jeg synes faktisk, at man helt fint kan sammenligne de autonome med en fascistisk organisation. Hvis man ikke er enige med dem i deres syn på tingene, så tøver de ikke med at gribe til vold og hærværk.
Det er situationen omkring Ungdomshuset et ganske godt eksempel på. To retsinstanser siger, at de skal ud. Men de påberåber sig alle deres demokratiske rettigheder, samtidig med, at de ikke vil rette sig efter rettens ord. Det ligner vold for voldens skyld, konstaterer Flemming Steen Munch.
Senere har han så uddybet denne iagtagelse for Nyhedsavisen: På spørgsmålet: "Hvilke konkrete fascistiske træk ser du hos de autonome omkring Ungdomshuset?" udtaler han følgende:
»Fascismens virkemidler er, at man med vold undertrykker andres meninger. De autonomes protester er netop baseret på vold og hærværk. De smadrer butiksvinduer og overmaler bygninger. Jeg synes, at der er god belæg for sammenligningen. Deres virkemidler minder om fascisterne i 30'ernes Tyskland«
Dertil skal jeg blot tilføje: unægteligt! - sammen med Stalins, Maos, Pol Pots, Castros og en hel del andres virkemidler, som nogle folk fra Ønskelisten vist nok har flirtet flittigt med.
Lad mig give Flemming de sidste fornuftige ord:
- Vi oplever, at de unge i dag betragter en henstilling fra politiet som et forhandlingsoplæg, og de påberåber sig deres demokratiske rettigheder for et godt ord. Samtidig mener de, at de på deres mandagsmøde i Ungdomshuset, har retten til at beslutte sig for at udøve vold og hærværk, hvis de ikke er enige i andres synspunkter.
De har gjort Nørrebro til deres slagmark og hvis anderledes tænkende end dem, vil ud og demonstrere på Nørrebro, så kommer de autonome farende og opildner til ballade, siger Flemming Steen Munch.
Huse op
Huse ned
Huse i min have
Hvis jeg ingen huse får
Laver jeg ballade
Per
tirsdag, november 28, 2006
Smadret af antifascister
Artikel på Uriasposten om politiets hårdhændede behandling af en flok unge mennesker:
"Det har ikke været mig muligt at finde en eneste artikel som sætter spot på ofrenes oplevelse af episoden [...]"
Jo da, det er jo ham staklen, der bliver kørt væk i ambulancen, som er ofret...
Spøg til side... jeg må desværre indlade mig på en længere ideologisk udredning, hvis det på nogen måde skal stå bare en smule klart, hvad jeg mener i denne sag:
Man må ikke tage fejl: disse unge mennesker kæmper ikke for deres egen eller andres individualitet eller nogens ret til at være forskellige iøvrigt: de er selvretfærdige flokdyr, der vil trampe på enhver, der siger den sande lære grundlæggende imod.
Hitlers SA (Sturm Abteilung: Storm Afdeling) bestod af intolerante idealistiske voldsmænd. De rettroende i SA's gadehær befandt sig politisk omkring midten og gerne en hel del til venstre for den.
Det var den nazistiske bevægelses mest revolutionære SA-gardister, der efter magtovertagelsen forlangte endnu en revolution; helt i tråd med ambitionerne i det kommunistiske manifest: Indtil det kommunistiske paradis er indtrådt på jord er den socialistiske revolution et mål i sig selv - om og om og om igen. Hitler var ikke med på legen: sin diktatoriske vorden til trods dog mere pragmatisk end gadens parlament...
For Hitler var det let at forskyde Marxismens dem/os klassetænkning til racisme: det gjorde han ved at identificere kapitalen med den "internationale jøde"; således kunne man hverve mange socialister ved at fortælle dem, at man bekæmpede kapitalen, når blot man bekæmpede jøden.
Har man i grunden nogensinde betænkt sig, hvor grovkornet en stereotypi, der ligger i begrebet arbejderklasse: hvor meget racisme er der ikke at finde i en sådan diskriminering? Socialismen tænker i klasser, grupper og kollektiver; den tænker derimod ikke i individer og familier - disse er dens modsætninger. Derfor bliver socialismens broderskab og søsterskab universelt, men kun i arbejderklassen (partiet) - intet uden for arbejderklassen!
Fordi socialismen er en flokdyrsmentalitet, der betinges af hjernevaskelse, ender den også hver gang i førerdyrkelse: i det den deler ideologisk ophav med de monoteistiske religioner, hvor den substituerer Gud med føreren, der nu bliver alfaderen eller storebroderen for den universelle og rene klasse af brødre og søstre.
Sandsynligvis vil det i fremtidens politisk korrekte overvågede helvede blive Mater Universalis, der stirrer bebrejdende på sine får, fordi hun bare ved, at de er syndere! Blot venter hun med at stille dig til ansvar indtil det øjeblik, hvor du naturnødvendigt træder ved siden af. Hendes stormtropper vil som altid, være de unge hjernevaskede idealister, der intet ved om verden, men tror, at de ved det hele. De bliver misbrugt af en middelstand, der alt for ivrigt vil magten, for at gennemtrumfe deres moraliserende version af virkeligheden. - Sådan vil det utvivlsomt ske igen og igen.
I al sin gru, er venstrefløjens had ikke bare potentielt racistisk: det er dybt fascistoidt og retter sig i sidste instans mod mennesket, fordi det arme kræ ikke altid indretter sig efter utopien og en moralistisk forestilling om et kærligt paradis. Når det ikke gør det, bliver det automatisk til en fjende, der i yderste konsekvens kan afskaffes, hvis fejlen altså ikke lige kan korrigeres. Historien har ikke påvist andet... skal vi lære af den? Når massen vender sig mod individet, så taber individet!
