Jeg var på pluralist.dk for et stykke tid siden, og blev belært om postmoderne konstruktivisme... Havde ikke rigtigt hørt om det før, men det lød lidt som noget jeg selv af snørklede veje var kommet frem til.
Men nogle synes at have misforstået de logiske konsekvenser.
http://www.pluralist.dk/religion/pou001.htm
Anyhow - jeg sendte Signe Engelbreth Larsen følgende e-mail:
Hej Signe
Jeg læste med interesse det polemiske indlæg: Rationalisme og religion i det postmoderne - Af Inge Poulsen (Bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur og musikstuderende ved Aarhus Universitet)
... på jeres side om religion....
Jeg vil gerne fremlægge nogle indvendinger som jeg mener har konsekvenser for postmoderne konstruktivisme, hvis den er udlagt loyalt, når det til sidst lyder:
Når de [Naser/Pittelkov] således argumenterer for, at den eneste løsning på indvandringsproblemerne er, at især muslimerne skal tilpasse sig vores normer, så er det altså ud fra den tvivlsomme præmis, at de vestlige landes værdigrundlag med rødder i oplysningstiden i højere grad end andre kulturers har universel karakter. Dette synspunkt er ifølge Lyotard ikke i overensstemmelse med de moderne erfaringer, som udelukker den oprindelige årsag eller det første princip, der kunne retfærdiggøre troen på en indiskutabel sandhed. Alle sandhedsfortællinger er i Lyotards tænkning konstruktioner, hvilket dog ikke gør dem ligegyldige eller meningsløse for det enkelte individ, men det udelukker, at en konstruktion kan have større værdi end en anden på det overordnede og generelle plan, og på den måde udelukker det også synspunkter, som dem, der plæderes for hos Pittelkow og Khader. Videnskaben mister med postmodernismen og Lyotard sit patent på sandhedsbegrebet ved at sekulariseres i radikal forstand, fordi den nu bliver en konstruktion på lige fod med religionen.
Indvendinger:
1. Paradox: Hvordan bliver påstanden om ligeværdighed sand, når den selv må antages at være en konstruktion?
2. Vil enhver konstruktion ikke være underlagt en selektionslov? Vil den ikke blive testet og på et tidspunkt forkastet af realiteten i forandring? Må visse konstruktioner ikke nødvendigvis prioriteres over andre, hvis man overhovedet skal forholde sig til en verden i forandring?
Per
Jeg har ikke fået et svar - endnu (e-mail dateret 19/2-2006)...
6 kommentarer:
Pluralisten skriver jo, at ingen "... konstruktion kan have større værdi end en anden på det overordnede og generelle plan"
Man kunne måske også sige 'på det principielle plan', og så giver det da fin mening, i hvert fald sådan som jeg selv opfatter kulturrelativisme:
At jeg pragmatisk og subjektivt godt kan opfatte min egen kultur som bedre og mere menneskeværdig, men at jeg netop ikke kan gøre denne opfattelse definitiv og evigt sand.
Så ville den jo ende som endnu en religiøs forestilling af den slags, du sammen med Nietzsche kritiserer.
At man således modsætter sig at give nogle sandheder ultimativ forrang betyder for mig ikke, at man gør alting lige-gyldigt eller ligeværdigt.
Tillykke med din blog i øvrigt! Så kan jeg måske slippe for alle dine megalange indlæg, som jeg skal forholde mig til, når jeg ikke har tid og overskud?
Og så lægger jeg også mærke til, at du inkluderer en lidt bredere vifte af links end man ellers har for vane i det 'islamkritiske' hjørne - heriblandt undertegnede, som altså åbenbart ikke er helt så åndsforsnottet, som du har ladet skinne igennem... ;o)
Pluralisten skriver jo, at ingen "... konstruktion kan have større værdi end en anden på det overordnede og generelle plan"
Metafysik, Raapil… Min pointe er jo, at konstruktionerne omhandler virkeligheden, og de konstruktioner som modellerer virkeligheden bedst, er de konstruktioner, man bør benytte sig af for indeværende. At der kan herske vid uenighed om, hvilke konstruktioner, der rent faktisk virker bedst, er det vi bruger diskurs til at afgøre. Nogle gange er diskurs bare ikke nok, fordi begreberne er virkelighedens overfladefænomen: de er virkelighedens metafysiske skelet. Derfor skal diskursen engagere følelserne og instinkterne… man skal føle sig truet og opildnet, nede og oppe; man skal mærke blodets susen!
Mennesket er så meget mere – og mindre – end, hvad det siger.
Man kunne måske også sige 'på det principielle plan', og så giver det da fin mening, i hvert fald sådan som jeg selv opfatter kulturrelativisme:
At jeg pragmatisk og subjektivt godt kan opfatte min egen kultur som bedre og mere menneskeværdig, men at jeg netop ikke kan gøre denne opfattelse definitiv og evigt sand.
