Humanister med skyklapper

Hmmm... dette indlæg var sådan set tænkt som en kommentar i en lille diskussion jeg har haft med Morten ovre på Midtimod, men det behandler helt eminent, hvad der i mine øjne, er det centrale i humanisternes hykleri. Derfor vil jeg give mine egne læsere chancen for et indblik... og samtidig arkivere argumentationen.

Jeg citerer i det følgende, Morten i kursiv.

Men grundlæggende kan man naturligvis ikke stille det op på en så forsimplet måde. I nogle tilfælde er det acceptabelt at gribe til våben - i andre tilfælde er det ikke. Men grundlæggende, som jeg også har gjort opmærksom på mange gange, så er målretning af angreb mod civilbefolkningen fuldstændig uacceptabelt. At du vil frakende mig retten til at skelne samtidig med at du beskylder mig for at bære skyklapper er temmelig sigende.

Lad mig med udgangspunkt i det der hos dig er sigende, prøve at fortælle lidt om, hvorfor jeg mener, at det er dig, der forsimpler tingene. Du skriver at:

[…] når et samfund direkte medvirker til at presse sine minoriteter (alt sammen i fremskridtets navn og til den enkeltes bedste, naturligvis. Naturligvis!), så vil det alt andet lige være blandt de 'velintegrerede' at de der i sidste ende tager kampen op skal findes. Vi har set det i Nordirland. Vi har set det i Tyskland.

Hvis vi nu et øjeblik tager skyklapperne af -: dine skyklapper, Morten - så lad os zoome ud i et bredere, rigere og i det hele taget langt mere mangfoldigt perspektiv. Lad os kigge på hele kloden og historien som legeplads og for den sags skyld kampplads: Her har vi verdenssamfundet som pendant til dit ”samfund”.

Som medlemmer af verdenssamfundet, udgør vi lidt over 5 millioner danskere en etnisk minoritet. Vi har endda som en anden indianerstamme fået os et stykke reservat, der anerkendes i form af traktater og vedtægter.

Nu er det imidlertid sådan, at blandt andre muslimske lande slås med et befolkningsoverskud af katastrofale proportioner, og de er således begyndt at vandre – ligesom det er sket utallige gange i menneskets historie. De leder helt naturligt efter ressourcer og land, hvor de kan slå sig ned med, hvad det nu end er, de har i bagagen.

Akkurat som det var tilfældet da europæerne ankom til det amerikanske kontinent, er det sådan, at det er en noget broget blanding af desillusionerede intellektuelle, vovehalse, kriminelle, religiøse fantaster og forfulgte, såvel som generelt uønskede elementer, der nu er på træk rundt i en globaliseret verden.

Som indianerne må have set på de første indvandrere i Jamestown med medlidenhed og fundet dem arme og lidt tossede, så har danskerne med lige dele frygt og nysgerrighed taget imod disse stakler, og i et eller andet omfang hjulpet såvel som modarbejdet dem i deres nye miljø.

Jeg tror, at det er i filmen ”Danser med ulve”, at den gamle indianer - efter at have lært, at den hvide mand er talrig som stjernerne på himlen – konkluderer at ”menneskenes tid er forbi”. Den gamle indianer er selvfølgelig ikke racist, han ved blot, at alt det som er rigtigt og godt - og som rummes i hans hjerte, i den kærlighedssang hans mor gav ham – snart er væk og borte. Men hvem har også i dag tid til sentimentale gamle vrøvlehoveder, hvis tid er forbi? For som du jo selv, så kløgtigt pointerer så er det: ”[…]alt sammen i fremskridtets navn og til den enkeltes bedste, naturligvis. Naturligvis!”.

Hvad der er fremskridt og, hvad der er godt, er afhængigt af perspektiv, men du har af indlysende grunde vanskeligt ved at skifte perspektiv, Morten. Lidt ligesom Erwin, der mumlende må gentage sine sandheder i krogene og i bøgerne, for hvis de ikke er sandheder, hvad er han så? – Det er for så vidt det, der gør ideologier af enhver art livsfarlige: de bliver identitet; eller i Erwins terminologi: materialisation. I det man lytter til guden, så manifesterer man ham også, og med guder er det sådan, at man nødvendigvis må underkaste sig – ellers duer de ikke!