I Sverige er man længst fremme med denne særlige fascistiske variant:
Her bliver "anti-demokraterne" (Sverige Demokraterne) forholdt deres demokratiske rettigheder af såkaldte antifascister, der fungerer som tæskehold (Sturm Abteilung) for den etablerede politiske elites (middelklassens) korrekthedssyn. Det er et typisk træk ved den nyere tids totalitarisme, at den misbruger begreberne og gør dem til sine egne, men sådan har det nok altid været:
Det er således ikke anti-demokratisk voldeligt at bekæmpe andres demokratiske rettigheder, det er derimod demokratisk at forhindre dem i at komme til orde.
På samme måde er det antifascistisk at benytte organiseret vold og terror til at forhindre mennesker af en anden politisk observans, som man grundigt dæmoniserer, i at være politisk aktive.
Det er tilsyneladende anti-fascistisk, når man angriber sine hadeobjekter på deres ejendom, deres person og deres levebrød... selvom dette historisk netop er den fascistiske virkemåde.
Selvom "anti-fascister" benytter enhver lejlighed til at begræde dem/os tænkning, så findes der næppe et noget tilsvarende betændt had, som det disse mennesker føler for deres politiske modstandere, hvor klassetænkning oftest klinger i tråd med racetænkning, blot uden hudfarve - men den var jo sådan set heller ikke jødernes problem. Opsplitningen i dem/os er aldeles totalitær, ideologisk, fanatisk, konsekvent og uforsonlig. Ethvert udestående løses ved vold, kamp, bekæmpelse, udryddelse, afskaffelse og forbud: I lang tid kunne man læse på "ungdomshuset": "Homofober får bank".
Selvom man i grunden udøver og prædiker vold og totalitær intolerance mod enhver, der ikke retter sig efter ens ekstreme synspunkter, iscenesætter man naturligvis sig selv som offer, fordi man i så fald allerede har vundet, selvom man får de tæsk, man rent faktisk så grundigt har lagt op til. - Her ser man den ideologiske parallel til islamismen i en nøddeskald.
Det er muligt, at man vil kalde alt dette for frihedskamp, men friheden tilhører alene indvidet: ingen pøbel eller politisk elite kan påtage sig at forsvare min frihed. - Når den alligevel gør det, er det forbandet hykleri!
Derimod vil en hær af danske mænd (og de må gerne være gule, grønne og sorte) i kamp mod fjenden, der truer Danmark altid kunne opflamme mit hjerte og min kampgejst... Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: sådan er det bare!
Per
"Det har ikke været mig muligt at finde en eneste artikel som sætter spot på ofrenes oplevelse af episoden [...]"
Jo da, det er jo ham staklen, der bliver kørt væk i ambulancen, som er ofret...
Spøg til side... jeg må desværre indlade mig på en længere ideologisk udredning, hvis det på nogen måde skal stå bare en smule klart, hvad jeg mener i denne sag:
Man må ikke tage fejl: disse unge mennesker kæmper ikke for deres egen eller andres individualitet eller nogens ret til at være forskellige iøvrigt: de er selvretfærdige flokdyr, der vil trampe på enhver, der siger den sande lære grundlæggende imod.
Hitlers SA (Sturm Abteilung: Storm Afdeling) bestod af intolerante idealistiske voldsmænd. De rettroende i SA's gadehær befandt sig politisk omkring midten og gerne en hel del til venstre for den.
Det var den nazistiske bevægelses mest revolutionære SA-gardister, der efter magtovertagelsen forlangte endnu en revolution; helt i tråd med ambitionerne i det kommunistiske manifest: Indtil det kommunistiske paradis er indtrådt på jord er den socialistiske revolution et mål i sig selv - om og om og om igen. Hitler var ikke med på legen: sin diktatoriske vorden til trods dog mere pragmatisk end gadens parlament...
For Hitler var det let at forskyde Marxismens dem/os klassetænkning til racisme: det gjorde han ved at identificere kapitalen med den "internationale jøde"; således kunne man hverve mange socialister ved at fortælle dem, at man bekæmpede kapitalen, når blot man bekæmpede jøden.
Har man i grunden nogensinde betænkt sig, hvor grovkornet en stereotypi, der ligger i begrebet arbejderklasse: hvor meget racisme er der ikke at finde i en sådan diskriminering? Socialismen tænker i klasser, grupper og kollektiver; den tænker derimod ikke i individer og familier - disse er dens modsætninger. Derfor bliver socialismens broderskab og søsterskab universelt, men kun i arbejderklassen (partiet) - intet uden for arbejderklassen!
Fordi socialismen er en flokdyrsmentalitet, der betinges af hjernevaskelse, ender den også hver gang i førerdyrkelse: i det den deler ideologisk ophav med de monoteistiske religioner, hvor den substituerer Gud med føreren, der nu bliver alfaderen eller storebroderen for den universelle og rene klasse af brødre og søstre.
Sandsynligvis vil det i fremtidens politisk korrekte overvågede helvede blive Mater Universalis, der stirrer bebrejdende på sine får, fordi hun bare ved, at de er syndere! Blot venter hun med at stille dig til ansvar indtil det øjeblik, hvor du naturnødvendigt træder ved siden af. Hendes stormtropper vil som altid, være de unge hjernevaskede idealister, der intet ved om verden, men tror, at de ved det hele. De bliver misbrugt af en middelstand, der alt for ivrigt vil magten, for at gennemtrumfe deres moraliserende version af virkeligheden. - Sådan vil det utvivlsomt ske igen og igen.