Pointen er så, at det heller ikke er nødvendigt: du kan bare føle og handle derefter!
Så ville den jo ende som endnu en religiøs forestilling af den slags, du sammen med Nietzsche kritiserer.
Ikke helt det samme, selvom det er en god pointe… Nietzsche kritiserede først og fremmest påstanden om en verden ved siden af eller over verden (metafysik), i det han identificerede sådanne ”konstruktioner” som livsfjendtlige -: verdensbagtalende.
I min optik, som jeg tror jeg låner fra Nietzsche, er al sandhed perspektivisk, afhængig af nuet og sandhedens ejermand. Pointen er: at alle individer sætter værdi ud fra sig selv; det de værdsætter ved verden, er et produkt af deres egen genese.
Derfor er sandhed også symptomatologi, den kan ikke skilles fra ejermanden. På det overordnede (metafysiske) plan kan nogle værdier deles, men når de presses ned ovenfra som pakkeløsning (Gud ser på hjertet), så bliver det til menneskefjendskhed. Det kan nogle gange være nødvendigt, men hvis det overordnede er en utopi, noget mennesker ikke kan leve op eller ned til, så bliver det livsfarligt.
Derfor bekriger jeg både islam og kristendom… og en hvilken som helst flokdyrsmoral.
At man således modsætter sig at give nogle sandheder ultimativ forrang betyder for mig ikke, at man gør alting lige-gyldigt eller ligeværdigt.
På Pluralisten er det akkurat det, man forsøger at gøre, i præcis det citat jeg gengiver. Resultatet er her, at man stiller sig som æslet mellem to baller hø ude af stand til at afgøre, hvilken der skal spises af, hvorefter man sulter ihjel. Heldigvis er det kun teori, de fleste mennesker kan nemlig ikke i længden leve op til den øvelse.
Når det fx lyder:
Videnskaben mister med postmodernismen og Lyotard sit patent på sandhedsbegrebet ved at sekulariseres i radikal forstand, fordi den nu bliver en konstruktion på lige fod med religionen.
Så er det som du jo faktisk også siger ikke rigtigt: 1) Man kan vælge at sætte videnskaben højere end religionen. 2) Tiden kan vise at videnskaben er den konstruktion som giver sine tilhængere mest magt og indflydelse – eller det modsatte. 3) Lyotards konstruktion kan ikke være mere sand end: 1 og 2 - ifølge Lyotard.
Igen: menneskene vil sætte værdi helt uafhængigt af teori… Lyotard ender med at skele, fordi han ikke vil skelne, og derfor kan han ikke se, hvad der er vigtigt.
Alt dette forudsat naturligvis at Inge Poulsen overhovedet, har forstået, hvad Lyotard siger… det ved jeg jo ikke.
Tillykke med din blog i øvrigt! Så kan jeg måske slippe for alle dine megalange indlæg, som jeg skal forholde mig til, når jeg ikke har tid og overskud?
Tak, tak… og ja du skal nok blive fri – lidt ;-)
Og så lægger jeg også mærke til, at du inkluderer en lidt bredere vifte af links end man ellers har for vane i det 'islamkritiske' hjørne - heriblandt undertegnede, som altså åbenbart ikke er helt så åndsforsnottet, som du har ladet skinne igennem... ;o)
Jeg mener netop at diskursen, meningsudvekslingen er MEGET vigtig, derfor et udvalg af links som jeg selv benytter til at orientere mig i det danske. - Jeg vil også prøve så vidt muligt at perspektivere mine egne indfald og udfald med jer andres.
Når jeg siger, at diskursen er vigtig, så mener jeg en følelsesladet og engageret sådan: en meningsudveksling, hvor man sætter sig selv på spil. Diskurs er krig, det er slag uden blod; og som i de fleste krige, er der sjældent én vinder, men derimod potentielt to: den der er slået kan forsøge at blive klogere.
Jeg har haft fornøjelse af dig som modstander, fordi du dybest set accepterer det vilkår - selvom du piber og sjældent bliver klogere. ;-)
Per
Per, jeg kan vist ikke følge med i alle dine filosofiske tankespring, så for at bringe tingene lidt ned på jorden igen, så siger du - som jeg hører det - at man bare skal føle og handle efter sin 'mavefornemmelse'.
Det lyder da besnærende, men skal man ikke også bruge hovedet? Du er Nitzsche-fan og så kommer jeg til at tænke på, om ikke de dele af Nietzsche, som nazisterne kunne bruge, bl.a. var hyldesten til instinktet (i modsætning til intellektet)?