Fx: Minoritetsguden… Som med alle guder, så har den, hvis man kigger nøje efter både en forside og en bagside: minoritetsguden er en bevidsthedskategori eller, hvad vi kalder et begreb. Nu er det sådan med begreber, at de forudsætter deres egen modsætning: således, intet lys uden mørke, intet godt uden ondt… osv., osv.… Men modsætningen negerer også samtidig begrebet: når det er mørkt, så er der intet lys!

Når man materialiserer minoritetsguden, så spejler den umiddelbart, de, som er i mindretal fra et bestemt perspektiv! Men på bagsiden - af medaljen - spejles majoriteten: når guden vendes om bliver den til en minoritet… Og her opstår problemerne jo for alvor… for, hvordan slipper man af med gespenstet igen? - noget er tydeligvis gået helt galt: alt og alle viser sig i spejlet som en minoritet… og jo mere man drejer bæstet, jo værre bliver det!

Men monsteret er allerede ude af skabet, og ligegyldigt, hvor meget man knipser med fingrene, så forsvinder det ikke bare igen. Danskerne de fæhoveder har set sig spejlet i minoritetsguden: de føler strammere og strammere det reb, der er lagt dem om halsen fra verdenssamfundets side. De er underlagt konventioner, regler og vedtægter, der tydeligt sigter mod en massiv indvandring af andre minoriteter, som ifølge enhver historisk logik på et givent tidspunkt i et givent perspektiv vil blive majoriteter. Og man vil forbyde dem at tale om det – vil man ikke? Og som du jo selv siger Morten:

Det hele drejer sig i bund og grund om påvirkninger og input. Og når et samfund direkte medvirker til at presse sine minoriteter (alt sammen i fremskridtets navn og til den enkeltes bedste, naturligvis. Naturligvis!), så vil det alt andet lige være blandt de 'velintegrerede' at de der i sidste ende tager kampen op skal findes.

Og nu går det stærkt: alt og alle bliver paranoide, Loke har slået Balder ihjel; ellers urørlige idealer går i stykker et efter et, og ligegyldig, hvad man prøver, så kan de ikke længere vækkes til live. En lille blomst, en uskyldigt udseende lille spire har på en eller anden måde knust noget, der hidtil har opretholdt en skrøbelig orden. Virkeligheden er på uoverskuelig måde sat på spil, og det hele bliver nu for alvor til et spørgsmål om identitet og sammenhængskraft! –: Hvor står man, hvem er man, hvad vil man?

Mens Loke som straf tortureres i sin hule ryster hans smerter jorden, og ingen er længere i tvivl om, at det er onde varsler man fornemmer… Heller ikke Rune og Erwin.

Medmindre dialog erstatter propaganda, vil de kræfter på begge sider, hvis agenda er at fremtvinge en voldelig konfrontation, få deres vilje med ganske uoverskuelige konsekvenser for vores land, i værste fald i form af stadig værre konfrontationer, i bedste en politistat. Det vil vi fortsat arbejde på at forhindre.

Men Rune søger jo ikke dialog: han har fx ingen kommentarfunktion på sin blog. Og Rune er bange… de radikale kræfter bliver flere og flere: kaoskræfterne og monstrene boltrer sig. Lænkerne, der holder dem, er magiske, og Rune, og vi andre med ham, har messet trylleordene højt igen og igen: minoritet, racist, fascist, fremmedfjendskhed, humanist, osv… og for hver gang de blev udtalt, svandt lænkerne ind… for hver gang de blev misbrugt, mistede de et kvantum kraft. – Til sidst skaber de blot forvirring!

I hjertet af al udvikling ligger en konflikt, hvad Rune og Erwin kalder konfrontation: noget skal helt bogstaveligt ofres, for at noget andet kan blive til. Den er iboende det dialektiske begreb med hvilket vi ofte filosofisk anskuer vores udvikling -: det være sig i Platons, Hegels eller Marx's forstand -: tese og antitese danner syntese der af sin antitese igen danner syntese, osv. Og det er så også det fænomen, der afspejles i guden Janus - eller med Fugl Fønix der evigt brænder og genopstår af sin aske. Dette offer, der kan ses som en renselse ligger også til grund for Ragnarok.