I al sin gru, er venstrefløjens had ikke bare potentielt racistisk: det er dybt fascistoidt og retter sig i sidste instans mod mennesket, fordi det arme kræ ikke altid indretter sig efter utopien og en moralistisk forestilling om et kærligt paradis. Når det ikke gør det, bliver det automatisk til en fjende, der i yderste konsekvens kan afskaffes, hvis fejlen altså ikke lige kan korrigeres. Historien har ikke påvist andet... skal vi lære af den? Når massen vender sig mod individet, så taber individet!
I Sverige er man længst fremme med denne særlige fascistiske variant:
Her bliver "anti-demokraterne" (Sverige Demokraterne) forholdt deres demokratiske rettigheder af såkaldte antifascister, der fungerer som tæskehold (Sturm Abteilung) for den etablerede politiske elites (middelklassens) korrekthedssyn. Det er et typisk træk ved den nyere tids totalitarisme, at den misbruger begreberne og gør dem til sine egne, men sådan har det nok altid været:
Det er således ikke anti-demokratisk voldeligt at bekæmpe andres demokratiske rettigheder, det er derimod demokratisk at forhindre dem i at komme til orde.
På samme måde er det antifascistisk at benytte organiseret vold og terror til at forhindre mennesker af en anden politisk observans, som man grundigt dæmoniserer, i at være politisk aktive.
Det er tilsyneladende anti-fascistisk, når man angriber sine hadeobjekter på deres ejendom, deres person og deres levebrød... selvom dette historisk netop er den fascistiske virkemåde.
Selvom "anti-fascister" benytter enhver lejlighed til at begræde dem/os tænkning, så findes der næppe et noget tilsvarende betændt had, som det disse mennesker føler for deres politiske modstandere, hvor klassetænkning oftest klinger i tråd med racetænkning, blot uden hudfarve - men den var jo sådan set heller ikke jødernes problem. Opsplitningen i dem/os er aldeles totalitær, ideologisk, fanatisk, konsekvent og uforsonlig. Ethvert udestående løses ved vold, kamp, bekæmpelse, udryddelse, afskaffelse og forbud: I lang tid kunne man læse på "ungdomshuset": "Homofober får bank".
Selvom man i grunden udøver og prædiker vold og totalitær intolerance mod enhver, der ikke retter sig efter ens ekstreme synspunkter, iscenesætter man naturligvis sig selv som offer, fordi man i så fald allerede har vundet, selvom man får de tæsk, man rent faktisk så grundigt har lagt op til. - Her ser man den ideologiske parallel til islamismen i en nøddeskald.
Det er muligt, at man vil kalde alt dette for frihedskamp, men friheden tilhører alene indvidet: ingen pøbel eller politisk elite kan påtage sig at forsvare min frihed. - Når den alligevel gør det, er det forbandet hykleri!
Derimod vil en hær af danske mænd (og de må gerne være gule, grønne og sorte) i kamp mod fjenden, der truer Danmark altid kunne opflamme mit hjerte og min kampgejst... Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: sådan er det bare!
Per
tirsdag, november 07, 2006
Dæmonologi II
Fra Uriasposten:
En hvis Marianne Olsen udstiller på forbilledlig vis den politisk korrekte nihilismes hykleri - og den farlige tro på egen godhed -:
Frygten er en hæslig sygdom. Den rammer først øjnene så man ikke kan se - dernæst breder den sig til alle sanserne så patienten griber for sig, og føler at der ikke er andet at gøre end at udstede ordre.
Og hvad er vi så bange for? Svaret kommer lidt længere inde i en meget forvirret tekst:
Vi må glæde os over at Dansk Folkeparti ikke har haft den helt store fremgang ved kommune- og regionalvalget. Så der dog stadig er folk ude omkring, der har undgået denne uhyggelige sygdom, og kan vi håbe på at de seende kan gøre noget for at udrydde den. Mens tid er.
Det er uklart, hvordan sygdommen skal udryddes, men det står til gengældt klart at Mariannes frygt og intolerance er udtalt:
Jamen kan den sygdom da så hurtigt brede sig til forstanden, at det er umuligt at se det er DF der som en stærk magnet kalder på terroristen i mennesket.
At frygten er en sygdom, der hurtigt rammer forstanden, demonstrerer Mariannne Olsen således:
Hvad er der blevet af den danske fredelige opmærksomme integritet, der kan føre til konsensus ved at lytte og tale.
Hvordan mon Marianne forestiller sig, at hun kan danne konsensus med mennesker, hun som lægmand har diagnosticeret med en sygdom, der har ramt deres forstand, og som kalder på terroristen og mistroen i hende?
Et frisk pust, bliver til et surt udslip, og ingenting betyder noget.
Marianne har, et års tid før denne lille svada blev udgivet på P1, i en anden P1 udsendelse (Dagens spids 28. september 2004) selv efterlyst: "[...] en menneskeopfattelse der siger, at vi alle er lige, uden at være ens, at menneskets værdighed er uantastelig, så vi ikke opfinder nye begreber, for at nedgøre medmennesket og dermed gør det til modmenneske, er der måske et spinkelt håb. Uden den opfattelse eller i selvfedme – som det hedder nu om dage – er der kun ondskaben tilbage."
Det må atter stå uafklaret hvorfor dette friske pust fra Marianne - i en udsendelse, hvor hun tappert forsvarer Slimane Abderrahmane efter, at han har truet blandt andre statsministeren på DR2's Deadline på livet - pludselig et år senere er blevet til det sure udslip, vi nu analyserer... Ja, mere end det: for det er i min optik helt tydeligt, at Marianne ifølge sine egne begreber er blevet et ondt menneske. Men det er muligt, at hun er nået frem til, at ingenting betyder noget længere...(?)