Instinktet (dyret i os) har jo ikke nogle moralske grænser - blot sin egen tilfredsstillelse som mål, og derfor må menneskelivet leves i en balance mellem instinkt, følelser og intellekt - ingen af disse bør have forrang, som jeg ser det.
Du skriver så, at "... alle individer sætter værdi ud fra sig selv; det de værdsætter ved verden, er et produkt af deres egen genese..."
Her tror jeg, du er for optimistisk mht. hvor stor plads individet har til at selv at definere deres værdier. Man fødes ind i kultur og værdier, og folk flest optager disse værdier, ikke ud fra 'et frit valg', men ud fra at det bare føles naturligt.
Først når mennesker for alvor udfordres på deres selvfølelse, måske ligefrem overlevelse, kan de komme i en situation, hvor de gives en vis frihed til selv at vælge deres vej. Men overordnet er mennesker programmerede af familie og opvækst, kulturen og samfundets værdier.
Ang. videnskaben, så vil jeg måske nuancere billedet ved at sige, at videnskaben som sådan (dens verdensbillede, resultater osv.) er sekulariseret i den forstand, som Pluralisten taler om, at den er blevet til en konstruktion på linie med religionerne.
Det er den videnskabelige metode, der er væsentlig, og en metode kan ikke ophøjes til ultimativ sandhed. En metode er blot lissom et redskab, en hammer f.eks., hvor det sjældent er hammeren som sådan vi kritiserer, hvis sømmet er slået forkert i, men personen, der brugte hammeren, eller personens valg af redskab.
Nå, det var bare lige et par kommentarer. Jeg er ikke klædt godt nok på til en større filosofisk udredning, frygter jeg, men jeg er da helt enig med dig i, at det hele til slut afgøres på det diskursive niveau (hvis det er det du mener), hvor 'sandhederne' etableres som netop sandheder. Og derfor er debatten selvfølgelig afgørende.
Jamen kære ven, du har jo næsten forstået mig -: med en Raapilsk mavefornemmelse - fristes jeg til at sige. ;-)
Du skal bare lige koble to punkter sammen, så er du ved at være fremme ved et mål:
Først når mennesker for alvor udfordres på deres selvfølelse, måske ligefrem overlevelse, kan de komme i en situation, hvor de gives en vis frihed til selv at vælge deres vej. Men overordnet er mennesker programmerede af familie og opvækst, kulturen og samfundets værdier.
Og:
Nå, det var bare lige et par kommentarer. Jeg er ikke klædt godt nok på til en større filosofisk udredning, frygter jeg, men jeg er da helt enig med dig i, at det hele til slut afgøres på det diskursive niveau (hvis det er det du mener), hvor 'sandhederne' etableres som netop sandheder. Og derfor er debatten selvfølgelig afgørende.
Det er når tilværelsen gør ondt, at man bliver fri til at vælge.
Derfor:
Når jeg siger, at diskursen er vigtig, så mener jeg en følelsesladet og engageret sådan: en meningsudveksling, hvor man sætter sig selv på spil. Diskurs er krig, det er slag uden blod; og som i de fleste krige, er der sjældent én vinder, men derimod potentielt to: den der er slået kan forsøge at blive klogere.
Prøv at læse indlægget: Mit begreb om frihed, hvor Nietzsche udlægger friheden radikalt anderledes end vi normalt forstår det.
Og så lidt om dine filosofiske problemer:
Instinktet (dyret i os) har jo ikke nogle moralske grænser - blot sin egen tilfredsstillelse som mål, og derfor må menneskelivet leves i en balance mellem instinkt, følelser og intellekt - ingen af disse bør have forrang, som jeg ser det.
Det er en påstand om, at instinkter ikke kan være etiske; det er i min optik noget vrøvl: instinktet er derimod den eneste kvalitative værdivurdering vi besidder - alt andet er bagtalelse!
Nazisterne var flokdyr: de elskede massen, og hadede individet, første bevis på, at de aldrig fattede, hvad Nietzsche lærte:
"Hvad for noget? du søger? du vil gerne ti-doble dig, hundreddoble dig? du søger tilhængere? - søg nuller!
Frierich Nietzsche - Götzen-Dämmerung
Hvad angår videnskaben er vi tilsyneladende enige, og det er jo fint nok.
Per
Jepper, jeg springer lige jeres detaljesnak over og vil bare bifalde det indlysende rigtige i kritikken af værdirelativismen: Den kan ikke hævde sig selv, er per def. en taberideologi. Den kan simpelthen ikke anbefale sig selv.
ad 2) Ved ikke om der nødvendigvis vil komme en test der virker. Se blot på de humanistiske fakulteter der trives i bedste velgående ;-)
Tror sgu også pluralist har lavet opdatering af sin side:
http://www.pluralist.dk/religion/pou001
Men i hvert fald dur linket ikke.
Mvh
Charlotte
Send en kommentar