Men hvem er købt, og hvem er solgt? hvori består ofret? skal nogen på bålet? på korset? skal vi sælge et ideal eller to? kan vi nøjes med en endefuld?

Anyway... når Rune og Tøger opridser deres konklusioner på karikaturkrisen, fastholder de det danske perspektiv, hvor der er orden i sagerne: danskerne er majoriteten og muslimerne er den forfulgte minoritet… Men se det er skyklapper og forsimplet verdensbillede om noget er, Morten. Danskerne er skam herre i eget hus, forlyder det! … Det er imidlertid ikke sandt længere, og det har det sådan set ikke været længe - og det ved i hvert fald Tøger udmærket godt. Imamerne vidste det også godt: det er grunden til, at de søgte ”råd og vejledning” i muslimske lande. Se det kaldes globalisering, og det kan Tøger jo godt lide – nogle gange i hvert fald…

Hvis vi ikke opnår en forståelse af, hvad der får disse mennesker til at handle som de gør, så er vi ude af stand til at handle proaktivt for at forhindre at de næste (og de næste...) kommer derud også. Her hjælper rent reaktive forholdsregler intet.

Men det er jo i grunden urkomisk det her, Morten - eller måske rettere tragikomisk. For mens "humanisterne" har travlt med at forstå den "muslimske" reaktion, så har man fra starten kastet sig frådende over den "danske" med stemplinger som fx fremmedhad, racisme og nyeste skud på stammen, der er næsten hardcore pornografisk i sin vulgaritet: ny-antisemitisme ... og så har man jo netop præsteret det modsatte af det du prædiker:

For med mindre man rent faktisk opfatter disse mennesker som rene psykopater (klinisk set) - så ja, er der tale om en modstandskamp. Ikke en modstandskamp og ikke midler som man nødvendigvis er enig i eller bifalder, men dette er i og for sig ligegyldigt i forsøget på at forstå hvad der foregår.

Denne nuancering har man så udelukkende forbeholdt det, man i sit eget komplet unuancerede perspektiv definerer som den forurettede part.

Medmindre dialog erstatter propaganda[...]

Skriver Rune, men har samtidigt indgået alliance med en chefredaktør på et dagblad, hvis uvederhæftige ledere i en lang strøm har leveret mangt et godt grin, men meget lidt saglighed. Fuldstændig i tråd med chefredaktørens egen adfærd.

Jeg er usikker på, præcis hvad det er for skyklapper du hentyder til i det pågældende indlæg - men det kan du sikkert gøre rede for?

Dine skyklapper, Morten, bestod i, at du insisterede på, at jeg kaldte mine politiske modstandere for dyr. Men hvis man læser teksten redeligt, bør man komme til den konklusion, at jeg refererer til mennesker som sådan - som dyr, altså: I det jeg skriver: "vi mennesker", har jeg jo inddraget alle og udeladt ingen – ikke sandt?

At du forsøger at stemple mig med en håbløst uredelig fortolkning af det jeg skriver, og kalder mig en trold, når jeg afslører dig, kan så sætte det, du skriver om mig lidt i perspektiv: "At du vil frakende mig retten til at skelne samtidig med at du beskylder mig for at bære skyklapper er temmelig sigende. "

Hvilket naturligvis er temmeligt sigende... især fordi det var dig selv, der skrev "Eller er det blot en generel tendens til at hive skyklapper for øjnene når du læser hvad jeg skriver?", hvorpå jeg så tillod mig at henlede din opmærksomhed på dit eget ditto.

Det er så alt dette, der i bund og grund overbeviser mig om, at du, Morten, har umådeligt svært ved at overskue og bedømme komplekse problemstillinger; og at det derfor er en noget arrogant attitude, du lægger for dagen al den stund, du beskylder mig for at forsimple...

Medmindre dialog erstatter propaganda[...]

Ufrivilligt komisk!

I dag vinder man meget lidt gennem dialog: kun den sag, der bedst fremstilles i offerrollen har moralsk ballast. Det kan man så kalde humanisme, når nu socialisme ikke længere klinger så godt. - Mens sagen snarere er den, at det blot er kristent vraggods...

Per