Nej, om jeg begriber om man kommer nogen vegne ved at prædike frygt.
[...]
Men DF og dets medløbere ser ud til at have glemt hvad mennesket er i stand til. Eller de har aldrig vidst det. De kunne ellers have kigget lidt ud over deres egen næsetip, og tænkt sig om. Hvis de havde foretrukket klarsyn (frem) for magtbegær. Men magten og hadet der har blindet dem må først udryddes.
Formentlig ved fx Pia Kjærsgaard med erfaring fra typer som Marianne ganske udemærket, hvad mennesket er i stand til... men ved Marianne det i grunden: hun kan end ikke se indad, hvordan skulle hun så kunne se udad? At et sådant menneske prædiker klarsyn, og iøvrigt er blevet lektor... det er sgu skræmmende!
Hvornår bliver det helt klart, at frygt fremkalder terror istedet for at modarbejde den.
Jo, se lille ven, det er lige pludselig blevet helt og aldeles klart for mig.
Mariannes påstand er, at frygten gør blind - måske fordi den rammer forstanden. I endnu en udsendelse på P1 - organet for den laveste visdom - lader Marianne os forstå at:
"Hvis man først begynder at forhåne og nedværdige andre mennesker, så tager forhånelsen magten fra en, det ser vi jo, og tager den ikke magten fra en selv, så gør den det i konsekvenserne med afbrændinger, så de folk som har benyttet sig af forhånelsen til at gå videre, og det kan man jo ikke undre sig over at de gør, at de giver igen med samme mønt og gør det værre, for så bliver det jo bare den onde spiral."
Det er denne spiral, der i mere end 20. år - og som Marianne næsten syrrealistisk bidrager til - har bevirket, at vi i dag skal beskæftige os med en metadebat, der længe har umuliggjort en debat om den den egentlige udfordring i det 21. århundrede: multikulturalismen og de etniske, kulturelle, religiøse og økonomisk betingede problemer, der opstår af den doktrin.
I Danmark er der hul på bylden, og materien fosser ud af såret, men fx i Sverige, hvor Mariannes "medløbere" har magten, der lukker man skam munden på de folk, som har den sygdom, der rammer forstanden...
Jeg skal gerne skære ud i pap, hvorfor konen ikke burde optræde som pauseklovn for mine licenspenge (jeg formoder, at hun er passeret ubemærket gennem uddannelsessystemet via gruppeeksamen):
Det er en gammel sandhed, jeg tror det er Hitler der har fundet på det, at hvis man siger en løgn tilstrækkelig mange gange, så bliver den sand.
En gammel sandhed, men:
... det er bare ikke rigtigt, at tingene bliver sande fordi man siger en løgn, rigtig mange gange
Og lad os bare i det samme åndedrag, hvori vi aldeles modsiger os selv, gentage årets vel nok mest gentagede løgn:
... og den krise er altså ikke et spørgsmål om, eller var ikke et spørgsmål om ytringsfrihed, som jo ingen har antastet
Go dav do!
Per
En hvis Marianne Olsen udstiller på forbilledlig vis den politisk korrekte nihilismes hykleri - og den farlige tro på egen godhed -:
Frygten er en hæslig sygdom. Den rammer først øjnene så man ikke kan se - dernæst breder den sig til alle sanserne så patienten griber for sig, og føler at der ikke er andet at gøre end at udstede ordre.
Og hvad er vi så bange for? Svaret kommer lidt længere inde i en meget forvirret tekst:
Vi må glæde os over at Dansk Folkeparti ikke har haft den helt store fremgang ved kommune- og regionalvalget. Så der dog stadig er folk ude omkring, der har undgået denne uhyggelige sygdom, og kan vi håbe på at de seende kan gøre noget for at udrydde den. Mens tid er.
Det er uklart, hvordan sygdommen skal udryddes, men det står til gengældt klart at Mariannes frygt og intolerance er udtalt:
Jamen kan den sygdom da så hurtigt brede sig til forstanden, at det er umuligt at se det er DF der som en stærk magnet kalder på terroristen i mennesket.
At frygten er en sygdom, der hurtigt rammer forstanden, demonstrerer Mariannne Olsen således:
Hvad er der blevet af den danske fredelige opmærksomme integritet, der kan føre til konsensus ved at lytte og tale.
Hvordan mon Marianne forestiller sig, at hun kan danne konsensus med mennesker, hun som lægmand har diagnosticeret med en sygdom, der har ramt deres forstand, og som kalder på terroristen og mistroen i hende?
Et frisk pust, bliver til et surt udslip, og ingenting betyder noget.
Marianne har, et års tid før denne lille svada blev udgivet på P1, i en anden P1 udsendelse (Dagens spids 28. september 2004) selv efterlyst: "[...] en menneskeopfattelse der siger, at vi alle er lige, uden at være ens, at menneskets værdighed er uantastelig, så vi ikke opfinder nye begreber, for at nedgøre medmennesket og dermed gør det til modmenneske, er der måske et spinkelt håb. Uden den opfattelse eller i selvfedme – som det hedder nu om dage – er der kun ondskaben tilbage."
Det må atter stå uafklaret hvorfor dette friske pust fra Marianne - i en udsendelse, hvor hun tappert forsvarer Slimane Abderrahmane efter, at han har truet blandt andre statsministeren på DR2's Deadline på livet - pludselig et år senere er blevet til det sure udslip, vi nu analyserer... Ja, mere end det: for det er i min optik helt tydeligt, at Marianne ifølge sine egne begreber er blevet et ondt menneske. Men det er muligt, at hun er nået frem til, at ingenting betyder noget længere...(?)
Nej, om jeg begriber om man kommer nogen vegne ved at prædike frygt.
[...]
Men DF og dets medløbere ser ud til at have glemt hvad mennesket er i stand til. Eller de har aldrig vidst det. De kunne ellers have kigget lidt ud over deres egen næsetip, og tænkt sig om. Hvis de havde foretrukket klarsyn (frem) for magtbegær. Men magten og hadet der har blindet dem må først udryddes.
Formentlig ved fx Pia Kjærsgaard med erfaring fra typer som Marianne ganske udemærket, hvad mennesket er i stand til... men ved Marianne det i grunden: hun kan end ikke se indad, hvordan skulle hun så kunne se udad? At et sådant menneske prædiker klarsyn, og iøvrigt er blevet lektor... det er sgu skræmmende!
Hvornår bliver det helt klart, at frygt fremkalder terror istedet for at modarbejde den.
Jo, se lille ven, det er lige pludselig blevet helt og aldeles klart for mig.
Mariannes påstand er, at frygten gør blind - måske fordi den rammer forstanden. I endnu en udsendelse på P1 - organet for den laveste visdom - lader Marianne os forstå at:
"Hvis man først begynder at forhåne og nedværdige andre mennesker, så tager forhånelsen magten fra en, det ser vi jo, og tager den ikke magten fra en selv, så gør den det i konsekvenserne med afbrændinger, så de folk som har benyttet sig af forhånelsen til at gå videre, og det kan man jo ikke undre sig over at de gør, at de giver igen med samme mønt og gør det værre, for så bliver det jo bare den onde spiral."
Det er denne spiral, der i mere end 20. år - og som Marianne næsten syrrealistisk bidrager til - har bevirket, at vi i dag skal beskæftige os med en metadebat, der længe har umuliggjort en debat om den den egentlige udfordring i det 21. århundrede: multikulturalismen og de etniske, kulturelle, religiøse og økonomisk betingede problemer, der opstår af den doktrin.
I Danmark er der hul på bylden, og materien fosser ud af såret, men fx i Sverige, hvor Mariannes "medløbere" har magten, der lukker man skam munden på de folk, som har den sygdom, der rammer forstanden...
Jeg skal gerne skære ud i pap, hvorfor konen ikke burde optræde som pauseklovn for mine licenspenge (jeg formoder, at hun er passeret ubemærket gennem uddannelsessystemet via gruppeeksamen):
Det er en gammel sandhed, jeg tror det er Hitler der har fundet på det, at hvis man siger en løgn tilstrækkelig mange gange, så bliver den sand.
En gammel sandhed, men:
... det er bare ikke rigtigt, at tingene bliver sande fordi man siger en løgn, rigtig mange gange
Og lad os bare i det samme åndedrag, hvori vi aldeles modsiger os selv, gentage årets vel nok mest gentagede løgn:
... og den krise er altså ikke et spørgsmål om, eller var ikke et spørgsmål om ytringsfrihed, som jo ingen har antastet
Go dav do!
Per
lørdag, november 04, 2006
Asyl, torturbødler og fosterdrab
Nu spørger man måske med rette, hvad i alverden disse ting dog har med hinanden at gøre? Jo, se det er en lang historie, og den begynder med et indlæg på humanisme.dk, hvor Rune Engelbreth Larsen viser sædvanen trods og bliver endog meget pragmatisk og nuanceret:
Hvornår er et barn et barn? Ved undfangelsen? Når det fødes? Netop af pragmatiske grunde er der ikke noget entydigt svar på spørgsmålet. Det er f.eks. også meningsløst at kalde det for »mord« at få foretaget en abort i 13. uge, men ikke i 12. uge - ligesom det heller ikke er indlysende, at der er tale om mere eller mindre mord ved en frivillig abort efter tre måneders graviditet end efter syv måneders graviditet.
Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.
Om abortgrænsen f.eks. er 12 eller 24 uger, gør det heller ikke mere eller mindre etisk at få foretaget et svangerskabsafbrydende indgreb - men pragmatisk betinget af overvejelser, som vurderer pro et contra forskelligt.
Når abort overhovedet skal tillades efter min mening, skyldes det ikke overvejelser over, om det er mere eller mindre etisk eller ej, men netop som resultat af en pragmatisk vurdering af fordele og ulemper, hvis parametre langtfra er absolutte, men som afhænger af en række vanskelige hensyn og samvittighedsspørgsmål. Ulemperne af et forbud mod abort er ganske enkelt værre end ulemperne af fri abort (op til en vis - lige så vanskeligt definerbar - grænse).
For selv om abort forbydes, vil indgrebet alligevel blive foretaget i stort antal, ofte med alvorlige risici for moderen. Dette argument er væsentligt, men natuligvis ikke endegyldigt, for der er jo andre indgreb og handlinger, som vi forbyder, selv om det ikke hindrer, at de alligevel begås.
Derfor kan det også kun være én faktor i en argumentation.
Efter at have set min datter blive født, skal jeg gerne indrømme, at det vender sig i mig, når jeg tænker på fosterdrab. Faktisk er jeg mere nu end tidligere tilbøjelig til at acceptere fx begrebet fosterdrab, hvor jeg før ville have benævnt fænomenet: abort. I hvert fald giver ordet for mig mening, når vi taler om fjernelse efter 12. uge.
Men Rune bliver altså pragmatisk og vil gerne undgå emotionelt negativt ladede betegnelser, når han skal forsvare aborten:
Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.
Rune argumenterer imidlertid ikke for synspunktet, og det er næppe heller tilfældigt: Personligt ville jeg have det rigtig godt med, at en person der sparkede et barn ihjel i moderens mave ville blive tiltalt for vold med døden til følge, og eventuelt uagtsomt manddrab. Hvis kvinden heller ikke overlever mishandlingen, bør man i mine øjne rejse tiltale for dobbeltdrab.
Dette til trods modsætter Rune sig betegnelsen "mord" for en provokeret abort i fx 8. måned; velsagtens ud fra en fornemmelse af, at han ellers ville kunne associeres med den holdning, at det er i orden at myrde ufødte børn. Og se det lyder jo ikke godt...
Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om abort eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må moderen udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.
Hendes etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Etisk Råds, uanset hvor akademisk veluddannede medlemmerne af Rådet er - for fosteret eller barnet er i hendes krop, og enhver beslutning griber ind i hendes liv, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for moderen, end det har for skrivebords-etikeren.
Moderens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument for fri abort - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at moderen som bekendt ikke er den eneste faktor.
Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (abortforbud - eller fri abort til dagen før fødslen), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.
Lad os imidlertid oversætte dette synspunkt til en anden kontekst: en kontekst, hvor Rune ikke evner denne perspektiverende og åbne optik.
Man kan derfor vælge at forestille sig, at jeg har skrevet følgende i sin helhed:
Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om asyl eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må myndigheden udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.
Dens etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Rune Engelbreth Larsens, uanset hvor akademisk veluddannet han er - for flygtningen eller asylsøgeren er i landet, og enhver beslutning griber ind i landets forhold, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for myndigheden, end det har for skrivebords-etikeren.
Myndighedens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument mod opholdstilladelse - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at myndigheden som bekendt ikke er den eneste faktor.
Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (ubetingede opholdstilladelser - eller indespærring til dagen før udvisning), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.
Om end ovenstående ikke er helt egnet til konteksten så kan i det mindste det optiske skift tjene til en perspektivering af Runes helt egne ord omkring emnet asyl:
Enhver politiker, der indretter lovene på en måde, så mennesker ender i et torturkammer, er og bliver i sidste ende selv en torturbøddel. Vi kan pakke denne uvelkomne sandhed ind, ryste på hovedet og nægte at sige det højt om vores egne, pæne politikere bag Christiansborgs slotsmure. Men sandheden er, at hver eneste danske politiker, som ikke har gjort alt [ALT] for at forhindre en lovgivning, der som resultat driver flygtninge til selvmord eller sender flygtninge i hænderne på en torturbøddel, selv er en torturbøddel.
Hvor i alverden blev nuancerne af? I abortdebatten hævder Rune det absurde i et absolut standpunkt. Altså: i en sag, hvor han ikke selv har et absolut standpunkt, mener han, at:
Mig bekendt er den eneste af disse yderpositioner, der seriøst forfægtes, den, som abortmodstanderne hylder i form af deres skinhellige absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om mord på et barn, og at det i alle tilfælde er forkert, basta.
Det er med Runes ord "en unuanceret skinhellighed" at hævde, at fx Rune sanktionerer mord på ufødte børn. Men i anden sammenhæng er dette absolut absurde standpunkt, overhovedet ikke spor problematisk:
Det er danske politikere, som har vedtaget love, der kan administreres på en måde, der sender systemkritikere og andre forfulgte lige lukt i hænderne på de totalitære regimer, som de er flygtet fra. I flere tilfælde kan danske politikere således afgjort være ansvarlige for at skubbe til den dominobrik, der over en række mellemstationer tilslutter strømmen i torturkammeret [-?] for nu at fastholde metaforen.
Kæden har mange led, f.eks. asyllejre, årelang uvished, psykisk sammenbrud, kritisabel sagsbehandling, dansk politieskorte ud af landet og udenlandske myndigheders pågribelse (f.eks. i Iran), før asylansøgeren i sidste ende havneri kløerne på en torturbøddel i en afsondret fængselscelle. Men et nok så labyrintisk og tidskrævende forløb hverken kan eller bør skjule det faktum, at vejen til torturbødlen rent faktisk også kan begynde på en dansk ministers skrivebord.
En perspektiverende indvending mod det fantastiske synspunkt, at en dansk minister "metaforisk" udtrykt "tilslutter strømmen i torturkammeret", kunne være en fastholdelse af, at den politiske flygtning faktisk selv står med ansvaret for sin situation. - I det mindste i de sager, hvor vedkommende selv har lagt sig ud med et totalitært system i sit hjemland.
Politisk forfølgelse er ofte et resultat af en række eksistentielle valg, og er derfor i min optik skæbnebetingede. Ens samvittighed har valgt at følge en vej, der kan føre til lemlæstelse og død. Det kan ingen dansk myndighed have ansvaret for! Kæden er altså ikke startet hos ministeren, eller hos lovgiveren eller hos nogle som helst andre end flygtningen, der i dette tilfælde må siges at have truffet et eksistentielt valg - nogle gange på vegne af en hel familie.
Der gives så også de sager, hvor flygtningen er blevet forfulgt af grunde, der ikke umiddelbart kan tilskrives et valg foretaget af vedkommende. Men i disse sager adskiller den politiske flygtnings skæbne sig jo ikke videre fra en person, der sulter ihjel i fx Afrika. I hvert fald ikke på anden måde, end at den politiske flygtning har råd til at rejse meget langt for at stille andre til ansvar for hans skæbne. Men dette kan vel heller ikke være de danske myndigheders ansvar?
Alternativt kan man med Runes abortforsvar i mente påpege det absurde i en skinhellig absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om tortur af en flygtning. Og i den forbindelse ihukommer vi jo, at Rune ikke mente, at betegnelsen "mord" overhovedet hørte hjemme i debatten. Men hvis man kan mene, at betegnelsen "mord" ikke bør bruges som betegnelse for en provokeret abort i 8. måned, så kan man måske tilsvarende tillade sig at mene, at ordet torturbøddel næppe hører hjemme i en debat om hjemsendelse af flygtninge - eller hvad?
Opsummerende afskriver Rune kategorisk flygtningens ansvar for egen skæbne, og han problematiserer danske myndigheders legitime ret til at træffe beslutninger i landets interesse med hjemmel i dansk lov, såvel som han på et populistisk og usagligt grundlag anklager lovgiverne for medskyldighed i forbrydelser begået i fremmede lande, under en lovgivning de ikke selv har vedtaget.
Lad os slutte med en definition af populisme, der spejler Runes egen:
Politikere med dansk baggrund, som har gjort eller sagt noget forkasteligt, er således rigelig grund til at kommentere i detalje og kan let føre til hadefulde angreb såvel som politianmeldelser. Her er ingen problemer med at kommentere enkeltsager, når man ved samme lejlighed kan udstille danske politikere som bekvemme syndebukke over én kam.
Per
Hvornår er et barn et barn? Ved undfangelsen? Når det fødes? Netop af pragmatiske grunde er der ikke noget entydigt svar på spørgsmålet. Det er f.eks. også meningsløst at kalde det for »mord« at få foretaget en abort i 13. uge, men ikke i 12. uge - ligesom det heller ikke er indlysende, at der er tale om mere eller mindre mord ved en frivillig abort efter tre måneders graviditet end efter syv måneders graviditet.
Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.
Om abortgrænsen f.eks. er 12 eller 24 uger, gør det heller ikke mere eller mindre etisk at få foretaget et svangerskabsafbrydende indgreb - men pragmatisk betinget af overvejelser, som vurderer pro et contra forskelligt.
Når abort overhovedet skal tillades efter min mening, skyldes det ikke overvejelser over, om det er mere eller mindre etisk eller ej, men netop som resultat af en pragmatisk vurdering af fordele og ulemper, hvis parametre langtfra er absolutte, men som afhænger af en række vanskelige hensyn og samvittighedsspørgsmål. Ulemperne af et forbud mod abort er ganske enkelt værre end ulemperne af fri abort (op til en vis - lige så vanskeligt definerbar - grænse).
For selv om abort forbydes, vil indgrebet alligevel blive foretaget i stort antal, ofte med alvorlige risici for moderen. Dette argument er væsentligt, men natuligvis ikke endegyldigt, for der er jo andre indgreb og handlinger, som vi forbyder, selv om det ikke hindrer, at de alligevel begås.
Derfor kan det også kun være én faktor i en argumentation.
Efter at have set min datter blive født, skal jeg gerne indrømme, at det vender sig i mig, når jeg tænker på fosterdrab. Faktisk er jeg mere nu end tidligere tilbøjelig til at acceptere fx begrebet fosterdrab, hvor jeg før ville have benævnt fænomenet: abort. I hvert fald giver ordet for mig mening, når vi taler om fjernelse efter 12. uge.
Men Rune bliver altså pragmatisk og vil gerne undgå emotionelt negativt ladede betegnelser, når han skal forsvare aborten:
Jeg vil mene, at »mord« i alle tilfælde er et misvisende begreb i denne debat, og altså ikke afhænger af graviditetens fremskredne karakter.
Rune argumenterer imidlertid ikke for synspunktet, og det er næppe heller tilfældigt: Personligt ville jeg have det rigtig godt med, at en person der sparkede et barn ihjel i moderens mave ville blive tiltalt for vold med døden til følge, og eventuelt uagtsomt manddrab. Hvis kvinden heller ikke overlever mishandlingen, bør man i mine øjne rejse tiltale for dobbeltdrab.
Dette til trods modsætter Rune sig betegnelsen "mord" for en provokeret abort i fx 8. måned; velsagtens ud fra en fornemmelse af, at han ellers ville kunne associeres med den holdning, at det er i orden at myrde ufødte børn. Og se det lyder jo ikke godt...
Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om abort eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må moderen udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.
Hendes etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Etisk Råds, uanset hvor akademisk veluddannede medlemmerne af Rådet er - for fosteret eller barnet er i hendes krop, og enhver beslutning griber ind i hendes liv, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for moderen, end det har for skrivebords-etikeren.
Moderens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument for fri abort - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at moderen som bekendt ikke er den eneste faktor.
Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (abortforbud - eller fri abort til dagen før fødslen), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.
Lad os imidlertid oversætte dette synspunkt til en anden kontekst: en kontekst, hvor Rune ikke evner denne perspektiverende og åbne optik.
Man kan derfor vælge at forestille sig, at jeg har skrevet følgende i sin helhed:
Personligt mener jeg, at vægtningen af de mange faktorer, som spiller ind (og der er naturligvis langt flere end de få, der her er nævnt), især må tage afsæt i, at den, som skal træffe valget om asyl eller ej, i videst muligt omfang også bør være den, der først og fremmest skal leve med valgets konsekvenser. Derfor må myndigheden udgrunde sin samvittighed og de mange parametre, som spiller ind på beslutningen.
Dens etiske præferencer eller egen overbevisning er nemlig ikke mindre kvalificeret end Rune Engelbreth Larsens, uanset hvor akademisk veluddannet han er - for flygtningen eller asylsøgeren er i landet, og enhver beslutning griber ind i landets forhold, og dermed har spørgsmålet en ganske anden betydning for myndigheden, end det har for skrivebords-etikeren.
Myndighedens komplicerede og tvetydige stilling er i mine øjne det vigtigste argument mod opholdstilladelse - men det løser ikke problemet med, hvor grænsen skal trækkes, al den stund, at myndigheden som bekendt ikke er den eneste faktor.
Derfor er det værste her at havne i yderpositionerne (ubetingede opholdstilladelser - eller indespærring til dagen før udvisning), fordi disse tager mindst hensyn til kompleksiteten og de mange faktorer, som spiller ind.
Om end ovenstående ikke er helt egnet til konteksten så kan i det mindste det optiske skift tjene til en perspektivering af Runes helt egne ord omkring emnet asyl:
Enhver politiker, der indretter lovene på en måde, så mennesker ender i et torturkammer, er og bliver i sidste ende selv en torturbøddel. Vi kan pakke denne uvelkomne sandhed ind, ryste på hovedet og nægte at sige det højt om vores egne, pæne politikere bag Christiansborgs slotsmure. Men sandheden er, at hver eneste danske politiker, som ikke har gjort alt [ALT] for at forhindre en lovgivning, der som resultat driver flygtninge til selvmord eller sender flygtninge i hænderne på en torturbøddel, selv er en torturbøddel.
Hvor i alverden blev nuancerne af? I abortdebatten hævder Rune det absurde i et absolut standpunkt. Altså: i en sag, hvor han ikke selv har et absolut standpunkt, mener han, at:
Mig bekendt er den eneste af disse yderpositioner, der seriøst forfægtes, den, som abortmodstanderne hylder i form af deres skinhellige absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om mord på et barn, og at det i alle tilfælde er forkert, basta.
Det er med Runes ord "en unuanceret skinhellighed" at hævde, at fx Rune sanktionerer mord på ufødte børn. Men i anden sammenhæng er dette absolut absurde standpunkt, overhovedet ikke spor problematisk:
Det er danske politikere, som har vedtaget love, der kan administreres på en måde, der sender systemkritikere og andre forfulgte lige lukt i hænderne på de totalitære regimer, som de er flygtet fra. I flere tilfælde kan danske politikere således afgjort være ansvarlige for at skubbe til den dominobrik, der over en række mellemstationer tilslutter strømmen i torturkammeret [-?] for nu at fastholde metaforen.
Kæden har mange led, f.eks. asyllejre, årelang uvished, psykisk sammenbrud, kritisabel sagsbehandling, dansk politieskorte ud af landet og udenlandske myndigheders pågribelse (f.eks. i Iran), før asylansøgeren i sidste ende havneri kløerne på en torturbøddel i en afsondret fængselscelle. Men et nok så labyrintisk og tidskrævende forløb hverken kan eller bør skjule det faktum, at vejen til torturbødlen rent faktisk også kan begynde på en dansk ministers skrivebord.
En perspektiverende indvending mod det fantastiske synspunkt, at en dansk minister "metaforisk" udtrykt "tilslutter strømmen i torturkammeret", kunne være en fastholdelse af, at den politiske flygtning faktisk selv står med ansvaret for sin situation. - I det mindste i de sager, hvor vedkommende selv har lagt sig ud med et totalitært system i sit hjemland.
Politisk forfølgelse er ofte et resultat af en række eksistentielle valg, og er derfor i min optik skæbnebetingede. Ens samvittighed har valgt at følge en vej, der kan føre til lemlæstelse og død. Det kan ingen dansk myndighed have ansvaret for! Kæden er altså ikke startet hos ministeren, eller hos lovgiveren eller hos nogle som helst andre end flygtningen, der i dette tilfælde må siges at have truffet et eksistentielt valg - nogle gange på vegne af en hel familie.
Der gives så også de sager, hvor flygtningen er blevet forfulgt af grunde, der ikke umiddelbart kan tilskrives et valg foretaget af vedkommende. Men i disse sager adskiller den politiske flygtnings skæbne sig jo ikke videre fra en person, der sulter ihjel i fx Afrika. I hvert fald ikke på anden måde, end at den politiske flygtning har råd til at rejse meget langt for at stille andre til ansvar for hans skæbne. Men dette kan vel heller ikke være de danske myndigheders ansvar?
Alternativt kan man med Runes abortforsvar i mente påpege det absurde i en skinhellig absolutisme om, at der i alle tilfælde er tale om tortur af en flygtning. Og i den forbindelse ihukommer vi jo, at Rune ikke mente, at betegnelsen "mord" overhovedet hørte hjemme i debatten. Men hvis man kan mene, at betegnelsen "mord" ikke bør bruges som betegnelse for en provokeret abort i 8. måned, så kan man måske tilsvarende tillade sig at mene, at ordet torturbøddel næppe hører hjemme i en debat om hjemsendelse af flygtninge - eller hvad?
Opsummerende afskriver Rune kategorisk flygtningens ansvar for egen skæbne, og han problematiserer danske myndigheders legitime ret til at træffe beslutninger i landets interesse med hjemmel i dansk lov, såvel som han på et populistisk og usagligt grundlag anklager lovgiverne for medskyldighed i forbrydelser begået i fremmede lande, under en lovgivning de ikke selv har vedtaget.
Lad os slutte med en definition af populisme, der spejler Runes egen:
Politikere med dansk baggrund, som har gjort eller sagt noget forkasteligt, er således rigelig grund til at kommentere i detalje og kan let føre til hadefulde angreb såvel som politianmeldelser. Her er ingen problemer med at kommentere enkeltsager, når man ved samme lejlighed kan udstille danske politikere som bekvemme syndebukke over én kam.
Per
Abonner på:
Opslag (Atom)